0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kierkegaard efter noter

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

For fire år siden udkom de første bind af 'Søren Kierkegaards Skrifter', en ny udgave af forfatterens kendte værker og alt, hvad Kierkegaard i øvrigt vides at have skrevet i aviser, i notesbøger, i journaler og på løse lapper. Der er tale om en såkaldt diplomatarisk udgave, hvor udgiverne ikke forsøger at skelne mellem 'væsentligt' og 'uvæsentligt'.

Derfor støder læseren af og til på optegnelser, som ikke just vidner om forfatteren som én af historiens største tænkere, men måske så meget desto mere om ham som menneske i al almindelighed. Ganske vist udgiver vi ikke hans vaskesedler (Bjørn Bredals Kronik 'En kirkegård for Kierkegaard', 18.11.00, red.), som en vittig fugl har kvidret om, hvilket ellers kunne have været interessant nok, hvis der fandtes sådanne - da det formentlig ville overraske de fleste, at rigmandssønnen og magisteren med en mindre stab tjenestefolk i sit sold selv vaskede sit tøj!

Men når han i en journal afbryder sine overvejelser over humorens væsen ved at henvise til »Nyhavn 282 Charlottenborgssiden«, så kommer det med - og ikke nok med det, for den sparsomme tekst giver os anledning til at oplyse, hvem der ifølge den aktuelle folketællingsliste boede på den pågældende adresse.

Vores princip er nemlig i ét bind at bringe Kierkegaards tekst ucensureret og i et ledsagende bind at bringe vore kommentarer til samme. På den måde når den færdige udgave i 2009 op på 28 tekstbind og 27 kommentarbind, i alt 55 bind eller halvanden hyldemeter ...

Her tager kritikken sit solide afsæt, for hvad ligner det at belemre et i forvejen svært tilgængeligt og omfattende forfatterskab med en hoben kloge kommentarer, der i hvert enkelt bind næsten er legio - som de dæmoner, Kristus drev ud af den besatte? Vi, kommentatorerne ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret, er farisæere og skriftkloge, der spolerer dén tilegnelsens selvvirksomhed, som Kierkegaard foreskrev sine læsere.

Indvendingen er oplagt, og dog må man holde sig for øje, at den opbyggelige kategori - tilegnelsens selvvirksomhed - forudsætter, at læseren i sit lønkammer er i stand til umiddelbart at forstå tekstens mening. Dette er de færreste moderne mennesker - farisæere eller ej - i stand til, når Kierkegaard ud over at skrive i datidens nuancerige sprog gør flittig brug af oldgræske, latinske og hebraiske citater; og derfor har allerede udgiverne af den såkaldte folkeudgave - 'Samlede Værker bd. 1-20, 1962' - tilbudt læserne duelige oversættelser i et mindre noteapparat.

Det gør vi naturligvis også i vores udgave, og vi gør det i en større udstrækning, da vi også gerne oversætter f.eks. tysk, der i dag er knap så god latin som i den sorte skoles æra. Er dét mon ikke folkeligt? »O! bravo schwere Noth Gotts Blitz bravissimo«.

Og så må vi endda afstå fra at oversætte såvel tysk som fransk og engelsk i kommentarerne til Kierkegaards journaler og notesbøger, da disse er så komprimerede, at vigtigere kommentarer går forud - vi antager da, at det er lettere for læseren at få adgang til en tysk- dansk ordbog end til f.eks. Lollands-Posten for 5. marts 1846, når Kierkegaard i en interessant optegnelse henviser til en uspecificeret artikel »i en af Provinds-Aviserne«.


1846! Man har en tilbøjelighed til at glemme, at Kierkegaard trods sit ubetvivlelige geni er en historisk person, som for halvandet århundrede siden færdedes blandt de øvrige 130.000 indbyggere i den kgl. hoved- og residensstad København. Forholdene var en kende anderledes, men nogen mener, at disse gemene forhold i en videnskabelig udgave er irrelevante og kun gør sig som folkloristisk underholdning.

Jeg skal ikke afgøre, hvorvidt filosoffer og teologer uden viden om datidens sociale, økonomiske, juridiske og politiske forhold kan præstere en lødig læsning af Kierkegaards teoretiske hovedværker - f.eks. 'Begrebet Angest' - men hvis man interesserer sig for Kierkegaards kritik af samtidens politiske, kulturelle og kirkelige røre, så klarer man sig ikke uden - eller i det mindste ikke uden vore punktkommentarer.

