0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stimulerende, men umulig at elske

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er bøger, som fortæller en sammenhængende historie fra a til z. Tjubangromaner af den slags med et godt plot ikke mindst. Og så er der bøger, eller rettere: forfattere, hvis litterære projekt i bund og grund går ud på at vise, at det ikke giver mening at skrive ud fra en forestilling om orden og sammenhæng, endsige et centralt perspektiv, i en verden, hvor Gud er død, hvad han som bekendt har været siden filosoffen Nietzsche annoncerede hans bortgang.

Til sidstnævnte gruppe hører Christina Hesselholdt, hvis nye bog 'Kraniekassen', ifølge anmelderne, unddrager sig de gængse litterære genrer, opererer med ikke færre end seks jeg- personer - jeg-1, jeg-2, jeg-3 o.s.v. - og tre, ikke handlingsforløb, men 'spor'.

Med andre ord en, lyder det som om, ganske krævende bog, som på forhånd vinker farvel til at blive læst af folk uden en (humanistisk) universitetsuddannelse (fra den såkaldt dekonstruktivistiske periode).


Anmelderne kan inddeles i fire grupper: 1. De respektfuldt positive, 2. De respektfuldt negative, 3. De respektfuldt gabende og 4. De respektløst negative.

I Berlingske Tidende konstaterer Nils Gunder Hansen, en anmelder-2er, at Hesselholdts styrke ligger i fragmentet. Han mener ikke 'Kraniekassen' fungerer som samlet komposition, men fremhæver at den rummer passager, »som er intelligente i næsten filosofisk forstand«.

Hesselholdt »kan med få strøg indfange en menneskelig situation i dens mangesidede aspekter og læse virkelighedens øjeblikke så skarpt og nuanceret, at hun kan udvinde skjulte ressourcer af billeder og anskuelighed«.


Her i avisen finder Connie Bork, at »jegerne simpelthen er for mangehovedede og flertungede. Hver gang der er lige ved at være et fokus, en afgørende klarhed, tager de igen ordet og giver hinanden en verbal uppercut«, og man må forstå på Bork, at bogens minimalisme, i modsætning til tidligere udgivelser af CH, ikke er særligt inspirerende. Selvom hun er høflig, er Bork en klar anmelder-3er.

Det er en veloplagt Erik Svendsen i Jyllands-Posten ikke. Han omtaler bogen som »en polyfon festforestilling«, »der knopskyder ad sære veje, et eksperiment med sprog og identitet«.

Det lyder jo mægtigt, men Svendsen konstaterer samtidig, at »den erklærede og vittige skizofreni gør det futilt at kritisere den manglende psykologisk indgående tegning«.

»Det er svært at elske Christina Hesselholdts labyrintiske roman. Men den er svær at afvise, dertil er den for intelligent og velskrevet«. Tjaaa bum-bum.


I Ekstra Bladet, hvor flokkens anmelder-4 huserer, skriver John Chr. Jørgensen, der i hvert fald aldrig har været tilhænger af den dekontruktivistiske litteraturteori, at han »kan tælle og ordne jeg'erne i Hesselholdts fortællereksperiment, men jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har gabt undervejs«.

Han kalder kort og kontant 'Kraniekassen' for intellektuel sandkasselitteratur. »Christiana Hesselholdt har villet lægge en beretning ud i flere spor, men resultatet er blevet en rodekasse for rebusløsere. Nogle passager synes direkte forfattet med henblik på at blive analyseret i universitetsopgaver«.


Det sidste anmelder-jeg vi når at få med, er Erik Skyum-Nielsen, dagbladet Informations luthersk-evangeliske kritiker, en klar 1er, der formår at påvise, at Christina Hesselholdt i virkeligheden har skabt et værk, som bryder med forfatterindens dekonstruktivistiske udgangspunkt.

Det skyldes ifølge ES-N hendes tillid til sproget, som ES-N opfatter som »en fortrøstning til den fortælling mennesker skænker hinanden: Vi er her for at vise hverandre, hvem den anden er!«.

ES-N kalder 'Kraniekassen' et »æstetisk halsbrækkende forsøg på at frembringe prosa uden centralperspektiv, men med maksimal stilistisk intensitet«, og konkluderer, at der »i den intense æstetiske oplevelse kan skabes struktur, trods alt«.

En spændende tolkning, som kulminerer i noget, der vist må forstås sådan, at heller ikke forfattere, hvis udgangspunkt er, at Gud er død, formår at undslippe Helligånden.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement