Afstanden mellem folk og elite er mindre i dag end i 1932 og 1963, men den er fortsat stor, og på flere områder er svælget enormt. Det gælder for eksempel den juridiske elite og i særlig grad de dommere, som skal dømme butikstyven uden job, morderen eller selskabstømmeren. Denne gruppe har færrest fællestræk med resten af befolkningen, mens de ellers så udskældte politikere kommer tættest på, når vi taler om magtens mænd. Den formulering er helt relevant og fortsat aktuel. For bortset fra det politiske liv, hvor kvinderne er godt repræsenteret, er det ingen god idé at være kvinde i Danmark, hvis man ønsker indflydelse. Den sidder mændene på, og der er gennemgående tale om ældre herrer med højere uddannelse, høj løn og bopæl i den nordlige del af København eller Nordsjælland. Det gælder topchefer, især topchefer i den offentlige sektor og i administrationen. Spredningen er lidt større i det private erhvervsliv, hvor en relativt stor del af topcheferne kun har en mellemlang uddannelse, men også her vokser uddannelseskravet. Og trods kvindernes høje uddannelsesniveau er der meget langt mellem de kvindelige topledere i dansk erhvervsliv, mens ikke mindre end 40 procent af regeringens medlemmer er kvinder. Det er en dramatisk stigning fra 6 procent i 1993, og det politiske liv tiltrækker også flere unge. 36 procent af Folketingets medlemmer er under 40 år mod 4 procent i 1963, så myten om de gamle mænd på Christiansborg holder ikke. Dette billede fremgår af en ny undersøgelse af den danske elite, som udkommer i bogform på torsdag med titlen 'Den danske elite' på Hans Reitzels Forlag. Analysen er en del af det igangværende magtudredningsprojekt, som efter svensk og norsk forbillede skal kortlægge magten. Bogens forfattere er professor Lise Togeby, Aarhus Universitet, professor Peter Munk Christiansen, Aalborg Universitet, og forskningsmedarbejder Birgit Møller fra magtudredningens sekretariat. Strid om metode Men hvem er det så, der sidder på magten - er det Nyrup, Mærsk Mc-Kinney Møller, Christian Nissen eller en anonym regnedreng i et vigtigt ministerium? Det giver bogen ikke svar på, og magtens mænd - eller de, som håber at være det - behøver ikke at kaste sig over værket for at se, om de er nummer 5 eller 17 på en liste over 'magtens mænd'. Den slags undersøgelser lader forskerne Børsens Nyhedsmagasin og andre medier foretage, for målet er ikke at pege på personer, men udrede nogle magtstrukturer i samfundet. Det handler ikke om, hvem der har magten, men om at beskrive de mennesker, der har den, fastslår de tre forfattere. En af de politikere, der har bestilt undersøgelsen, lektor Aage Frandsen (SF), der er medlem af Folketingets Magtudredningsudvalg, havde gerne set nogle navne. »Forskerne har peget nogle positioner ud, som de mener giver magt, og analyseret de mennesker, der sidder på dem. Det kaster lys over en side af magtstrukturerne, men andre metoder havde muligvis givet andre resultater. Men vi er ikke nødvendigvis færdige«, siger Aage Frandsen. Professor Lise Togeby har i den offentlige polemik om netop dette aspekt af undersøgelsen svaret, at interesserede selv kan finde frem til de navne, som ligger til grund for undersøgelsen. Forskerne har undersøgt 1.540 personer, der er indehavere af 1.771 toppositioner i det danske samfund, og de har med blandt andet Kraks Blå Bog som kilde analyseret disse personers uddannelse, sociale herkomst, bopæl, karriere og nuværende stillinger. Ifølge de tre forskere har disse mennesker magt, fordi de besidder tilstrækkelige ressourcer til at kunne påvirke samfundets udvikling. Netværk i eliten Forskerne har på forhånd opgivet at undersøge uformelle netværk mellem forskellige grupper af magthavere. De nævner flere gange Politikens undersøgelse af de såkaldte VL-grupper, som på tværs af funktioner, partitilhørsforhold og uddannelse samler magtfulde mennesker, især virksomhedsledere, i Danmark i forskellige grupper. Men forskernes gennemgående kommentar er, at medlemskab af en af disse grupper ikke i sig giver mere magt, og i det hele taget er der få uformelle netværk mellem elitegrupperne. Der er også færre netværk fra elitegrupperne ud til resten af samfundet, og eliten er i det hele taget blevet mere autonom end tidligere, skriver forskerne. Det resultat ønsker Aage Frandsen ikke at anfægte. Men han ser gerne nogle nuancer. »Forskerne er statskundskabsfolk, som arbejder meget med statistik, og det giver ikke mulighed for at komme ned bag strukturerne og for eksempel afdække de reelle magtforhold, som ikke behøver være de reelle. Man har ikke nødvendigvis meget magt, fordi man er formand for et udvalg i Folketinget. Et medlem med en stor kontaktflade og mange netværk kan have større indflydelse, og det er en journalistisk eller historisk metode bedre til at afdække«, vurderer han. Elitens vaner Trods disse indvendinger viser undersøgelsen meget om elitens gøren og laden. De tre forskere dræber for eksempel myten om, at alle typer magthavere går op og ned ad hinanden. Nok bor mange af dem i det nordlige København, og nok har mange en akademisk baggrund - og 20 procent har forældre med samme karakteristika. Men der bor ikke mange politikere i disse områder, og erhvervslivets topfolk bor også relativt spredt. De nordlige forstæder er først og fremmest steder for advokater, chefer i det offentlige og administrationen. De løber også på hinanden i formelle netværk. Offentlige topledere har næsten alle de samme to-tre akademiske uddannelser. De kender hinanden, og jungletrommerne går, når topposterne i et ministerium eller en styrelse er på spil. De er mellem 45 og 60 år, de kender hinanden fra råd, nævn og styrelser. Erhvervslivets topfolk er aldrende herrer, som ofte ser hinanden i selskabsbestyrelser, der i sig selv udgør et tæt netværk. Kvinder i erhvervslivets top tilhører en sjælden race. Til gengæld er topfolk i de private erhverv uddannelsesmæssigt en sammensat gruppe, selv om tendensen til højere uddannelser, især økonomuddannelsen, også slår igennem her. Men relativt mange har stadig kun en mellemuddannelse. Politikerne er den gruppe, der ligner befolkningen mest. Der er mange kvinder, og politikerne bliver stadig yngre. Uddannelsesniveauet er lavere end for andre elitegrupper, men ikke desto mindre har 35 procent af folketingsmedlemmerne en akademisk uddannelse mod kun 5 procent af befolkningen. Og stik imod alle fordomme viser det sig, at andelen af akademikere i Folketinget er steget ganske lidt i forhold til 1932. Det var 26 procent i 1932 og 35 procent i 1999, men i mellemtiden er antallet af akademikere i befolkningen mangedoblet. Eliten eksisterer fortsat og vil altid gøre det. Men i forhold til tidligere er den nemmere at blive en del af, den er mindre lukket over for andre dele af samfundet, og kvinderne er - meget langsomt - ved at blive en del af den.