»Som en af de indbudte, der havde tilbragt aftenen andetsteds og først kom efter midnat, trådte ind ad døren, tog en ung mand, han ikke kendte, ordet midt i kredsen. Han talte begejstret og bevæget med et syngende, ligesom provinsielt tonefald. Han ville i denne nat, da det historiske år 1871 randt ud, mindes den mand, »hvem vi skylder alt«, som havde lært os at elske de forsmåede, de fattige og ringe, og som havde givet os idealer, vi ville blive tro: Søren Kierkegaard. Den nylig indtrådte, som var i overgivent lune og fandt talen for følsom, kom med en spøgende afbrydelse, der fremkaldte det ret hvasse svar: »Hvorfor skal han derhenne i krogen sidde der og gøre nar?«. - Det var visselig ikke den pågældendes hensigt. Men denne ubetydelige begivenhed voldte, at der ikke gik så få år, før han nogensinde så Hørup igen. Thi Hørup var det, som havde talt - den gang uden al ironi«. Spøgefuglen i krogen, der (i sin nekrolog over Hørup) fortæller om sig selv i tredje person, er Georg Brandes, som få måneder før havde sat det københavnske kulturliv på den anden ende med sin første række hovedstrømningsforelæsninger. Festen foregik på hotel Phønix hos kunstmaleren Holger Drachmann, som i efteråret havde fået digtet 'Engelske Socialister' trykt i Dagbladet. Han havde måneden før giftet sig med Vilhelmine. Forloveren var Holgers fætter, Viggo Hørup, som var advokatfuldmægtig, digtede til skrivebordsskuffen og spekulerede på at gå ind i politik. Sammenstødet mellem de to unge mænd (Brandes var 29, Hørup 30) fortæller om to helt forskellige gemytter. Det var ikke Kierkegaard, de var uenige om. Seks år senere udgav Brandes sin epokegørende Kierkegaard-biografi, der tilkendte ham netop den betydning, som Hørup hyldede den nytårsaften. De så ham begge som en frihedshelt og en vigtig forudsætning for deres eget livsværk. Det, de var uenige om, var hinanden. De havde en for det meste godt gemt, men uudryddelig mistillid til hinanden. Senere blev de politiske kampfæller - udadtil et formidabelt makkerpar, der i mange år spredte frygt og had til højre og håb til venstre i det danske landskab. De fik også stor respekt for hinandens evner, men de blev aldrig fortrolige. Brandes havde en mistanke om, at Hørup dybest nede anså ham for en upålidelig og ekstravagant poseur. Hørup havde en mistanke om, at Brandes dybest nede anså ham for at være en bondsk, kværulantisk stivstikker. Og de havde begge to delvis ret. Hørup var som sekstenårig kommet fra Halsnæs-bondelandet til hovedstaden for at gå på Metropolitanskolen og derefter på universitetet. Den selvgode, nationalliberale akademisme, som han mødte der, bød ham voldsomt imod. Han gik der, skrev han senere »med racens fjendskab i sit hjerte, med en stolt og ensom bevidsthed om at være blandt fremmede«. - Det samme grundvilkår, men i en ganske anden klædning, levede brødrene fra den mærkelige, jødiske Brandes-familie med den stærke mor jo under. Både for Hørup og for Brandes blev fremmedheden en vigtig motor i livsværket. Men de brugte den meget forskelligt. Min grundpåstand er, at man i deres komplicerede forhold til hinanden i arketypisk form kan aflæse mange af de konflikter og indre modsætninger, som siden har præget den danske kulturradikalisme. Men inden jeg kommer så vidt, er et overblik over den politiske og kulturelle situation, de agerede i, nødvendigt. Katastrofen i 1864 og den udemokratiske grundlovsrevision af 1866 var de altoverskyggende politiske realiteter i 70ernes begyndelse. De nationalliberale havde tabt, både i det nationale og i det liberale. Da den bevægelse, der havde givet os junigrundloven, gik totalt i opløsning, blev