0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På kanten af den virkelige verden

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forfattere ved som regel ikke, hvorfor de gør ting, før senere, når de er blevet klogere - og jeg er ingen undtagelse. Det følgende bør derfor tages med store forbehold. Hvorfor i alverden, spørger De, valgte jeg den smukke landsby Sarrat som ramme om en uskøn britisk spionskole?

Set i tilbageblik og på et kvart århundredes afstand er der to årsager: For det første skulle jeg aldrig have sagt »ja« til den hvast stirrende dame i skiterrænet i det bernske Oberland dengang i, er jeg bange for, 1949.

For det andet skulle jeg aldrig have begæret en koksgrå habit til 30 pund med to slidser og smalle ben, der var udstillet i vinduet hos Messrs Clements of Watford, en manufakturhandel, der tilhørte min gode ven Dick Edmonds.

Den hvast stirrende dame var frygtløs, overvældende, excentrisk, overklasse og atletisk. Hun havde en kolossal stemme, en rig ægtemand i finansverdenen og en jernvilje. Selv i 1950ernes skidragter var hun afskrækkende tynd.

Jeg var en rødmosset 18-årig med hørgult hår og en tilbøjelighed til poesi og hvalpefedt. Jeg var for nylig hoppet af fra en engelsk kostskole, som jeg afskyede, og havde påbegyndt et kursus ved universitetet i Bern. Og jeg havde aldrig i mit liv mødt nogen så kraftfuld som den hvast stirrende dame.

»Lad nu være med at være så helt igennem latterlig«, sagde hun til mig med en stemmeføring, der mindede om den, som senere skulle anvendes af Storbritanniens første kvindelige premierminister. »Det vil være utrolig sundt for Dem, og De vil tjene Deres land«.

I 1949 ønskede alle på min alder at tjene deres land, fordi vi var så ilde tilpas over ikke at have været med i krigen. Så måske var det den dårlige krigssamvittighed, hun fik ram på mig med. Men det er nu langt mere sandsynligt, at jeg bare ikke havde rygrad nok til at sige nej til hende.



Hvad det nu end skyldtes, havde jeg nogle få øjeblikke senere sagt ja til at træne som skiløber i noget, der hed Downhill Only Club, hvis sjæl havde hjemme i bjerglandsbyen Wengen. Ingen beslutning i mit senere liv - det være sig i hæren, på universitetet, i den hemmelige verden eller i jagten på kærlighed - blev nogen sinde truffet så tankeløst eller så impulsivt.

Og ingen senere beslutning udsatte mig i den grad for nøgen og helt igennem berettiget rædsel.

Men uden den ville jeg ikke have mødt Dick Edmonds og ville ikke have meldt mig til tre ugers hårdt arbejde som håndklæde- og tæppesælger ved det Store Sommerudsalg i Clements of Watford, der også var kendt som Hertfordshires Harrods.

Dick var allerede Kronprins og udpeget til Højeste Ridder af Clements. Kongen havde trukket sig tilbage til sit gods i Gloucestershire, hvor han satte laks ud i floden og slog lidt med halen fra tid til anden, men i øvrigt forholdt sig roligt.

Og hvis jeg ikke havde mødt Dick og hørt om Clements, ville jeg ikke være taget til Watford eller have begæret den dobbeltslidsede, smalbenede koksgrå habit i vinduet, uden hvilken, vidste jeg, lige så snart jeg lagde øjnene på den, mit liv aldrig ville blive fuldkomment.

For også Dick havde på en eller anden måde ladet sig besnakke til at blive min med-elev i skiskolen. Selv ikke sorgløse Dick, der var så meget mere af en verdensmand end jeg, og som allerede besad en officersbestalling i hæren og den dertil hørende blazer med messingknapper, for ikke at nævne en kandidatgrad fra Oxford, en Triumph Roadster og en veludviklet sans for sin egen værdi i samfundet; selv han havde ikke kunnet mønstre mod nok til at sige »nej« til den hvast stirrende dame.

