I min kreds hang ægteskab sammen med Flora Danica til fireogtyve personer - ægteskabet havde en repræsentativ funktion, ikke en seksuel«, skrev Nynne Koch i sin erindringbog 'Ved nærmere eftertanke', fortalt til Karen Syberg. Hendes eget liv - der hvor hun altid tog sit udgangspunkt - var både oprørsk og erotisk og flittigt, og blev netop derved et uomgængeligt grundlag for den danske udgave af kvindeforskningen i vores århundrede. Nynne Koch var feminismens grand old lady, den store begynder på det livskapitel, som stadig er under frisk redigering. Feminologien, kaldte Nynne Koch sit kapitel. Nynne Koch var født i det år, da kvinderne fik valgret (1915), og hendes liv blev dybt forankret i kvindesagen - med Nynne Kochs personlige liv som model, som modstilling, som problem - og som inspiration. Nu er Nynne Koch afgået ved døden, og det har sikkert ikke passet hende. Ingen mennesker over 70 år bliver respekteret i det danske samfund, hævdede hun, og hun var rasende over, at man så ned på alderdommen og anbragte gamle folk i beskyttede boliger - gamle og unge skulle hellere bo sammen og lære af hinanden, frem for at gå rundt i bitterhed med det blåfarvede hår. Det sagde hun fra sin observationspost på femte sal i en ældrebolig ved Søerne. For der, hvor hun p.t. gjorde sine iagttagelser, fandt hun også sine spørgsmål og problemer, i en meget krigerisk, men også meget ærlig og charmerende overensstemmelse mellem det private og det offentlige. Hun var til det sidste en raffineret dame i gylden silkeskjorte, stadig med fint optrukne øjenbryn og rosa læber - hun var en dame, som livet igennem omtalte sig selv som 'pige'. Tænkte som en kvinde Den danske kvindebevægelse er bemærkelsesværdig ved at have en pige fra overklassen som feminismens symbol i det 20. århundrede. Frankrig har oplevet noget tilsvarende med Simone de Beauvoir, men der er alligevel store forskelle: Simone de Beauvoir tænkte først og fremmest som en mand og var længe stolt over at kunne koncentrere sin intellektuelle energi i den maskuline retning - først langt henne i livet gik det op for Simone de Beauvoir, at der er forskel på mænds og kvinders livsvilkår, og værre endnu - at kvinderne netop på grund af forskellen i livsvilkår er blevet til »det andet køn«. Nynne Koch derimod var krigerisk fra starten, hun var, hvad vi ville kalde meget feminin, måske fordi hendes egen biologi så klart fortalte hende om forskellen. Tyve år gammel blev hun gravid, og hun havde tre børn, inden hun var fyldt 23. Hun var vokset op i overklassen, som i hendes tid endnu hed bourgeoisiet. Hendes far var præsident for Sø- og Handelsretten, oldeforældrene var digteren Carsten Hauch og hans kone Rinna, (som selv var en - for den tid - frisindet kvinde). Barndomshjemmet var Det Classenske Palæ i Amaliegade, sommerresidensen var godset Corselitze på Falster. Morfaderen var direktør for Store Nordiske Telegrafselskab, og hendes meget velhavende og privilegerede opvækst gav hende en stor social selvtillid, som varede livet ud. Men den gav hende også irritation og midler til at gøre irritationen konstruktiv. Hun begyndte på Polyteknisk Læreanstalt, og her fik hun sin første lektion i kvindediskrimination, da en lærer hånede en kvindelig elev og opfordrede hende til at bage kager i stedet for at stå ved tavlen. Kvinder måtte betale en høj pris for at realisere sig selv, og mange gik på kompromis og søgte i efterkrigstiden tilbage til mandssamfundets normer. Det passede ikke Nynne Koch, som havde sit eget liv under klart opsyn, og som aldrig ville tilslutte sig noget parti eller nogen bevægelse, fordi hun var og ville være en ærlig ener. Under besættelsen levede hun alene med sine tre piger og