magten overtaget af den såkaldte 'Oktoberforening', en alliance mellem bøndernes Venstre under I.A. Hansens ledelse og 'de nationale godsejere'. Det var den, der stod bag grundlovsrevisionen. Men I.A. Hansen havde ikke bønderne med sig, viste det sig. Protesten mod 1866-grundloven var stærk og vedvarende. Den blev hans politiske død. De to aldersstegne koryfæer Grundtvig og Tscherning stod i begyndelsen i spidsen for den. Og i 1870 dannedes Det forenede Venstre med genindførelsen af grundloven af 1849 som sit vigtigste programpunkt. Samtidig groede en bred, folkelig bevægelse frem blandt bønderne. Den skabte i sidste halvdel af 1800-tallet et mylder af højskoler, andelsforeninger, sparekasser, brugsforeninger og alle mulige andre slags lokale fællesskaber. Den samlende kraft i alt dette var Grundtvig - selv om han korporligt døde i 1872. Efter nationalliberalismens fald - og før den demokratiske socialisme blev en massebevægelse - var den folkelige og meget løst sammenhængende grundtvigianisme den eneste kulturpolitiske pejling med nogen form for bred appel. Den hørte til blandt bønderne og udtrykte sig ofte i svulmende, tilbageskuende, senromantiske vendinger. Byernes borgerskab var stort set immun over for den grundtvigske folkelighed. Og efterhånden som den smeltede sammen med Venstres demokratiske opposition, der i 1872 fik flertallet i folketinget, rykkede størstedelen af borgerskabet til højre og støttede godsejerstyret. Højreorienteringen i byerne blev yderligere bestyrket af frygten for den røde revolution, som slaget på Fælleden havde varslet om. En meget vigtig del af forklaringen på hovedstrømningsforelæsningernes voldsomme genlyd var, at de opfyldte et sugende behov for at have noget at samles om i den del af borgerskabet, der hverken følte sig hjemme blandt højrefolk eller blandt grundtvigianere. I 1873 begyndte Morgenbladet, den første Venstre-avis i hovedstaden, at udkomme. Hørup var medarbejder fra starten og blev snart avisens dominerende skribent. Han mente, at dens muligheder stod og faldt med, om den kunne gøre sig til organ for det moderne gennembrud, som Brandes havde blæst fanfaren til. Sammen med Georgs lillebror Edvard kæmpede han en kamp om avisens linie mod de venstrefolk, der anså det moderne gennembrud for at være både gudløst og skamløst. Når Hørup og Edvard Brandes vandt i første omgang, var det mest, fordi Venstres leder Chr. Berg, der ejede avisen, var enig med dem om den nødvendige strategi i hovedstaden. Det var i Morgenbladets spalter i årene op til 1880, at den moderne, kulturradikale samfundsdebat i Danmark blev holdt over dåben. Det nye var, at debatten blev ført ud i den almindelige, demokratiske meningsdannelse, hvor den før - til og med hovedstrømningsforelæsningerne - havde været forbeholdt snævre akademiske og litterære cirkler. Den rykkede derved et skridt tættere på den politiske magtkamp. Men det var et kontroversielt skridt. Det fik en lunken modtagelse af mange af dem, der indtil da havde passet den snævre elitedebat. Georg Brandes selv var i begyndelsen ikke spor begejstret for Morgenbladet. Han skrev senere: »Lovende forekom mig alene de mesterlige og overmodige artikler, med hvilke Hørup da debuterede eller i ethvert tilfælde for første gang fik opmærksomheden hendraget på sig. Han var en ny og virkelig kraft, dog foreløbig kun som anonym journalist i et blad, ingen læste«. Året efter rejste Brandes til Berlin, fordi universitetet ikke undte ham et professorat. Det var ret beset først, da han seks år senere vendte hjem - og tolv år efter den nytårsaften hos Holger Drachmann - at han og Hørup for alvor lærte hinanden