Måske var det rabatprisen, der havde tiltrukket ham. Eller pigerne. Dick var bestemt ikke uimodtagelig for nogen af delene dengang. Måske nærede han endda et ægte ønske om at brillere som hurtigløber på ski, skønt jeg nu tvivler på det.

For Dick var, hvis De ellers kender Deres P.G. Woodehouse, min Ukridge, der ubesværet strøg hen over tilværelsens ubehagelige knolde - om end ikke helt i den forstand, som den hvast stirrende kunne have ønsket det. Eller måske rummede han alligevel - Dick var nemlig ikke så nem at finde ud af - en eller anden patriotisk indskydelse, der nødsagede ham til at adlyde det Store Kald. Det tilkom ikke os at spørge hvorfor.



Jeg husker levende vort første møde, da vi blege og frygtsomme sank vore sportsøller og sugede på vore sportscigaretter på Eiger Bar i Wengen. I min erindring minder scenen om mødet mellem to, der er flygtet til den franske Fremmedlegion, og nu står skulder ved skulder og trykker sig i venteværelset på hvervekontoret i Marseille og forsikrer hinanden om, at det hele ikke bliver så slemt, som man siger, at det er.

Det var meget værre.

For at forstå det vanvittige ved vor situation må De forestille Dem en hob utrænede, udygtige søndag-formiddagsfodboldspillere, som ved et ondskabsfuldt guddommeligt lune er blevet udtaget til en hel sæson igennem at spille amerikansk fodbold på eliteplan. Med en enkelt undtagelse besad vi, så vidt jeg husker, ikke gnist af talent for skiløb.

Hvad mig selv angår, så lider jeg af en særlig engelsk bækkendeformitet, som almindeligvis påføres på kostskoler eller af barnepiger, og som den dag i dag, ligesom dengang, hindrer mig i at vende mig mod højre uden samtidig at spjætte konvulsivisk med venstre albue.

Sidst jeg så Dick løbe på ski, lignede han en hævnende udgave af hængebroen over Sydney-bugten i en science fiction-film af Spielberg. Han var ikke spor anderledes for 50 år siden, bortset fra at han havde et rovgrisk glimt i øjet, og at hans næses vinkel antydede, at løbet allerede var vundet, og at han bare lige kiggede indenfor for at hente præmien.

Der var ikke mange af os, der havde mere end 4-5 sæsoner bag os, og 'sæsoner' skal forstås som to sybaritiske uger i løbet af et hvilket som helst år. Det spillede ingen rolle. Vor fædrelandskærlighed, vor sportslige indstilling og vor medfødte overlegenhed som briter af en vis klasse - var det måske ikke os, der overhovedet havde lært de forbandede udlændinge at stå på ski? - skulle nok hjælpe os igennem det.

Eller skulle det? Husk venligst på, at i skisportens første efterkrigsår var sikkerhedsbindinger så godt som ukendte. 'Klubbindingen', som den så fornemt benævntes, var en 30 cm lang skistrop viklet rundt om kablet i den almindelige Kandahar-binding, som man skruede fast i skien med sin lommekniv.

Hvis man faldt lidt fremad, og vinden blæste den rigtige vej, så kunne den godt virke. Men vi faldt i alle kompasretninger, på den del af os, der nu tilfældigvis ramte pisten først, og det bedste, vi kunne bede til, var, at skien knækkede, før vi selv gjorde det.

Det varede derfor ikke længe, inden vor motivation var på niveau med vore færdigheder: hvorfor løbe hurtigere, når hurtigere var ensbetydende med at brække flere lemmer?

Og så var der vor prægtige engelske konkurrenceånd. »Åh at konkurrere!« lød det fantastiske slogan - jeg har glemt hvis - der blev trompeteret til højre og venstre med messiansk ildhu af den hvast stirrende dame og hendes slags, ligesom jeg er sikker på, at det blev i den Lette Brigades messe, da et par enkelte renegater antydede, at det måske alligevel ikke var så strålende en ide at storme de kanoner ved Sebastopol.


