Uden for Argentinas gamle nationalbibliotek brænder fortovet som bagepladen i en pizzaovn. Solen skyller mod vores røde ansigter som smeltet plastic. Fotografens nakke blusser allerede, så en indianer i en hvem-er-rødest-af-os-to-konkurrence ville skamme sig langt ud over pampassen. »Så har vi efterhånden stået her og kogt i tyve minutter«, brummer han og flytter på fødderne. Vi venter på argentineren Alejandro Vaccaro. Han skal møde os i det gamle Biblioteca Nacional i Buenos Aires - den rede, som udklækkede en af de absolut største forfattere i det 20. århundrede, Jorge Luis Borges. Borges tilbad Nationalbiblioteket i sin barndom, styrede det som voksen gennem 17 år og døde, nogle år inden det holdt op med at eksistere som et rigtigt bibliotek. Biblioteket er Borges og omvendt. Og Alejandro Vaccaro er nøglen til begge dele. Så vandrer en trind mand endelig imod os mellem skraldebøtterne på fortovet. Han pakker sig i et mørkt jakkesæt. Slipset svinger som et pendul mod hans mave. »Undskyld, men jeg kommer direkte fra et møde«. Den 50-årige argentiner giver hånd. Så slår han ud med armen imod husfacaderne omkring os. Murene skaller puds og drysser maling. »Jeg gik til fods for at mærke atmosfæren her i San Telmo-kvarteret«, puster han. Alejandro Vaccaro er egentlig uddannet økonom. Han skaffer sit brød fra forskellige firmaer og selskaber, som han administrerer med løs hånd. Men han brænder for Jorge Luis Borges, bruger al sin fritid og en god del af arbejdstiden på forfatteren. Han er præsident for det højt respekterede Borges-selskab i Buenos Aires og redaktionssekretær på det litterære tidsskrift Proa, som Borges selv stiftede tilbage i 1922. Han har forelæst om forfatteren i mange egne af verden - blandt andet på Aarhus Universitet For tiden arbejder han på en vanvittigt detaljeret Borges-biografi i tre bind. Under hans jakkeærme stritter det første færdigtrykte volumen - en bogklods på 450 sider. Alejandro Vaccaro ved, at digte og prosa af Jorge Luis Borges udkommer i nye oversættelser i Danmark i disse år. Så argentineren er ivrig efter at præsentere Borges og hans gamle bibliotek for et publikum, der ånder en anden atmosfære end den lummervarme sydamerikanske luft, forfatteren levede i. »Lad os gå op på Borges' gamle kontor og snakke«, foreslår han, »så kan vi gemme selve biblioteket til sidst«. Den store læser Borges' kontor kupler som en iglo over vores hoveder. Tætte skodder blænder vinduerne og lægger rummet i halvmørke. Luften bærer fugt og klistrer til huden som et vådt håndklæde. Vi sætter os ved et tungt træbord. Stolene skramler over kakkelgulvet som slæbende træben. »Jeg føler altid en vis spænding, når jeg er her, for det er i dette rum, at Borges drak te med mennesker og konverserede på et ufattelig højt intellektuelt plan«, siger Alejandro Vaccaro. »Jeg kom selv på biblioteket med mine kammerater, da jeg var lille, og lånte bøger og læste. Vi tænkte desværre aldrig på at liste forbi kontoret og få et glimt af Borges«. I dag fungerer det gamle nationalbibliotek ikke længere som bogsamling. For otte år siden rev flyttemændene hjertet ud af Biblioteca Nacional. De tømte hylderne for læderindbundne bøger og stoppede dem ind i en enorm betonklods, der minder om et forulykket rumskib - et moderne nationalbibliotek i Palermokvarteret i Buenos Aires. Nu ombygger kommunen det gamle bibliotek fra 1901, moderniserer det og forvandler det til et Musikkens Hus - øvelokale for Buenos Aires' symfoniorkester. Om få måneder er de enorme bogreoler væk, tavlerne med litterære navne forsvundet og atmosfæren fra dengang tabt for bestandig. »Det er lidt vemodigt, for biblioteket betød alt for Borges«, siger Alejandro Vaccaro, »han blomstrede mellem bøgerne og begyndte at komme her sammen med sin far, da han var lille. Dengang boede familien i Palermo-kvarteret, og han voksede praktisk taget op her og i sin fars private bibliotek gennem 14-15 år, indtil de flyttede til Europa«. »1938-1946 arbejdede han i et bibliotek, og i 17 år var han direktør her på stedet. Så sammenlagt opholdt han sig i biblioteker i over 40 år. Han brugte halvdelen af sit liv i et bibliotek«. Alejandro Vaccaro lægger hånden på første bind af sin Borges-bibel. »For en læser er det ideelle miljø selvfølgelig et bibliotek. Og Borges er uden tvivl en af de største læsere i menneskehedens historie. Han sagde altid, at han ville lade andre forfattere om at prale af de bøger, de havde skrevet. Han var stolt af de bøger, han havde læst. Borges kunne simpelt hen ikke huske en epoke af sit liv, da han ikke kunne læse. Han lærte at læse som meget lille, længe før skolen«. Hvad betød det for hans forfatterskab? »Hvis man har en enestående evne til at absorbere litteratur, er det vel lettere at lægge kvalitet i sit eget skrivearbejde. Borges