at kende. De var pr. brev og gennem Edvard velunderrettede om hinandens gøren og laden, men de havde kun mødtes nogle få gange, når Georg var på besøg i Danmark. Deres tid som egentlige kampfæller blev meget kort. I virkeligheden drejer det sig kun om de tre dramatiske år 1883-86, mens Estrup satte demokratiet helt ud af kraft og oprettede sin vakkelvorne politistat. Da Brandes i begyndelsen af 83 vendte hjem i triumf, var det Hørup, der holdt den politiske hovedtale ved velkomstfesten på d'Angleterre. I mellemtiden havde han og Edvard gjort Morgenbladet til en vigtig, opinionsdannende avis, en stolt sejler, der lå og ventede på sin åndelige kaptajn, Georg Brandes. I tiden efter sås han og Hørup sammen næsten dagligt. Det lignede begyndelsen til et smukt venskab. Det aftegnede sig også i avisen, hvor Brandes skrev jævnligt og Hørup dagligt. Begge med et sprogligt mesterskab, som aldrig var set mage til i dansk presse. Oplaget gik i vejret. Men glæden kom kun til at vare i et halvt år. I september var det 100 år siden, Grundtvig blev født. I den anledning skrev Edvard en ateistisk, temmelig arrogant, men også præcis mindeartikel. »Grundtvigs lære besidder en overlevelseskraft«, skrev han bl.a., »til at samle forskelligt tænkende hoveder under den samme idé«. Artiklen blev selv et bevis for den påstand. Den samlede mange slags grundtvigianere, som ellers plejede at være uenige om det meste, i en samlet, vred protest over, at Venstres organ lod en ateistisk jøde håne patriarken. Protesten var så højlydt, at den tvang Chr. Berg til at vælge side. Han valgte naturligvis at bøje sig for grundtvigianerne. Venstre var utænkeligt uden deres folkelige kræfter. Han afskedigede Hørup og Edvard fra Morgenbladet og lagde avisen i trygge, grundtvigske hænder. Georg Brandes sank hen i depression i tiden efter. Men Edvard og Hørup blev vrede og kamplystne. De gik i gang med at stable en ny avis på benene. Det blev året efter til Politiken. Undervejs voksede en konflikt frem mellem Hørup og Edvard. Den havde også eksisteret på Morgenbladet og ført til, at Edvard en overgang forlod bladet. Men denne gang var det mere tydeligt, at Edvard fungerede som en slags stand-in for Georg. Brødrene ønskede at skabe en moderne, »fritænkerisk' avis. Hørup kunne ikke fordrage betegnelsen fritænker, som han fandt selvgod og unødigt provokerende. Han ville, sagde han, »ikke føre krig mod den offentlige mening ... men erobre den offentlige mening«. Han mistænkte Edvard og Georg for at ville det modsatte. Derfor ville han være eneredaktør af den nye avis. Som han skrev til Edvard, men lige så godt kunne have skrevet til Georg, kunne det ellers have været hyggeligt at blive spændt for kærren sammen med Brandes. Det ville minde om det jyske forspand, hvor man lod en stud og en hest trække sammen. Men det gik alligevel ikke, det ville Edvard sikkert forstå, for: »Når det kommer til stykket, er De slet ikke så absolut, som De selv tror, men tværtimod grumme klog, næsten så klog som en hest«. Det blev, som Hørup ville have det, og i efteråret 1884 udkom de første numre af Politiken. Nogenlunde samtidig besluttede Georg Brandes, at han ville skrive om Hørup i sin serie om det moderne gennembruds mænd, som ellers havde været forbeholdt skønlitterære forfattere. Han bad Hørup skrive nogle notater om, hvad han selv syntes skulle med. Biografien blev kun til en nekrolog på tre sider 18 år senere, men notaterne har overlevet. Hørup bruger dem til at understrege visionen bag sin politik: »Jeg lagde al vægten på den sociale revolution, jeg ville en anden rangforordning i folket«. - Det virker, som om han med denne