Lad mig illustrere denne pointe ved (fra det just udkomne bd. 18) at hente et eksempel på den journalistiske dækning af en straffesag: Den var bestemt ikke så vidtløftig som Peter Lundin-sagen, men man fulgte generelt de store kriminalsager med lige så stor entusiasme. Som i vore dage kunne en fæl forbryder hurtigt sætte rygter i sving om hans kildrende kynisme, og selv når han var blevet fanget, vidste man at sprænge fængslets mure med fantasier om hans tilstundende straf.

I 1840 skrev provinsaviserne uge efter uge, at den dødsdømte morder Ole Kollerød som noget nyt ville blive henrettet i guillotinen; det blev han ikke, men henrettelse eksekveret af mestermanden med sværdet var ikke af den grund uden offentlighedens interesse.

I 1846 noterer Kierkegaard i sin journal: »Efterhaanden vil Blad-Critiken komme til at udbrede sig over Gjenstande som man mindst tænker paa. Forleden stod der i en af Provinds-Aviserne, at en Mand var bleven henrettet af Skarpretter N.N., der gjorde det med megen Accuratesse; ogsaa Skarpretter FF. der var tilstæde for at kagstryge En gjorde det fyldestgjørende«.

Så få er ordene, men de kunne nok give anledning til megen kierkegaardsk kritik af vore dages presse, for Kierkegaard er jo et godt våben at føre i sit skjold; og Kierkegaard var utvivlsomt blandt samtidens klarest seende mediekritikere, men i denne optegnelse er hans kritik snarere et spontant udtryk for hans indignation.

Han har, som han skriver, læst i et provinsblad om en henrettelse og bemærket journalistens æstetiserende beskrivelse af et menneskes død; men for at bedømme forargelsens betimelighed må man dog selv læse den samme artikel - hvis man da kan finde den blandt den snes provinsblade, som landet var begavet med i midten af 1840erne.

I kommentaren henviser jeg til Lollands-Posten den 5. marts 1846, hvor man kunne læse:

»Mariebo. Den Maren Jensdatter og hendes Medskyldige, Tjenestekarl Hans Nielsen paa Falster overgaaede Høiesteretsdom, ved hvilken de begge vare dømte fra Livet fordi de havde myrdet Niels Petersen Bækmand, blev exequeret i Gaar. Hs. Majestæt havde dog allernaadigst formildet Dommen derhen, at Marens Ligs Henlæggelse paa Steile og Hjul bortfaldt, og forandret Dødsdommen over Hans Nielsen derhen, at han kagstrygedes og skal derefter indsættes i Rasphuset paa Livstid. Maren Nielsdatter gik Døden imøde med tilsyneladende Rolighed, og Executionen paa hende udførtes af Skarpretter Dyring med megen Accuratesse. Derefter blev Hans Nielsen paa vedbørlig Maade stryget til Kagen af Skarpretter Hylsen«.

Herefter oplyser jeg i kommentaren, at Kierkegaard formentlig har læst artiklen i Sorøe Amtstidende eller Den Vest-Sjællandske Avis, hvor den senere blev bragt. Kierkegaard har sikkert læst den hos sin bror, Peter Christian Kierkegaard, præst i Pedersborg ved Sorø, hvor han opholdt sig et par dage i begyndelsen af april 1846. Kierkegaards optegnelse består af 50 ord - kommentaren af 186! Er det mon en byrde for læseren, at kommentatoren har fundet artiklen og citerer den i fuld længde; og er det ganske irrelevant, at han bemærker, hvor Kierkegaard har læst den, og hvad kagstrygning er?


I den journal, som Kierkegaard mærkede JJ, og som jeg netop har citeret fra, kan man finde et væld af lignende betragtninger, som umiddelbart kun har historikerens interesse: Tjenestepigers løn- og fæsteforhold, en spækhøkers påklædning, tørke og uvejr, processers langsommelighed, offentlige fruentimmeres fertilitet, en beruset hyrekusks hasarderede kørsel, stemningen på Kultorvet, gravskrifter på Assistens Kirkegård, antallet af køer i København, Tivoli som kulturelt paradigme, betimeligheden af en ny salmebog, basunblæsning ved begravelser - og perfide anmeldelser af bøger!

Man behøver imidlertid ikke mere end et overfladisk kendskab til Kierkegaards litterære teknik for at vide, at alle disse forhold går igen som anskueliggørende billeder i selv hans mest akademiske værker; og derfor bør andre end historikere kære sig om dem, hvis de vil have mere end overfladisk udbytte af Kierkegaards suggestive retorik.