suger til sig fra litteraturens store temaer, bearbejder dem, udvikler dem og afleverer dem til læseren i en restaureret form. Det er hans geni«. »Derudover tog han for eksempel 'Los Cuchilleros', som var Buenos Aires' beskidte slagsbrødre og knivstikkere, og brugte dem til at sige os noget om menneskehedens historie. Kampe og lidenskaber beskriver han gennem fattige mænd i Buenos Aires, som ikke kunne andet end at hive en kniv frem og kæmpe. Ud af dem laver Borges en mytologi, som rækker langt videre«. Jorge Luis Borges udgav sin første bog, digtsamlingen 'Besat af Buenos Aires', i 1923. Omkring 1930 sygnede hans lyriske stemme hen, og han begyndte at arbejde i korte fortællinger med de temaer, han fokuserede på gennem resten livet: tiden, filosofien, metafysikken, religionen. Alejandro Vaccaro tæller temaerne på fingrene i det halvmørke rum. Så rejser han sig og tager sin bog under armen. »Selv om Borges' arbejde er meget seriøst, indeholder det stadig alle de elementer, der gør litteraturen smuk. Han har blandet sine budskaber med de virkemidler, som får folk til at nyde litteraturen«. »Mange af historiens store tænkere har ikke været opmærksomme på det trick og er svære at gå ind til. Borges har derimod givet os en litteratur, som behandler svimlende filosofiske temaer og samtidig er en fornøjelse at læse. Det hele pakket ind i humor, som er en fundamental facet i Borges' arbejde«. En hemmelig dør I fortællingen 'Biblioteket i Babel' forestiller Borges sig et tilsyneladende uendeligt bibliotek. I sin novelle fra hovedværket 'Fiktioner' skriver han: »Universet (som andre kalder Biblioteket) består af et ubestemt, og måske uendeligt, antal sekskantede gallerier med enorme ventilationsskakter i midten, omgivet af meget lave gelændere«. Nu træder vi ud på en balkon med et lavt gelænder og ser den enorme læsesal i nationalbiblioteket for første gang. Den minder om en skakt. Vores balkon hænger midt på den ene væg. Biblioteket er dog ikke sekskantet som 'Biblioteket i Babel', men firkantet. Vi kigger opad. Ti meter over os hvælver loftet som en katedral. Statuer af små tykke mænd i lændeklæder holder det oppe med deres marmorarme. I hvælvingens top skinner sollyset igennem en mosaik af blyindfattede farvede glasstykker, der fletter sig sammen til en stjernehimmel. Længere nede, få meter over os, hænger en balkon - den første af tre. Bag et gelænder af smedejern troner bogreolerne, næsten fire meter høje. Hylderne gaber tomt, som om de suger fugtig luft til sig og giver biblioteket en muggen ånde. På vores egen balkon er der flere tomme reoler. Nogle meter længere nede endnu en balkon med pivtomme hylder. Og helt nede, i skaktens bund, stritter læsepultene langs væggene, afbrudt af store tavler i mørkt træ med tolv navne på hver. Platon, Aristoteles, Descartes, Kopernicus, Galileo, Cicero, Cervantes og mange flere af verdens største tænkere, videnskabsmænd og litterater ringer deres eftermæle ud i læsesalen med sorte jernbogstaver. Alejandro Vaccaro læner sig ud over balkonen og peger på tavlerne. »Da Borges finder sin litterære stemme i løbet af 1930erne, er det, som om hans ideer begynder at boble over fra den indsigt, han har samlet ved at studere de største tænkere - blandt andet her på stedet«, siger han. »Jeg får tit henvendelser fra folk, som aldrig har læst Borges, og som spørger, hvordan de kommer i gang. Jeg svarer, at det svære ikke er at komme ind i hans forfatterskab, det er at slippe ud. Hans værker er labyrintiske og behandler temaer, vi ikke kan slippe for i dag«. »Vi ser, at folk som kredser om temaerne, arbejder med variationer af de tanker, Borges udviklede. Det er vel næsten en udfordring for den spansksprogede litteratur at udvikle sig i det 3. årtusinde uden Borges - men alligevel med ham«. Vi står lidt i tavshed. I et hjørne i bunden af skakten flyder nogle stykker værktøj, et bræt og en murske. Meget snart rykker håndværkerne for alvor ind, hamrer, banker og forandrer bygningen for bestandig. Men måske skal der mere til at jage ånden af Argentinas største forfatter ud over pampassen. Alejandro Vaccaro griner højt, da jeg lufter tanken for ham. Argentineren tror ikke på spøgelser. »Til gengæld tror jeg, at der er en hemmelig dør i Borges' litteratur. Opgaven for os er at tage de første spæde skridt mod den. Jeg tror, Borges har efterladt os et budskab - et meget betydningsfuldt budskab. Men han efterlader os kun nøglerne til det. I de kommende 100-200 år vil noget måske dukke op, når vi borer dybere i hans tekster«. Alejandro Vaccaro står et øjeblik i tavshed. Så vender han sig om og vandrer mod en dør. I korridoren passerer han et spejl, der trofast fordobler ham. Mellem søjlerne på balkonen over os hænger en stor urskive med romertal. Viserne rokker sig ikke.