formulering vil markere, at hans prioriteringer er anderledes end Brandes' egne. Men snart blev det uaktuelt med den slags gensidige, subtile afprøvninger. Året efter sendte Estrup rigsdagen hjem og begyndte at regere helt uden den - med de lyseblå gendarmer til at holde ro og orden. Brandes havde lige siden hjemkomsten fra Berlin forudsagt, at det ville ske. Og han havde været skuffet over, at alle venstrepolitikere, Hørup inclusive, havde været sært uforstående. Som han skrev i dagene efter Estrups statskup: »De svarede bare: Vi bliver på lovlighedens grund. Jeg sagde: Lovens grund er som is, god i lovens frostvejr. Men provisoriets sol smelter den. Bliver I stående, så dumper I. - Man lo overstadigt. Og nu!«. Brandes fandt det altafgørende, at det danske folk stod fast på sin demokratiske ret. Han havde ikke haft noget imod en regulær frihedskamp: »Alene vil jeg selvfølgelig ikke løbe ud på gaden med en riffel, men ifald førerne kræver af befolkningen, at den griber til væbnet modstand, da skal jeg visselig ikke blive hjemme«. Det var frem for alle Hørup, Brandes havde i tankerne med sine »førere«. Men Hørup vendte sig fra begyndelsen og konsekvent imod et væbnet oprør, og Brandes måtte hurtigt erkende, at stemningen i befolkningen slet ikke var til den slags. Det var Hørup, og ikke Brandes, der fik de nye politistatsmetoder at føle. Han blev ved kriminalretten dømt for indirekte majestætsfornærmelse, fordi han havde skrevet respektløst om kongens ansvarsfrihed efter kuppet. Næste forår gjorde han grin med militæret på en måde, så den konservative Avisen på lederplads mente, at han fortjente en dragt prygl. En majaften, da han sad på redaktionen i Integade på hjørnet af Strøget, samlede en masse civilklædte livjægere og andre højrefolk sig på gaden for at eksekvere dommen. Men det rygtedes i byen, og sympatisører i stort tal strømmede til for at beskytte Hørup, flere af dem med stokke og paraplyer. Georg Brandes stjal billedet. Han var bevæbnet med en antik pistol, som han højlydt påstod var ladt. Han fik heldigvis ikke affyret den. Hørups venner var så mange, at de kunne bringe ham sikkert hjem. Bagefter var der en del slagsmål, men ingen alvorligt sårede. Med denne heroiske gestus slutter Brandes' og Hørups tætte parløb. Herefter blev kontakten mellem dem svagere. Brandes skrev naturligvis stadig i Politiken. Men de sås sjældent, og uoverensstemmelserne mellem dem kom til at fylde mere og mere. I det følgende vil jeg forsøge at sammenfatte disse uoverensstemmelser i fire forskellige livssfærer - og kort at anføre deres nutidige konsekvenser og udtryk. De havde forskellige syn på kønskamp og kvinder. De havde forskellige syn på folkestyret. De havde forskellige syn på den kristne tro. De havde forskellige syn på det nationale. Og på alle fire livsområder gælder det, at kulturradikalismen efter dem med jævne mellemrum er løbet sur i de tos modsætninger. Kønspolitik De støttede begge aktivt kvindefrigørelsen. De havde begge store problemer med det monogame ægteskab. Men her holder ligheden op. Brandes begyndte som bekendt sin indsats i den danske meningsdannelse med at oversætte Stuart Mills' 'Kvindernes undertrykkelse' og gav derved den danske kvindebevægelse et afgørende skub fremad. Dansk Kvindesamfund blev dannet to år efter og henvendte sig naturligvis til ham om støtte. Han afslog: »Mine exceptionelle meninger forbyder mig i de fleste tilfælde al association. Jeg ville f.eks. ikke kunne samvirke med et samfund, der blandt sine ordførere har præster«. Grundtvig havde også (35 år før) støttet kvindefrigørelsen mod et overvældende flertal af sine kønskolleger. Kvindesamfundet