Volterra hører så afgjort ikke til mine foretrukne toscanske byer. Det er en hvidkalket bleg by, højt og isoleret beliggende i det landskab, som kaldes Maremma. Måske mine forbehold skyldes dens militære præg. I århundreder har den forsøgt at lukke sig mod erobring udefra. Eller kanhænde, at det er mere banalt: Forrige gang jeg var her, fik jeg maveonde. Men nu var jeg her igen, det var frokosttid og derfor passende at gøre holdt i Volterra. Man bør have en vis tillid til sin egen hjerne. Det var åbenbart, at min hjerne anstrengte sig for at muntre mig op. Mens jeg ventede på maden, huskede jeg pludselig noget, der hjalp mig til at fordrive tiden: Var det ikke her, at Stendhal bar grønne briller? Den følgende time, mens jeg gjorde mig til gode med en ret pasta med trøfler, forsøgte jeg at komme i tanke om, hvad jeg vidste om hans liv i Italien. Den franske forfatter Henri Marie Beye, som bedrev litterært maskepi med en række pseudonymer, hvoraf Stendhal er det mest kendte, tog en junidag i 1819 et par grønne briller på i Volterra for at undgå at vække opmærksomhed. Det gik selvfølgelig galt. Som afvist begår de fleste af os tåbeligheder. Men grønne briller var i 1819 en sikker opskrift på fadæse. I sådanne situationer er forelskelsens slægtskab med sygdomme helt åbenbar.