Forfattere ved som regel ikke, hvorfor de gør ting, før senere, når de er blevet klogere - og jeg er ingen undtagelse. Det følgende bør derfor tages med store forbehold. Hvorfor i alverden, spørger De, valgte jeg den smukke landsby Sarrat som ramme om en uskøn britisk spionskole? Set i tilbageblik og på et kvart århundredes afstand er der to årsager: For det første skulle jeg aldrig have sagt »ja« til den hvast stirrende dame i skiterrænet i det bernske Oberland dengang i, er jeg bange for, 1949. For det andet skulle jeg aldrig have begæret en koksgrå habit til 30 pund med to slidser og smalle ben, der var udstillet i vinduet hos Messrs Clements of Watford, en manufakturhandel, der tilhørte min gode ven Dick Edmonds. Den hvast stirrende dame var frygtløs, overvældende, excentrisk, overklasse og atletisk. Hun havde en kolossal stemme, en rig ægtemand i finansverdenen og en jernvilje. Selv i 1950ernes skidragter var hun afskrækkende tynd. Jeg var en rødmosset 18-årig med hørgult hår og en tilbøjelighed til poesi og hvalpefedt. Jeg var for nylig hoppet af fra en engelsk kostskole, som jeg afskyede, og havde påbegyndt et kursus ved universitetet i Bern. Og jeg havde aldrig i mit liv mødt nogen så kraftfuld som den hvast stirrende dame. »Lad nu være med at være så helt igennem latterlig«, sagde hun til mig med en stemmeføring, der mindede om den, som senere skulle anvendes af Storbritanniens første kvindelige premierminister. »Det vil være utrolig sundt for Dem, og De vil tjene Deres land«. I 1949 ønskede alle på min alder at tjene deres land, fordi vi var så ilde tilpas over ikke at have været med i krigen. Så måske var det den dårlige krigssamvittighed, hun fik ram på mig med. Men det er nu langt mere sandsynligt, at jeg bare ikke havde rygrad nok til at sige nej til hende.