var i begyndelsen domineret af grundtvigske kvinder og sympatiserende præster, der lagde stærk vægt på de ægte, kvindelige dyder. Dem var Brandes ligeglad med. I sit forhold til kvindekønnet var han først og sidst erotiker. Jeg skal ikke her gentage, men blot tilslutte mig Jørgen Knudsens præcise opgør med tendensen i samtiden og i den senere kvindeforskning til at fremstille Brandes som en liderlig, hyklerisk buk med moderbinding, som kynisk udbyttede de kvinder, han sagde, han støttede. Så enkel er sagen ikke. Men det rokker ikke ved, at han var storforbruger af kvinder - og normalt ikke havde noget imod, at det var offentligt kendt. Som han erklærede: »Der er yderst få kvinder, som har evnen til varigt at fængsle en mand«. - Det gjaldt i hvert fald, hvis manden var ham selv. Luften omkring ham emmede af erotik, og det var selvforstærkende. Listen er længere end Leporellos: Caroline, Vinnie, Philomele, Henny, Gerda, Lulu, Bertha, Laura, Victoria, Betty, Anna - foruden alle de andre. Angående Brandes ser vi kun, som Jørgen Knudsen anfører, toppen af Venusbjerget. Hans begreb om kvindefrigørelse hænger snævert sammen med hans kamp for fri kærlighed. Den frigjorte kvinde var for ham først og fremmest den, der kunne spille lige op med manden i den sport. Helt anderledes med Hørup. Han levede tilsyneladende i et roligt, kammeratligt ægteskab med sin kusine Emma, der var overlærerinde ved De forenede Kirkeskoler. Men han havde et langvarigt og pinagtigt hemmeligholdt forhold, som bl.a. medførte en illegal abort, til en anden kusine, Henriette Steen. Hun var også lærerinde - og derudover optaget af kvindepolitik. Hun arbejdede for at løsrive Kvindesamfundet fra den grundtvigske omklamring. Hvor Brandes' kønsliv var et offentligt, spektakulært melodrama, var Hørups strengt privat med tragiske undertoner. Han vidste af smertelig erfaring, at forestillingen om et frit kærlighedsliv er en illusion. Hverken den eller kønsforskellen spillede nogen rolle i hans syn på kvindens rettigheder. Det drejede sig om social retfærdighed, uanset køn. Kvindefrigørelsen var en vigtig del af den »nye rangforordning i folket«, som var hans mål. Den relevante kamp gjaldt lige adgang til erhverv og uddannelse og demokratisk stemmeret. Forskellen på de to holdninger kom tydeligt frem i den store sædelighedsfejde, der kulminerede i 1887. Dens yderpunkter var Strindbergs pseudovidenskabelige mandschauvinisme og Bjørnsons dydsirede forargelse over sit køns skørlevned. Brandes var ikke enig med Strindberg. Men Bjørnsons udgydelser var ham direkte modbydelige: »En pest, en løgn, en himmelskrigende stupiditet, som gør Norden dummere for hver dag, der går«. Et af Brandes' debatindlæg i Politiken under mærket 'Lucifer' førte til, at Grundtvigs datter Elisabeth stævnede avisen for injurier. Det var Hørup, der som ansvarshavende mødte i retten og blev idømt en bøde. I den forstand stod han last og brast med Brandes. Men i sine egne indlæg i debatten lagde han klar afstand til både Strindberg, Bjørnson og Brandes. Det var pjat at diskutere sædelighed, mente han, så længe den sociale uret mellem kønnene var så iøjnespringende, som den var. Brandes står for ærligheden og den kvindedyrkende promiskuitet. Hørup står for den forborgne utroskab og kampen for social retfærdighed. Det er ikke for meget sagt, at disse modsætningspar har flagret rundt blandt mændene i den danske kulturradikalisme lige siden. Jeg skal skåne læserne for en nærmere påvisning. Demokrati De tilhørte begge den demokratiske opposition imod godsejerstyret. De var begge dybt forpligtede på at føre en fri, demokratisk samfundsdebat. Og