skrev kriminalromaner, blev gift og skilt igen, og først i tredje omgang lykkedes det hende at skabe et nyt seksuelt frirum med Harry Korzen, som hun fik to sønner med, før hun også blev skilt fra ham. Alle hendes samliv var netop seksuelle - en understregning af ægteskabets egentlige funktion, som stadig i den almindelige bevidsthed var overlejret af den repræsentative. Nynne Koch havde forbindelser, men hun duede ikke til det repræsentative, og hun fortalte ved en sen lejlighed, at hun i mere end 35 år havde levet alene og »aldrig haft det bedre«. Ligestilling I romanen 'Tagfat med en drøm' fra 1954 forsøgte Nynne Koch for første gang et opgør med generationernes bedrøvelige kønsrollemønster og advokerede for et biologisk mønster, som tog hensyn til faserne i et kvindeliv. I 1950erne skrev hun profetisk kronik på kronik om kvindesagen, bl.a. i Politiken, og i 1961 fik hun ansættelse på Det Kongelige Bibliotek og overbeviste rigsbibliotekaren Palle Birkelund om det væsentlige i at gøre Det Kongelige Biblioteks kvindepolitiske samlinger synlige i verdens øjne. I 1973 blev hun fagreferent i feminologi - hendes egen titel - og fik dermed indflydelse på bibliotekets indkøb af bøger. I anledning af Dansk Kvindesamfunds 100-års jubilæum i 1971 arrangerede hun udstillingen 'Feminologi', som omfattede eksempler på kvindesynet fra oldtidens Grækenland til moderne rødstrømpetid. Information og formidling gik hånd i hånd, og i FNs kvindeår 1975 lykkedes det hende at blive studieleder på Folkeuniversitetet for det selvstændige fagområde Feminologi - det var på et tidspunkt, da der endnu kun var spredte kvindekurser på universiteterne. I 1981 lancerede hun kønsforskningens første tidsskrift, Forum for Kvindeforskning, og endelig blev en række forskeres anstrengelser kronet med held i 1986 med oprettelsen af et række kvindeforskningslektorater - og med optagelsen af KVINFO på finansloven. Det var det center for information om kvindeforskning, som hun havde oprettet i 1982, og som stadig eksisterer i bedste velgående. Hun var trofast mod sit udgangspunkt, men ikke nødvendigvis en beundrer af de stier, den moderne kvindebevægelse trådte ud på. De vulgære Da Kvindeligt Selskab i 1994 gav politikeren Frank Dahlgaard hadeprisen som 'Årets Pikhoved', ønskede hun sig simpelthen død frem for at skulle være vidne til kvindeforskningens vulgære medieprofileringsbehov. Nynne Koch hævdede, at der var en tid til at drømme, en tid til at elske, en tid til arbejde og en tid til eftertanke, og hendes rækkefølge af naturlige biologiske kvindealdre føles sikkert stadig som opskriften på den gode borgerlige selskabstale - der jo præcis er ligesom en kvindekjole: kort nok til at inspirere, lang nok til at være dækkende. Men hendes ressourcer som kvindeforsker var i virkeligheden hendes store sociale engagement og hendes aktive charme, som tiltrak en hel generation af kvinder, der, ligesom hun, inderst inde brændte for, at deres egen lyst og deres egen frihed skulle være gældende normer. Hun var modig og fræk nok til at kæmpe for sagen, da hun opdagede, at den ramte mange flere end hende selv, og at hun derfor til sin forbavselse blev til en grundlægger af og en inspirator for kvindesagen. Hendes liv blev ikke så rigt på værker - den havde ét værk. Venner af Nynne Koch udgav ved hendes 70-års fødseldag i 1985 festskriftet 'Der er en verden ved siden af verden' - det var den verden, hun gerne ville ånde i, og et langt stykke lykkedes det hende, selvom noget også faldt anderledes ud, end hun havde ventet. Nynne Kochs liv blev interessant på grund af kvindeforskningen, og den danske kvindeforskning blev interessant på grund af hende. Skille de to ting ad kan man ikke.