0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den umulige kærlighed

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Volterra hører så afgjort ikke til mine foretrukne toscanske byer. Det er en hvidkalket bleg by, højt og isoleret beliggende i det landskab, som kaldes Maremma. Måske mine forbehold skyldes dens militære præg. I århundreder har den forsøgt at lukke sig mod erobring udefra. Eller kanhænde, at det er mere banalt: Forrige gang jeg var her, fik jeg maveonde.

Men nu var jeg her igen, det var frokosttid og derfor passende at gøre holdt i Volterra.

Man bør have en vis tillid til sin egen hjerne. Det var åbenbart, at min hjerne anstrengte sig for at muntre mig op. Mens jeg ventede på maden, huskede jeg pludselig noget, der hjalp mig til at fordrive tiden: Var det ikke her, at Stendhal bar grønne briller?

Den følgende time, mens jeg gjorde mig til gode med en ret pasta med trøfler, forsøgte jeg at komme i tanke om, hvad jeg vidste om hans liv i Italien. Den franske forfatter Henri Marie Beye, som bedrev litterært maskepi med en række pseudonymer, hvoraf Stendhal er det mest kendte, tog en junidag i 1819 et par grønne briller på i Volterra for at undgå at vække opmærksomhed.

Det gik selvfølgelig galt. Som afvist begår de fleste af os tåbeligheder. Men grønne briller var i 1819 en sikker opskrift på fadæse. I sådanne situationer er forelskelsens slægtskab med sygdomme helt åbenbar.


Vel tilbage efter trøffelretten fandt jeg bekræftelse i mine to Stendhal-biografier, en engelsksproget af Jonathan Keates og en af danskeren Eric Danielsen.

Den småkorpulente franskmand, 35 år gammel på dette tidspunkt, havde været uforsigtig nok til at forelske sig Méthilde Visconti Dembowski. Hun var hans livs kærlighed. Aldrig før og aldrig siden skulle han komme til at opleve en lignende besættelse.

Den Méthilde, som træder frem fra kilderne, er en stolt og sårbar skikkelse. Hun havde to sønner med en polsk officer. Han var en bølle og en jaloux og brutal ægtemand. Hun krævede skilsmisse. Dette var en modig handling.

Havde hun i stedet taget sig en elsker, kunne hun have opretholdt sin position i Milanos finere kredse. Med skilsmissen blev hun offer for ondsindet sladder, og hendes sønner blev taget fra hende. De blev anbragt på en kostskole i Volterra.

Méthilde var en smuk og kultiveret kvinde, som allerede ved det første møde gjorde overvældende indtryk på Stendhal. Men dette blev nok forstærket af hendes situation. Stendhal havde en særlig sympati for kvinder, som blev plaget af deres ægtemænd og led under det mandsdominerede samfund. I sit store feministiske værk 'Det andet køn' har Simone de Beauvoir et taknemmeligt afsnit om den progressive forfatter.

I Méthilde havde han en tragisk heltinde til sin private erotiske komedie. Men dramaturgien svigtede. Hans kærlighed blev aldrig gengældt. Han fik aldrig anden opmuntring end det håb, han selv konstruerede.

»Måske elsker hun mig, men på sin vis strider det mod hendes nye rolle som en frigjort kvinde«. I sin selvbiografi skriver han: »Méthilde fyldte hele mit liv fra 1818-24. Jeg er ikke kureret endnu. Elskede hun mig?«.

Besættelsen tærede på hans helbred, både kropsligt og sjæleligt. En mand i en sådan situation overvejer naturligt nok at skyde sig en kugle for panden. Men selvironisk kommenterer han, at han afstod - dels på grund af nysgerrighed over for den politiske situation, dels af frygt for at komme til skade. Han efterlader sig skriblerier i de bøger, han læser, gerne på engelsk: »Very in love and very melancholy«.

I Méthildes liv blev Stendhal næppe mere end en bifigur og en plageånd.

Hun besøgte sine sønner i Volterra. Men Stendhal kunne ikke udholde at vente på hendes næste besøg. Som en anden Don Quijote valgte han derfor at følge hende igennem store dele af Italien i håb om at opnå et lille møde. Fuldkommen naragtigt, selvfølgelig.

Hun opdagede ham ved den østlige byport Porta a Selci, lige ved fæstningen. Han fumlede med de grønne briller og forsøgte at indlede en samtale med en tilfældig person på stedet. Så stak han af, til den anden ende af byen, der hvor der fra voldene er en storslået udsigt over havet.


Mit måltid i Volterra smagte udmærket denne gang. Trøfler er en åbenbaring, og mit enlige glas Brunello bekræftede min tese om, at jeg er født med minus 0,5 i promille. Alting faldt på plads. Jeg var villig til at nyvurdere hele byen. Den har for eksempel det bedste museum om etruskerne. Og udsigten er flot.

I en sådan stemning var det let også at blive højstemt på Stendhals vegne. Jeg tog en beslutning i hans sted. Scenen med de grønne briller er en urscene. Efter dette er han forandret. Det er en urscene for meget af det, som udgør særpræget ved Stendhals forfatterskab.

Det gælder generelt hans optagethed af emotionelle anliggender. Stendhal blev engang spurgt om, hvad han var af profession. Han svarede: »Iagttager af menneskehjertet«. (Spørgeren tænkte ved den lejlighed, at Stendhal nok var politimand). Det gælder konkret hans store værk om kærligheden 'De l'Amour' ('Om kærligheden').

Efter gentagne bønner blev han efter fadæsen i Volterra nådigst indbudt i Méthildes salon. Men kun hver 14. dag. Og betingelsen var, at han aldrig måtte tale om kærlighed. Hvordan taler man om kærlighed, når man ikke har lov at tale om kærlighed?

Han byggede hele sin tilværelse op omkring disse besøg. Dagene før møderne brugte han til at gruble over, hvad han skulle sige - dagene efter til at angre, hvad han havde sagt og til at forsøge at tolke hendes sparsomme reaktioner. Fortsat uden succes. I stedet afreagerede han i sin litterære produktion. Méthilde blev hans negative muse.

Han tog fat på 'Le Roman de Méthilde'. Det lykkedes ikke for ham. Måske havde han brug for større distance. Han fik ideen til at gå løs på temaet 'kærlighed' med »hele videnskabens surhed«.

Han ville anvende den akademiske afhandlings sprogbrug for så at indsmugle sine personlige bekendelser. Det er opskriften på stor essayistik. Først planlagde Sten-dhal, at det blot skulle være en tynd pamflet. Den skulle publiceres for hans egne omkostninger i nogle få hundrede eksemplarer.

Planen var, at et af eksemplarerne skulle ende hos Méthilde. Dokumentet skulle overbevise hende om alvoren og ædelheden i hans følelser, og hun skulle tage ham til nåde. Den dag, han fik den idé, udråbte han som 'Day of Genius'.


Skriveglæden tog overhånd. Et af verdenslitteraturens store værker blev fuldført i 1822. Dobbeltheden er fundamental i Stendhals syn på kærligheden. Der er ekstase og pine, grænseløs selvoptagethed og altruisme.

»Jeg har sagt det atter og atter. Kærligheden hos et menneske, som elsker meget, frydes og gyser ved alt, den forestiller sig«. Det er i denne bog, at Stendhal præsenterer sit berømte symbol for kærlighedsfølelsen, krystalliseringen. Fra sit soldaterliv husker han saltgruberne i Salzburg. En gren kastes ned i dybet. Et par måneder senere tages den op igen med glitrende saltkrystaller.

Forelskelsen ligner måske nok en sygdom. Men det er en underlig form for sygdom. Den gør både syg og rask. Den er én stor generøsitet. Man er rede til at elske alt ved den anden, indbefattet tåbeligheder, indvolde og forældre.

Stendhal læste korrektur med tårer i øjnene. 'De l'Amour' blev hans favorit blandt alle hans værker. Umiddelbart blev den ingen bestseller. Mellem 1822 og 1833 solgte den kun i 17 eksemplarer. Dele af oplaget blev brugt som ballast på et skib. Hans forlægger kommenterede syrligt, at »man fristes til at kalde den en hellig bog, fordi intet menneske tør røre den«.

Kritikken var bedre end salget. Dette gjaldt også Paris Monthly Review, som holdt det engelske publikum ajour med fransk litteratur. Anmeldelsen blev skrevet af Stendhal selv under et af hans andre pseudonymer.

Stendhal, som fumler med sine grønne briller i Volterra, er et på en gang trist og gribende smukt billede. Afvisning er en smertelig erfaring. 'De l'Amour' er en bog om rædsel. Man kan ikke blive stående i afvisningen for længe. Fraværet må organiseres. At sætte sproget i gang er én bevægelse for at holde afvisningen ud og for at gøre lignende erfaringer på ny. Det negative er en skabende kraft

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement