Indrøm det bare, kære læser: Vildvejene er interessantere at læse om end den lige vej lukt i kisten. Omvejene skaber mulighed for problemer og spænding. Mellem det dekadente og det bondske, som hos en Colette. Da Judith Thurman, som tidligere havde skrevet den verdensberømte biografi om Karen Blixen og oplevet, hvordan denne gådefulde, gammeldags baronesse generøst lukkede hende ind i sit univers, var det et chok at opdage, at nøgendanserinden Colette, modernitetens førertæve, var helt tillukket og afvisende. Ikke desto mindre er det lykkedes Judith Thurman at fravriste Colette en skæbne, som er mere end en anekdote værd. Det er et lyslevende sommereventyr i øsende regn med elskov, katte, blomster, brød og trøfler, sanser og savn. Paul V. Rubow skrev i sin tid om Colette: »Hendes spillevende bøger rummer himmel og helvede, helgenagtig storhed og lav last. Hun er en af de kraftigste og fineste digtere i den vesteuropæiske litteratur«. Judith Thurmans Colette-biografi 'Kødets hemmelighed' er et antropologisk studie i fransk avantgarde-kultur og dekadence ved århundredskiftet med lesbiske transvestitter, narkomarkiser, overklassenymfomaner, alkoholiserede prinsesser og ætersniffende bøsser, ind og ud af skabene. Sado-masochisme, anoreksi og incest. Det er Prousts miljø set fra spindesiden, hvor nøglen er civilisationens tre fobier: Hadet til jøden, bøssen og kvinden. Både den gamle, der fandt sig i alt, og 'den nye kvinde', som reagerede på det grundfæstede had ved at skeje ud. Colette inkarnerede begge kvinder i én og samme person: den konservative og den revolutionære. Feminister skulle have pisk og lukkes inde i et harem. Hun havde internaliseret århundredskiftets rædsel for 'den ny kvinde' og lå derfor i en livslang kamp med - sig selv. Colette indtog konservative holdninger, som hun i sin livsudfoldelse gjorde oprør mod. Hverken blåstrømpe eller rødstrømpe. Colette gik uden strømper året rundt. Hidtil har kvinder skullet være nærmest perfekte (ofre) for at gøre sig fortjent til en biografi og således blive 'forbillede'. Colette's liv bryder den regel: »Biografister tror almindeligvis, at det er nemt at være et uhyre. Det er vanskeligere end at være en helgen«, skrev monstret, som vidste, hvad hun talte om. Colette var uden tvivl et forfærdeligt menneske - ikke på grund af hendes berygtede amoral, langt fra - men set gennem Thurmans optik kan jeg meget godt lide hende, på trods af den tankevækkende følelseskulde og narcissisme, der øjensynligt var prisen for at klare sig i realiteternes verden - mændenes - sexuelt og økonomisk som selvstændig kvinde.