Med en løs højrehånd slår Peter Laugesen den jazzede rytme an. Digterens højre pegefinger cirkler i luften, mens han læser op af skiftende digtsamlinger. En fyldt sal følger hvert eneste ord, når det forlader digterens mund. Han læser gamle digte. Han læser nye digte. For publikum bliver Laugesen til en stemme, som ikke længere har forbindelse til den strithårede mand, der står og vugger foran dem til versrytmen. Jo, han står der i let fodformede sko, posede bukser og grå striktrøje med sært opklippet mønster i rødt, men de ser ham ikke. De hører. Laugesen er ikke længere billedet på en overvintret folkeskolelærer anno 1975. Han er lyd og betydning. Han er digte. Laugesen har nøje valgt aftenens digte. Hele hans oplæsning er pakket ind i småbidder fra et langt digt fra omkring 1990. »Jeg har valgt det, for det massivt handler om litteratur, og jeg har valgt det, fordi jeg skal læse det i forbindelse med et arrangement, som måske er begyndelsen til et dansk litteraturhus, hvad jeg selv håber, det er«, siger Peter Laugesen. Men om Laugesen har noget at have håbet i, ved hverken han selv eller resten af publikum endnu, for det er stadig fredag aften. Der er stadig to dage til mandagens konference, der skal afsøge muligheden for og ønsket om et dansk litteraturhus. Sammen med tyske Michael Lentz er Laugesen første afdeling af weekendens litteraturhus-arrangement i Møstings Hus på Frederiksberg. De to digtere læser op i de højloftede rum i den gamle villa ved Frederiksberg Have, hvor Dansk Litteraturcenter og Goethe Instituttet har fået lov til at give københavnerne en forsmag på, hvad et litteraturhus kan tilbyde danskerne, uanset at en placering i Møstings Hus langtfra er ideel. Når Michael Lentz, Goethe Instituttet og en række tyske forfattere er involveret, skyldes det ikke mindst, at litteraturhuse er en integreret del af kulturlivet i de fleste større, tyske byer. Og en række danske forfattere har med stor fornøjelse og succes besøgt de tyske litteraturhuse på oplæsningsturneer. Tyske ordsmæld Egentlig er det Michael Lentz - 185 centimeter maskinklippet, tysk lydpoet - der skyder litteraturhus-weekenden i gang. Nærmest bogstaveligt. I sin grå habit og den grå højtknappede skjorte viser han sig at være det tætteste, man kommer et talende maskingevær. Lentz giver publikum et mindre chok, da han lader sine tyske ord smælde ud i lokalet i techno-rytme på 140 beats i minuttet. Hvis den unge Lentz var født ti-tyve år tidligere, ville han med sit piskende høje tempo og den forunderligt klare udtale have været et godt bud på rollen som den evige tysker i 'Halløj på badehotellet' - men hvad hans digte egentlig handler om, går vist hen over hovedet på de fleste denne fredag aften. Også selv om en del af dem er udleveret på tryk i forvejen. Lettere tilgængelige er Katrine Marie Guldagers langdigt ved lørdagens lyrikmaraton, hvortil billetterne blev revet væk i lyntempo. Ligesom fredag aften er der igen fyldt i salen, men enkelte får dog lov at snige sig ind uden billet, hvis de lover ikke at brokke sig over, at der mangler stole i lokalet ved siden af oplæsningssalen eller over, at de ikke kan se poeterne, men må nøjes med de opstillede højttalere. På tilhørerrækkerne sidder litteraterne, de digtvante og alment litterært interesserede. Nærmest ingen falder uden for de kategorier af tilhørere, man ville vente at finde ved et oplæsningsarrangement. Der er i hvert fald ingen, der ligner de to rockertyper, som under Guldagers oplæsning er i fuld gang med at diskutere en eller anden 'forretning' med to politibetjente. De står kun få meter fra Guldager, men de står ude på den anden side af væggen, og digteren når aldrig at høre diskussionen om, hvorvidt den ene nu skylder 10.000 kr. og ikke 14.000 kr. Det ser ud, som om diskussionen kun er afslutningen på et tidligere sammenstød, som efterfølgende har krævet politiets indgriben, og at de derefter har været nødt til at fragte de to typer over til de fredelige omgivelser omkring Møstings Hus. Formentlig har det været et sammenstød, som er lidt voldsommere end det, Guldager er ved at læse op om inde i Møstings Hus. Katrine Marie Guldager er i gang med et digt om, hvordan man kan stå på hjørnet af Finsensvej og Ndr. Fasanvej og tro, at der er automatiske døre i 7-Eleven. Det er der åbenbart ikke. De to rockertyper når aldrig ind i Møstings Hus, men måske burde de have overvejet at høre Ursula Ankjær Olsen, der er næste oplæser kort efter. I et af sine ordlegende debutdigte når hun frem til sin egen helt særlige 'instant retoucheringsservice' - som er for dem, der vil pynte på den nærmeste fortid. Eller - som hun siger i digtet - 'instant retoucheringsservice' - for dem, der vil mere end bare at lyve. Larm i lokalet Kort efter viser det sig imidlertid, at publikum ikke er helt så homogent, som det har set ud på overfladen. En enkelt tilhører begynder at tøffe hvileløst rundt i lokalet i forlængelse af Søren Ulrik Thomsens oplæsning. Under den afsluttende oplæsning begynder hun at pakke sin rygsæk om med alt, hvad det indebærer. Blandt andet lyden, man frembringer, når et velcrobånd 10x15 centimeter bliver flået op. Bedre bliver det ikke, da hun begynder at pakke en trøje ned, som i en af lommerne rummer et solidt knippe nøgler. Et lettelsens suk går gennem lokalet, da hun efter en kort pause - »øh, var det ikke et digt til Rimbaud, det må jeg lige høre« - forsvinder ned ad trappen. Hypnotisk rytme Tilhørerskaren uden for oplæsningssalen vokser lørdag aften, da Inger Christensen og tyske Sarah Kirsch læser op. Under prismelysekronerne læser Inger Christensen fra 'Brev i april'. Med vilje har hun fravalgt at læse fra 'Det', 'Alfabet' og 'Sommerfugledalen'. Hun læser, så det enkelte ord på forunderlig vis løber over i det næste og giver en næsten hypnotisk rytme i oplæsningen. Forinden har Sarah Kirsch læst en række af sine tyske digte, og nogle af dem var til glæde for det danske publikum også oversat og omdelt. »Et snefog/drager hen over/forstaden og du/havde skåret dig/i hånden/for min skyld/Åh siger jeg i/ telefonen indtil/du gifter dig«, lyder det ene af digtene, som resten af København går glip af denne lørdag aften. Søndag går København nærmest glip af hele dagprogrammet i Møstings Hus. Solen lokker mere end litteratur inden døre, så der er kun begrænset med tilhørere til Jens-Martin Eriksen og Charlotte Weitze søndag eftermiddag. Til gengæld er alle billetter udleveret til søndag aftens oplæsning med Helle Helle og den tyske succesdebutant Judith Hermann. I dag, mandag, fortæller fire tyske littearturhusdirektører om de tyske erfaringer med litteraturhuse. I eftermiddag diskuterer et panel, om et litteraturhus i København er en god idé, og hvad man eventuelt kan gøre for at få det etableret. I panelet er bl.a. forlæggeren Merete Ries, forfatterne Pia Tafdrup og Christian Yde Frostholm, Georg Metz og Knud Vilby fra hver sin forfatterforening, kulturredaktør Klaus Rothstein og litteraturrådsformand Anne-Marie Mai.