For fire år siden udkom de første bind af 'Søren Kierkegaards Skrifter', en ny udgave af forfatterens kendte værker og alt, hvad Kierkegaard i øvrigt vides at have skrevet i aviser, i notesbøger, i journaler og på løse lapper. Der er tale om en såkaldt diplomatarisk udgave, hvor udgiverne ikke forsøger at skelne mellem 'væsentligt' og 'uvæsentligt'. Derfor støder læseren af og til på optegnelser, som ikke just vidner om forfatteren som én af historiens største tænkere, men måske så meget desto mere om ham som menneske i al almindelighed. Ganske vist udgiver vi ikke hans vaskesedler (Bjørn Bredals Kronik 'En kirkegård for Kierkegaard', 18.11.00, red.), som en vittig fugl har kvidret om, hvilket ellers kunne have været interessant nok, hvis der fandtes sådanne - da det formentlig ville overraske de fleste, at rigmandssønnen og magisteren med en mindre stab tjenestefolk i sit sold selv vaskede sit tøj! Men når han i en journal afbryder sine overvejelser over humorens væsen ved at henvise til »Nyhavn 282 Charlottenborgssiden«, så kommer det med - og ikke nok med det, for den sparsomme tekst giver os anledning til at oplyse, hvem der ifølge den aktuelle folketællingsliste boede på den pågældende adresse. Vores princip er nemlig i ét bind at bringe Kierkegaards tekst ucensureret og i et ledsagende bind at bringe vore kommentarer til samme. På den måde når den færdige udgave i 2009 op på 28 tekstbind og 27 kommentarbind, i alt 55 bind eller halvanden hyldemeter ... Her tager kritikken sit solide afsæt, for hvad ligner det at belemre et i forvejen svært tilgængeligt og omfattende forfatterskab med en hoben kloge kommentarer, der i hvert enkelt bind næsten er legio - som de dæmoner, Kristus drev ud af den besatte? Vi, kommentatorerne ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret, er farisæere og skriftkloge, der spolerer dén tilegnelsens selvvirksomhed, som Kierkegaard foreskrev sine læsere. Indvendingen er oplagt, og dog må man holde sig for øje, at den opbyggelige kategori - tilegnelsens selvvirksomhed - forudsætter, at læseren i sit lønkammer er i stand til umiddelbart at forstå tekstens mening. Dette er de færreste moderne mennesker - farisæere eller ej - i stand til, når Kierkegaard ud over at skrive i datidens nuancerige sprog gør flittig brug af oldgræske, latinske og hebraiske citater; og derfor har allerede udgiverne af den såkaldte folkeudgave - 'Samlede Værker bd. 1-20, 1962' - tilbudt læserne duelige oversættelser i et mindre noteapparat. Det gør vi naturligvis også i vores udgave, og vi gør det i en større udstrækning, da vi også gerne oversætter f.eks. tysk, der i dag er knap så god latin som i den sorte skoles æra. Er dét mon ikke folkeligt? »O! bravo schwere Noth Gotts Blitz bravissimo«. Og så må vi endda afstå fra at oversætte såvel tysk som fransk og engelsk i kommentarerne til Kierkegaards journaler og notesbøger, da disse er så komprimerede, at vigtigere kommentarer går forud - vi antager da, at det er lettere for læseren at få adgang til en tysk- dansk ordbog end til f.eks. Lollands-Posten for 5. marts 1846, når Kierkegaard i en interessant optegnelse henviser til en uspecificeret artikel »i en af Provinds-Aviserne«.