0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den hemmelighedsfulde forfatter

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der findes selvfølgelig de forfattere, der elsker at komme i avisen og som kan få hele døgnet, fra morgen til aften, til at gå med at tale om det, der er allermest interessant for dem i hele den vide verden - dem selv.

Der er dog en mindst lige så stor gruppe, som får dårlige nerver, når de skal interviewes i radioen eller i fjernsynet og som nok holder af deres arbejde, men som ikke føler, at der er mere at tale om, end hvis de var bankassistenter. Et arbejde er et arbejde, og det er næppe kun forfattere, der tumler med deres døgnet rundt.

For den ene gruppe af forfattere kan opmærksomhed, i det omfang der er tale om regulær kritik og interesse selvfølgelig være den rene slik, men interessen kan også meget nemt antage den overfladiske karakter som den anden gruppe af forfattere lever af.

Således kan det for ene gruppe af forfattere være en evig kilde til irritation, at deres arbejde, f.eks. til middagsselskaber, på vandreture, i omklædningsrummet til gymnastiksalen, skal ofres mere, ja, ti gange så meget opmærksomhed som alle andres arbejde.

Disse mennesker har det måske trods alt bedst i skyggen eller i det mindste under et halvtag. De føler ikke, at det kan have interesse for andre end dem selv (og deres nærmeste) om de nu var enebørn eller om deres første kæreste hed Bent eller Børge.

Den anden gruppe af forfattere bader derimod dagligt i den slags opmærksomhed, for intet i deres liv er normalt, alt , fra det øjeblik de står op om morgenen kunne i og for sig være et offentligt anliggende.

Om croissanten var for blød eller for sprød. Om lejrskoleudflugten i 7. klasse var med til at udstikke en særlig livsbane. Det kan nemlig ikke udelukkes. Det kan det bare heller ikke for bankassistenter, buschauffører og kassedamer, ville den anden gruppe forfattere indvende. Forfatteres liv er lige så interessante (eller uinteressante) som alle andres.


At begynde at diskutere om den ene type forfattere er bedre end den anden er selvfølgelig omsonst, for lige så vel som man kan skrive 20 murstensromaner uden at rykke så meget som et komma i litteraturhistorien, kan man selvfølgelig godt sidde og slænge sig i et underholdningsprogram lørdag aften og alligevel være først med den ny poesi.

Alligevel hører man af og til en vis klage over, at der bliver flere og flere af den sidste (hemmelighedsfulde) type forfattere. Over at der bliver flere og flere forfattere, der som 25-årige er tilfredse med et par linier i et litteraturhistorisk opslagsværk.

Man ved allerede, hvem man er, og hvad man kan, man venter sådan set bare på at blive ekspederet direkte ind i evigheden. Man har ikke noget, man skal have klinket. Der satses ikke noget, hører man. At være forfatter er blevet et 8 til 4 job. Hvad det jo også er.

Men om forfattere vælger at være forsidebaskere eller ej: Det er nok ikke lige sådan, man måler litteraturens velbefindende. Man kan meget vel gemme sig i Sønderrupsønder og alligevel overgå alle københavnersnuderne (skønt de muligvis ikke opdager det).

Alligevel er det jo, som om at digtningen, i hvert fald i en periode, har fjernet sig længere og længere fra den brede offentlighed. Måske skal det være sådan. Siden Mallarmé har digte trods alt ikke været den rene barnemad.


Alligevel er det jo lidt trist, hvis digte er blevet en så kompliceret affære, at man skal have gået på universitetet for at forstå dem. Hvis man nærmest skal være en del af miljøet, før man forstår alle de raffinerede referencer til verdenslitteraturen (ja, måske skal man ligefrem have skrevet dem selv!).

Eller er vi som samfund ved at miste evnen til at læse digte? Måske er teksten simpelt hen forsvundet så langt ned under havoverfladen, at bogstaverne er blevet tværet helt ud. Dér skal man være en fisk for at være med. Eller måske har man glemt, hvordan man stopper op og giver sig til at banke på døren ind til et digt. Indtil døren muligvis begynder at åbne sig.

Måske tror man, at man skulle kunne oversætte det digt, man læser til samme slags sprog som de bruger i tv-avisen. At det er omsætteligt. Måske hører man til i de intellektuelles rækker og har så stort et ordskjold, at selv ikke det fineste digt kan trænge igennem.

Måske får synet af et digt én til at forsvinde så langt ind i konsonant-opregninger og konjuktivforbindelser, at man har glemt, at digtet også gerne skulle betyde noget: For ens måde at manøvrere sig gennem tilværelsen som et menneske på.

Ikke fordi det nu skal være afgørende, hvilken etage af kroppen digtet henvender sig på: Om det banker på ved hjertet eller i hjernen. Den opdeling er ikke alene forældet, den kan også kun anvendes på dårlige digte.

Gode digte rammer ikke én det ene eller det andet sted. De rammer bare. Også selv om forfatteren er af den hemmelighedsfulde slags.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce