Sommer i Nuuk. Jeg bor i Oasen 212, og med spidsen af min højre pegefinger kan jeg akkurat nå Sadelfjeldet og to kongeblå skorstene. Det er onsdag, den sidste sne er omtrent fordampet, og artige småting dukker frem under vinterens tunge dyner: cigaretskod og tomme flasker, rustne cykelstel, piftede fodbolde, børnevanter og bortfløjne indkøbssedler. Nede i smeltevandsranden står der sågar en nydelig bæbrun topersonerssofa og en stueantenne, som heroisk forsøger at trække mening ud af junis atmosfæriske støj. Der er forventning i luften, det knitrer utålmodigt i de sidste, dovne driver. Studenterfest i et retmedicinsk institut Menuen står på dåsemajs og beskøjter - jeg lever et liv i sorgløs ungdommelighed, og med græsenkemandens foragt for køkkentøj og gastronomiske finesser går jeg i en stor bue uden om moskusspegepølsen, hvalragouten og den tørrede sildepisker. Ugens tilbud i Pisiffik er nakkekoteletter (pukusuminermit kotelitsiliassat) og babymos (meeraaqqat nerisassaat), og på byens friluftsmarked (Brættet) ligger der fine buketter af friskplukket kvan. Det ligner en studenterfest i et retsmedicinsk institut, og rødfiskene skuler mistroisk til den påtrængende flora skudt op mellem livløse dyr. Gud bor alligevel mellem linjerne Jeg er her for at gå i puberteten, for at undre mig. Over Nuuks sammenstød af betonslum og kolonial idyl, over det grønlandske sprogs uvejsomme musikalitet, over de lyse polarnætter og priserne på høkerbajere og letmælk. Jeg er her for at lære byen og dens folk at kende, og til en begyndelse har jeg (forgæves) gjort kur til en flok sortøjede studiner på Café Crazy Daisys terrasse og udvekslet filosofiske behageligheder med en taxachauffør, som med held droppede ud af teologistudiet ved Københavns Universitet i begyndelsen af 1970'erne. »Gud bor alligevel mellem linjerne«, siger han og smiler underfundigt til mig i bakspejlet. Jeg nikker indforstået. Vågenhedsvejr Bag de nedslidte boligblokke mellem Tuapannguit og Qoorunnguaq er der plantet en stor, tung jernglobus, og en livsglad graffitimaler har søsat et smilende fjæs i farvandet ud for Kap Det Gode Håb. En passende signatur på en arktisk sommerdag, der tilsyneladende aldrig vil få en ende, fordi solen slæber sig over himlen som en udbrændt olding, og to kærlighedssyge snespurve holder kvidrekoncert i toppen af en foroverbøjet lygtepæl. Selv holder jeg hof over kakkelbord og sløve knive i Oasen 212. Som en anden distriktspsykiatrisk patient har jeg tildækket vinduerne med viskestykker og sorte sække, og alligevel pibler polarlyset ubesværet ind i soveværelset, hvor jeg på tredje nat ligger søvnløs i Vorherres store kulbueanstalt. Memo til mig selv: Det grønlandske vejr er vågenhedsvejr. Man kan sove, når man bliver gammel.