Imorgen sætter Radiosymfonikerne sig til rette bag deres nodestativer for at lade en stribe unge dirigenthåb fra hele verden vise, hvad de duer til foran et professionelt symfoniorkester. Det har orkestret gjort hvert tredje år, siden den første Malko-konkurrence fandt sted i Radiohuset i 1965. Konkurrencen har navn efter Nicolai Malko, en af de dirigenter, der har betydet allermest for orkestret gennem dets godt og vel 75-årige historie. Nicolai Malko voksede op i Ukraine, og målt med datidens danske alen var han nærmest en magisk begavelse, da han første gang dirigerede Radiosymfoniorkestret. Det var i 1930. Han vandt orkestermedlemmernes respekt, og de belønnede ham med applaus og touche. Han blev glad for København, hvor han straks fra start fandt både musikerne og frokosterne gode, og der blev knyttet bånd mellem Radioen og russeren. På et tidspunkt hvor publikum endnu var i gang med at vende sig til de kradsbørstige rytmer i 'Le sacre du printemps', dirigerede Malko Stravinskiys skiftende takt-arter uden noder. Danskerne spurgte forundret, hvordan han bar sig ad. »Jeg er jo kapelmester«, svarede Malko tørt. Jo, han bragte internationalt niveau til København. Præcision var et adelsmærke for den perfektionistiske orkesterleder, der lod sine overvejelser om kunsten at dirigere udkomme i Danmark i 1950. Men også i sine erindringer fra Rusland før, under og efter revolutionen i 1917 kommer han ind på emnet og konstaterer, at en orkesterdomptør kan klare sig både med og uden partitur i koncertsituationen. Det er et temperamentsspørgsmål og et spørgsmål om begavelse, hvad der fungerer bedst for den enkelte dirigent. Når ellers han har lært musikken. Springet til Vesten Malko fravalgte den overflødige udtrykssvælgen. Han koncentrerede sig om det nyere russiske og franske repertoire, mens hans tyske kapelmesterkollega Fritz Busch blev den, der supplerede med det tysk-østrigske kernerepertoire, gemytligheden, kantineøllerne og den umiddelbare musiceren som Malkos sideordnede gæstedirigent ved Statsradiofonien i 1930erne. Musikinteressen skyldte Malko i grunden sin far. Næppe mange ville som denne ihærdige amatørmusiker rejse trehundrede kilometer for at modtage celloundervisning, så en strygekvartet kunne tømres sammen inden for hjemmets vægge. Den første klaverundervisning fik Nicolai af sin mor, og da faderens ambitioner steg til orkesterdimensioner, fik drengen lejlighed til at spille både slagtøj, pauker og horn. Det blev imidlertid med klaveret, Malko kom på konservatoriet i Skt. Petersborg, og han blev en habil komponist, hvad der var en force for ham i hans arbejde som dirigent. Senere blev han selv konservatorieprofessor, både i Moskva og Leningrad, og komponistnavne som Rimskij-Korsakov og den geniale, men stygt kvartalsdrikkende Glazunov forblev lysende stjerner på hans musikalske himmel også efter studieårene, hvor han havde haft dem som lærere. Fra balletdirigent avancerede Malko til operadirigent. Han samarbejdede med den legendariske koreograf Fokin og den revolutionerende instruktør Meyerhold. Fra 1926 til 1929 var han chef for Leningrad Filharmonikerne, men da han på vej hjem fra en koncertrejse til Sydamerika hørte en fugl synge om, at man i Rusland mente, han nu havde været nok udenlands, tog han springet og blev i Vesten. Ven med Sjostakovitj Eksiltilværelsen bragte bogstavelig talt Malko verden rundt. I Danmark havde han ekstraordinært stor succes, men rejselivet skabte ham også bastioner i England og Skotland, gjorde ham til amerikaner og placerede ham til slut i Sydney. Før det kom så vidt, oplevede Malko den russiske revolution som bekymret iagttager. Men han oplevede også, hvordan en folkekommissær (stik modsat senere Stalin), tog finkulturen i forsvar og anbefalede arbejderklassen at beruse sig i de fornemmes vin i stedet for at knuse de kostelige krystalglas, de med ét fik i hånden. Tysk musik var forbudt i Rusland under Første Verdenskrig, og Malko var i forvejen blevet opdraget af Strauss- og Wagnerhaderen Rimskij- Korsakov. Helt op i sine modne år mente han, at Wagner havde forsinket operaens naturlige udvikling. To af hans allervæsentligste bekendtskaber var den unge Sjostakovitj og universalgeniet og kritikeren Sollertinskij, der mestrede et utal af sprog, og hvis hoved fungerede lige så forbløffende hurtigt som Sjostakovitjs. Malko førte de to sammen, og de blev uadskillelige. Sjostakovitj blev præsenteret for Malko som teenager. Malko uropførte senere hans første symfoni og var den, der sørgede for, at Bruno Walter tog symfonien med til Tyskland, men hans erindringer om Sjostakovitjs vittige eskapader blev blandet med malurt, da den på én gang sky og selvbevidste komponists ambitioner førte til angreb og efterhånden uvenskab. I længden blev det således ikke Malko, der kom til at føre Sjostakovitjs værker ud i den vide verden. Selv Bolsjoj Teatret i Moskva headhuntede Malko som dirigent, før de politiske forhold gjorde ham landflygtig. Det endte Danmark altså med at nyde godt af, og når Radiosymfoniorkestret i morgen ved Malko-konkurrence nummer 13 bekræfter, at de i dag er et orkester på internationalt niveau, bør man sende den ukrainskfødte dirigent en kærlig tanke. Selv om der ikke længere sidder musikere i orkestret, der har spillet under Nicolai Malko, var han med til i de spæde år at sætte orkestret på den rette kurs.