Hvordan bevarer man konkurrenceånden, når man ved, at et hvilket som helst indfødt 10-års barn i landsbyen kan løbe fra én på ski, i søvne; for slet ikke at tale om de supertrænede, bjergfødte internationale guder med drømme om olympisk guld, hvis navne, der kendes af talløse fans, står i alfabetisk orden side om side med ens eget på startlisten?

I årevis gemte jeg de startlister som vidnesbyrd om min stolteste stund. Af en eller anden grund gemte jeg ikke resultaterne.

Hvor meget af den dystre sandhed om vor håbløse situation Dick og jeg egentlig meddelte hinanden, er jeg i dag lykkeligt uvidende om. Vi var gode soldater, men vi kunne stadig tælle vore engelske faldne.

Et par medlemmer af vor gruppe forlod klogelig slagmarken, inden de blev hugget ned; de mumlede noget om syge slægtninge eller forretningsanliggender, som de var nødt til at tage sig af. En enkelt tapper fyr pakkede bare sine ting og listede sig ud af hotellet midt om natten.

Jeg er sikker på, at jeg i al hemmelighed ønskede, at jeg havde haft mod til at følge hans eksempel, men det havde jeg ikke. Og efterhånden som holdet gradvis blev reduceret mere og mere, endte Dick og jeg og et par andre pseudo-sportsfolk i kraft af nedslidningen med at være dets eneste overlevende, og vi bandede over vor ulykke, når endnu en rædselsfuld løbsdag truede, og vi efterlignede ynkeligt vore forbilleder fra Slaget om England, når vi vaklede ud på skafottet og underkastede os bødlens messende eins, zwei, drei, los!, inden vi styrtede os ned i afgrunden til ingens ære, mindst af alt til vor egen.

Men vi overlevede - eller Dick og jeg gjorde i hvert fald. Vi var begge overlevere fra naturens hånd, vi vidste begge to, at der var mangel på gode mænd. Dick vandt, så vidt jeg husker, ikke noget, hvilket var givet lige fra begyndelsen, men han brækkede heller ikke noget - efterlod sig højst et par bristede hjerter.

Den hængebro-teknik, som siden har bragt ham sikkert over talløse gletschere, ismarker og jomfruelige skråninger i de høje Alper, bragte ham også ned ad pisterne; deraf kan vi alle lære, at i skiløb ligesom i livet er det ikke altid det, der tager sig bedst ud, der virker bedst, og omvendt.

Jeg vandt heller ikke noget, bortset fra en god ven og, eftersom jeg ikke havde nogen penge og ikke noget tøj, en indbydelse til at komme og sælge håndklæder i Clements' Store Sommerudsalg i bytte for en koksgrå habit med to slidser og smalle ben.



Hvis De nogen sinde har prøvet at sidde ubevæbnet i en overfladisk skyttegrav med en skov fuld af ulve bag Dem og foran Dem glitrende eskadroner af fjendtligt kavaleri, der rykker frem i fuld galop med dragne sabler, så har De en fornemmelse af, hvordan det føles at stå på den gale side af håndklæde- og linneddisken, når butiksdørene åbner på den første dag af et Sommerudsalg.

Det var først da jeg så de barbariske horder, der stormede frem imod mig, at jeg fattede den uundgåelige forbindelse mellem styrtløb på ski og det, som Dick i rollen som manufakturhandler hånligt kaldte at tæve trusser over disken i Watford High Street.

Hvad enten man befinder sig bag skranken eller på pisten, er det den samme dødsforagtende fornemmelse af at se sig selv styrte ud i katastrofen uden den ringeste kontrol over sin skæbne.

Og på denne Første Udsalgsdag ramte katastrofen mig i så usandsynlig en skikkelse som en meget lille tysk dame iført en skotskternet overfrakke og en bulet brun bowlerhat. Hun var ikke en dag under 60, men hun