»I dag døde mor«. Første sætning af Albert Camus' 'Den fremmede' er måske den kendteste i fransk litteratur overhovedet: Aujourd'hui, maman est morte . Millioner af læsere kender gyset fra ligegyldigheden i det følgende: »Eller måske i går, jeg ved det ikke«. Hanne Bech Hansens ønske om at se bogen genanmeldt er en kær anledning til gensyn med et lille, afgørende værk, som næppe nogen kan læse uden at blive udfordret til enkelt og foruroligende: at tænke over sit liv. Bogen er for ikke længe siden blevet nyoversat af Hans Peter Lund. Og det er på tide, at værket når frem til det danske sprog uden den eksemplariske fejl i tempus, der før prydede oversættelsen af allerførste sætning: »I dag er mor død«, stod der fint og forkert. Undgår stillingtagen Han hedder Meursault, den fra i dag eller i går så moderløse hovedperson, og vi kender end ikke hans fornavn. En franskmand i Algier, et menneske under Nordafrikas brændende sol, en meningsløs morder. Der er ikke noget i Meursaults liv, som rigtig betyder noget. Han bevæges ikke af mors begravelse, og straks efter møder han en sød pige, som han bader og elsker med og går i biffen med; og da hun senere spørger, om han vil gifte sig med hende, svarer han, at det ikke er så vigtigt, men hvis hun gerne vil. Meursault er moralsk og eksistentielt søvnig, han tager ikke stilling. Men han passer sit arbejde så godt, at chefen vil forfremme ham, og han nyder naturen, kvinden, solen, havet. Hans Peter Lund er så ivrig efter at lade os forstå, at Meursault ikke er noget umenneske, men f.eks. kan føle glæde, at han vælger at oversætte contentement just med »glæde«, skønt ordet jo også bare kan betyde tilfredsstillelse: »Vandet var koldt, og jeg var glad for at svømme. Sammen bevægede vi os længere væk, og vi følte os som et med hinanden i vores bevægelser og vores glæde«. Er det mon det, der hedder kærlighed? Tilfreds eller glad, Meursault er en livsnyder, og Camus elsker at vise, hvor meget natur der er at nyde i Nordafrika. Og så begår Meursault et mord. På en araber. Mordet kunne godt være begrundet i, at araberen er bror til en kvinde, som er blevet mishandlet af en alfons ved navn Raymond. Ham er Meursault nemlig på sin sædvanlige ligegyldige måde - hvorfor ikke? - blevet en bekendt af. Men mordet er ikke begrundet af noget som helst andet end Solen, der stod, som den stod. Ingen kære mor Romanens anden del er rettergangen. Kan det virkelig passe, at Meursault har myrdet ved et tilfælde, uden god grund? Ja, for sådan en ligegyldighed er han. Men anklageren får ham forvandlet til et ondt menneske, som til syvende og sidst dømmes til henrettelse, fordi han ikke græd ved sin mors begravelse. Hos Camus hjælper ingen kære mor. Man må tage stilling: Har anklageren i grunden ikke ret? Er det ikke ethvert menneskes pligt og udfordring at sætte sig ud over »verdens ømme ligegyldighed«, som Meursault så poetisk formulerer det, før han går guillotinen i møde? Man skal i hvert fald ikke tage fejl af, at da 'Den fremmede' udkom i Frankrig i 1942, kæmpede Albert Camus i modstandsbevægelsen. Meningsløsheden og fraværet i hans livsforståelse af tro på både religion og rationalitet hindrede ikke engagement og medmenneskelighed. Men det var en konfliktuel medmenneskelighed, et permanent og solidarisk oprør. Med og mod de andre. Hos Camus er man ude på eksistentialerne, hvor Solen, Kvinden og Havet er sanselige realiteter, der giver mening, men ikke mening nok. Meursault får hugget hovedet af på en offentlig plads i det franske folks navn.