Der findes selvfølgelig de forfattere, der elsker at komme i avisen og som kan få hele døgnet, fra morgen til aften, til at gå med at tale om det, der er allermest interessant for dem i hele den vide verden - dem selv. Der er dog en mindst lige så stor gruppe, som får dårlige nerver, når de skal interviewes i radioen eller i fjernsynet og som nok holder af deres arbejde, men som ikke føler, at der er mere at tale om, end hvis de var bankassistenter. Et arbejde er et arbejde, og det er næppe kun forfattere, der tumler med deres døgnet rundt. For den ene gruppe af forfattere kan opmærksomhed, i det omfang der er tale om regulær kritik og interesse selvfølgelig være den rene slik, men interessen kan også meget nemt antage den overfladiske karakter som den anden gruppe af forfattere lever af. Således kan det for ene gruppe af forfattere være en evig kilde til irritation, at deres arbejde, f.eks. til middagsselskaber, på vandreture, i omklædningsrummet til gymnastiksalen, skal ofres mere, ja, ti gange så meget opmærksomhed som alle andres arbejde. Disse mennesker har det måske trods alt bedst i skyggen eller i det mindste under et halvtag. De føler ikke, at det kan have interesse for andre end dem selv (og deres nærmeste) om de nu var enebørn eller om deres første kæreste hed Bent eller Børge. Den anden gruppe af forfattere bader derimod dagligt i den slags opmærksomhed, for intet i deres liv er normalt, alt , fra det øjeblik de står op om morgenen kunne i og for sig være et offentligt anliggende. Om croissanten var for blød eller for sprød. Om lejrskoleudflugten i 7. klasse var med til at udstikke en særlig livsbane. Det kan nemlig ikke udelukkes. Det kan det bare heller ikke for bankassistenter, buschauffører og kassedamer, ville den anden gruppe forfattere indvende. Forfatteres liv er lige så interessante (eller uinteressante) som alle andres.