Det var en mørk og stormfuld nat for fire-fem år siden. Klokken var langt over midnat, da telefonen ringede i bibliopatens hjem. »Goddag, det er Hans Reitzel«, sagde stemmen, »strømmen er gået, og jeg vil gerne have, at De kommer og ordner den, jeg bor i Farum«. »Er De den Hans Reitzel, den frisindede og modige forlægger, der var gode venner med Henry Miller og udgav selvsamme forfatters bøger?«, replicerede bibliopaten både forbløffet og opmuntret over, at hin navnkundige forlægger havde valgt at ringe forkert til lige netop ham. »Netop«, svarede stemmen, med en umiskendelig klang af forbløffelse over belysningsvæsnets kendskab til litteraturhistorien. »Har jeg ret i, at Miller engang i tresserne boede hos Dem ude i Farum?«, fortsatte den nyslåede elektriker. »Ja, ja!«, svarede Reitzel, nu kendeligt oplivet, selvom han jo stadig befandt sig i et buldermørkt hus, mens det tordnede og bragede udenfor. »Hvem er det?«, spurgte bibliopatens frue nysgerrig efter at finde ud af, hvem der havde ringet så allerhelvedes sent for at indlede en konversation om den mandschauvinistiske, amerikanske forfatter-pornograf, som hun i forvejen måtte trækkes med i sit soveværelse, fordi hendes udkårne, bibliopaten, havde insisteret på at Jens Birkemoses store 'Sexus'-litografi skulle hænge netop dér. »Bøger støver, siger du. Det gør plakater ikke«, havde han sagt, og derved var det (tænkte han tit) mirakuløst nok blevet.