Superlativerne stod i kø på litteratursiderne i gårdsdagens danske aviser. Roserne galdt Joakim Garffs med spænding imødesete biografi, 'SAK, Søren Aabye Kierkegaard' og her i spalten kan vi ikke mindes en bog, der er blevet modtaget af kritikerne med så enstonige hyldest- og jubelord: 'SAK' er suveræn, banebrydende, international, størst, bedst, grundigst, fedest etc. Her i 'Ugens bøger' zoomer vi sædvanligvis ind på bøger, der er blevet modtaget meget forskelligt af anmelderne, men ikke denne uge, hvor Garffs moppedreng, 739 sider, om Danmarks verdensberømte og mest egensindige filosof uden at spørge det mindste om lov tiltvinger sig al opmærksomheden. Og der er skam både nuancer og forbehold i modtagelsen. Tillykke til den erfarne Kierkegaardforsker, som ifølge både Klaus Rifbjerg, Johannes Møllehave, Niels Gunder Hansen og Bjørn Bredal, har skabt en oplagt eksportartikel og derfor kan se frem til en strøm af royalties fra den ganske verden, når 'SAK' bliver oversat til alverdens sprog - det er de sikre på den gør. I Jyllands-posten bruger pastor Møllehave halvanden side på at skrive sig rundt om en bog, man kan mærke, at han virkelig har hygget sig med og nydt at læse, »det er virkelig fedt at læse denne velskrevne, begavede, vidende, medrivende biografi«, skriver Møllehave som er den kritiker, der i særklasse anvender flest positive tillægsord om Garffs bedrift. I Weekendavisen sammenligner Poul Behrendt, der altid er god for en god metafor, bogen med en raketopsendelse fra Cape Canaveral, »hvilken svimlende månerejse«, skriver Behrendt, der med sin enorme og kontroversielle Thorkild Hansen-biografi kender alt til vanskelighederne ved at pendle i farvandet mellem den biograferedes liv og værk. At læse 'SAK' »er nærmest som at træde ind i en Virtual Reality-installation af 1800 tallets by«, skriver Bo Kampmann Walther i Kristeligt Dagblad, han roser bogen for at være »et guldalderbillede ej uden forviklinger og splinter i øjnene«. I Berlingeren mener Niels Gunder Hansen, at 'SAK' er »ren læsefryd«. »Billedligt talt er det som pludseligt at opleve et liv, man kun har kendt i få sort/hvide stregtegninger, udfoldet til en helaftensfilm i farver på det helt store lærred og med surround sound«. Gunder Hansen roser den monumentale bog for at underminere den skræmmende monumentalitet Kierkegaard er udstyret med. »Der gives mennesker, der simpelthen har opgivet at læse Kierkegaard, fordi de ikke orker følelsen af, at det må man altså ikke, hvis ikke man afsætter hele livet og helst også en del af evigheden til projektet«.