Vi kommenterer tæt, men så kortfattet, som vi finder det forsvarligt; og dog bliver kommentarmassen let fyldigere end Kierkegaards egen tekst, hvilket forarger humanistiske videnskabsmænd, som føler sig stærkt truet på deres levebrød, når de ser, at Danmarks Grundforskningsfond - indtil 2003 - poster millioner i et udgivelsesprojekt, der som mål har at sætte den almindeligt dannede læser på lige fod med forskeren.

Den læsende menigheds selvbestaltede hyrder gør fælles front med akademikerne og lyser deres forbandelse over kommentarbindenes teksthelvede. Men er det virkelig i læsernes interesse, når de forarges over real - kommentarer, der immervæk holder sig til det saglige uden at patentere en særlig tolkning af den kanoniserede tekst?

Jeg hævder ikke, at 'Søren Kierkegaards Skrifter' er folkelige, men jeg insisterer på, at de trods et kolossalt volumen præsenterer Kierkegaards egen tænkning i en mere tilgængelig form, end det nogensinde tidligere har været tilfældet; det folkelige ved den såkaldte folkeudgave af 'Kierkegaards Samlede Værker' bestod ene og alene i, at udgaven var billig, ufuldstændig og kun fyldte 45 cm på reolen.

Jeg spørger blot: Er det folkeligt at bringe henvisninger til uopdrivelige værker fra 17. og 18. århundrede uden at citere eller referere de relevante passager? Er det folkeligt ikke at oplyse, hvad Kierkegaard dog kan mene med at skrive en tale »Ved Anledningen af et Skriftemaal«, når ingen moderne protestant kender skriftemålet fra andet end sydeuropæiske nonnefilm? Er det folkeligt at lade en »Rodemester« stå ukommenteret, når Kierkegaard i 'Frygt og Bæven' hævder det som et væsentligt træk ved den troende, at »han jo seer ud som en Rodemester«?


I vores udgave af Kierkegaards journaler og notesbøger gør de samme forhold sig gældende; for vel gjorde udgiverne af 'Søren Kierkegaards Papirer' (1909-48) et mægtigt pionerarbejde alene ved at udgive de fleste af Kierkegaards optegnelser, og selvom de mange gode og præcise henvisninger fortsat imponerer, så bærer de også lejlighedsvis præg af en vis lemfældighed.

»Det er dog mærkeligt«, skriver Kierkegaard således i journalen JJ, »at Spinoza bestandig mod Underet, mod Aabenbaringen og så videre bruger den Indvending, at det var en Eiendommelighed hos Jøderne, at føre noget umiddelbart tilbage til Gud og overspringe Mellem-Aarsagerne, ret som om, at det blot var noget eiendommeligt for Jøderne, og det ikke er det Eiendommelige i al Religieusitet«.

At Kierkegaard her sigter til Gud som skaber, skal naturligvis ikke bemærkes i en kommentar, men den teologisk eller filosofisk interesserede vil sikkert gerne have at vide, hvor den vigtige hollandske filosof Baruch de Spinoza skriver således mod underet. Udgiverne af 'Søren Kierkegaards Papirer' henviste til 'Tractatus theologico-politicus' (1670), hvor kap. 6 bærer titlen 'De Miraculis' og altså handler om undere.

Da jeg skulle kommentere JJ, ville jeg dels sikre mig, at henvisningen var korrekt, dels give en kort karakteristik af Spinozas indvending, hvis den viste sig at adskille sig fra Kierkegaards parafrase. Derfor bad jeg vores latinkyndige filolog, Niels W. Bruun, om at læse det pågældende stykke, og stor var min undren, da han hårdnakket hævdede, at vore forgængere havde ladet sig vildlede af kapiteloverskriften - der stod nemlig ikke noget i kapitlet, der svarede til Kierkegaards optegnelse.

Jeg måtte derfor læse mig igennem en større mængde tyske og engelske oversættelser af Spinozas øvrige værker, inden jeg endelig fandt det rigtige sted - som minsandten viste sig at være i netop 'Tractatus theologico-politicus', ikke i kap. 6, men kap. 1 om profetier, 'De Prophetia', hvor Spinoza i Niels W. Bruuns oversættelse skriver:

»Men det bør her særligt bemærkes, at jøderne aldrig omtaler mellemårsagerne eller de særlige årsager og heller ikke interesserer sig herfor, men altid søger Gud på grund af deres religion og fromhed eller (som man plejer at sige) hengivenhed«. Jeg skulle mene, at læseren er godt tjent med en korrekt henvisning; og i det hele taget ville størstedelen af journalen JJ være lige