Venstrefløjen afgik ikke ved døden efter Berlinmurens fald, og den er andet og mere end de nostalgiske røde faner og glade øldrikkere, som møder op i Fælledparken i morgen. I Frankrig står 'det hårde venstre' med trotskisterne i dag så stærkt i billedet, at de i sidste uge erobrede dagbladene Libérations og Le Mondes forsider: Deres succes er så stor, at de kan ødelægge valget næste år for premierminister Lionel Jospin og hans socialister, skrev aviserne. I Italien støtter endog særdeles ortodokse kommunister den centrum-venstre koalition, som i hvert fald har magten et par uger endnu, og i Tyskland er repræsentanterne for det nye eller bløde venstre, De Grønne, ved så småt at komme sig over knap to års krise med nye ledere. Men hører De Grønne med til venstrefløjen? Ja, vil hovedparten af deres ledere mene, selvom de definerer venstrepolitik anderledes end de partier, de sidder i regering med, nemlig socialdemokrater i Tyskland og socialister og kommunister i Frankrig. I en ny bog, som udkommer netop 1. maj, gør den amerikanske sociolog og marxist James Petras sig til talsmand for den modsatte holdning. I bogen med den tunge - og vil nogen sige derfor typisk marxistiske titel - 'Barbari eller befrielse i det nye århundrede' - skriver Petras, at kun folkelige alliancer mellem de nye hærskarer af ansatte i servicesektoren, arbejdere og i udviklingslandene jordløse bønder kan ryste kapitalismen og imperialismen. Opgør med ngo'ere Det lyder som et kampråb fra 1970erne. Men det er faktisk med et sådant program, de franske trotskister i de to organisationer, Lutte Ouvriere ledet af den legendariske Arlette Laguiller - som uge efter uge ligger med i toppen på hitlister over populære franskmænd - og Alain Krivines Kommunistiske Liga i 1999 bragede ind i EU-parlamentet og ved amts- og kommunalvalgene fik op til 15 procent af stemmerne i visse byer og kvarterer. Samlet fik det yderste venstre - minus kommunisterne - over 7 procent af stemmerne. Andre steder optræder de som dele af lokale grupper, eller indgår i bredere bevægelser som Attac. Ideologisk repræsenterer de 'det hårde venstre' og går målbevidst efter de grupper i samfundet, som står sidst i velfærdskøen: arbejdsløse, indvandrere og ikke mindst dårligt betalte lønmodtagere, som ifølge de første valganalyser i Frankrig slutter op bag det yderste venstre i takt med, at socialisterne går mod midten. Disse partier og marxister som James Petras spekulerer åbenlyst i en økonomisk krise. Spekulationsøkonomien er svag, skriver Petras og gør samtidig - og med megen brug af analyser af borgerlige økonomer og artikler i det specielt ikke venstreorienterede dagblad Financial Times - op med hvad han kalder myten om 'den nye økonomi'. Han viser blandt andet, at den omfattende brug af højteknologi ikke samlet har ført til øget produktivitet. Han gør også op med begrebet 'globalisering', ligesom for øvrigt en række amerikanske forskere i det, seneste måneder i flere udenrigspolitiske tidsskrifter. James Petras mener, at selve begrebet tilslører koncentrationen af og centraliseringen af magt i de amerikanske og europæiske centre. Han retter voldsomme angreb på den 'bløde venstrefløj', blandt andet de statsfinansierede ngo'ere, som ifølge Petras totalt ligger under for denne 'globaliserings-ideologi', og hvis hele aktivitet med projekter og bistand hindrer en forståelse i udviklingslandene af årsagerne til deres problemer. Hårdtslående Monde Diplo Denne analyse går også igen måned for måned i artikler i den franske måneds-avis Le Monde Diplomatique hvis chefredaktør Ignacio Ramonet er den intellektuelle inspirator af Attacbevægelsen, mens hans medarbejder, Bernard Cassen, står for den praktiske del. Sammen med sociologen Pierre Bourdieu og bondelederen Jose Bove skyder avisen måned efter måned på de amerikanske monopolers dominans. Jose Bove kombinerer denne kritik med McDonald's-kædens løntrykkeri over for ansatte, kvaliteten af maden og amerikansk landbrugs brug af gener og hormoner. Denne politiske cocktail rammer bredt, og foreløbig har den i Frankrig og i stigende grad i andre sydeuropæiske lande bidraget til at styrke det nye, 'hårde venstre'.