de var begge overbeviste om, at den frie tanke og det frie sprog kan ændre historien. Men forskellen i deres demokratiske sindelag kan hele tiden spores. Og i 1889, da Brandes udgav »Aristokratisk radikalisme«, blev den tydelig. Brandes tilsluttede sig begejstret Nietzsches overmenneske-ideal. Det skabte en del protester. Vægtigst var Harald Høffdings artikel 'Demokratisk radikalisme'. Mens dette foregik, sad Hørup tre måneder i fængsel, fordi han havde fornærmet en vis dommer Sylow. Han fulgte debatten nøje og skrev til Henriette Steen, at Brandes' Nietzsche-begejstring ret beset var »bindegal«, men »disse paradokser er dog født af en brændende hjerne og et såret hjerte, de er en udmærket stoltheds hede blus, som i al fald tænder modsigelsens brand, forarger og fordærver«. Høffding, som Hørup i hovedsagen er ganske enig med, får en værre medfart. Han »fordærver intet og forarger ingen og tænder hverken blus eller bål ... (Han udviser) en kyndig forståelse af alt det, der er ganske ligegyldigt og ikke kommer nogen ved ... lægger det i blød og vander giften ud«. For Hørup var demokratisk politik en lidenskab. Derfor kan han anerkende lidenskaben hos Nietzsche og Brandes. Mens Høffding, der driver demokratisk politik som skolemesteragtig teori og filosofi, kun høster hans foragt. Brandes forbeholdt i hovedsagen sin lidenskab til den frie ånds udfoldelse, kunsten og erotikken. Når han drev politik, følte han sig på udebane. Ni år før Nietzschebogen havde han skrevet en om den tyske socialistleder Ferdinand Lasalle. Hørup anmeldte den kritisk fra en vinkel, der synliggør en af de dybe forskelle på de to mænd. Han brokkede sig over, at Brandes ikke beskæftigede sig med Lasalles særlige evner som agitator. Han beskrev ham udelukkende som en moderne, viljestærk, modig og følelsesfuld hero i et skæbnedrama. Lasalles særlige evner til at overbevise almindelige mennesker om sin sag var for Brandes en biting. For Hørup var det hovedsagen: »Også til daglig brug løber der ræve gennem rugen, men kun med en lunte i halen stikker de filistrenes marker i brand ... Agitationen gør så stor en forskel, at den gør det gamle, den rører ved, nyt«. Hørup agiterede. Han prøvede at overbevise folk om sin sags retfærdighed. Brandes profeterede. Han prøvede at vække folk til en ny virkelighed. I praksis er det to meget forskellige måder at meddele sig på. Modsætningen blev sløret af, at de begge to var sprogmestre i et format, så de med jævne mellemrum kunne løfte sig over den. Men grundlæggende havde de hver sit motiv til at ytre sig. Hørup var demokratisk politiker. Han kæmpede en magtkamp om den offentlige mening. Brandes var åndsaristokrat. Han satte sig ud over den offentlige mening, når det passede ham. Hvis man skal spore de to mænds ekko i den senere kulturradikalisme og op til i dag, er det adskilligt lettere at spore Brandes end Hørup. Allerlettest er det måske at spore Høffding, som mente alt det rigtige uden lidenskab. Det har i mange generationer været påfaldende, at de danskere, der talte med størst vægt i kultur- og samfundsdebatten, har nægtet at påtage sig noget direkte demokratisk ansvar. Ligesom Georg Brandes gjorde. En af de mange forskelle på dengang og nu er, at han havde både en lillebror og Hørup til at passe den politiske dont for sig. Det har eftertidens kulturradikale ikke haft, og det har ført os ud i både store nederlag og sære alliancer. Det mod og den lidenskab, som Brandes og Hørup var fælles om, har siden haft adskilligt bedre vilkår i kulturlivet end i det politiske liv. Med de følger for det danske folkestyre, som enhver i dag kan iagttage. Der er mange gode grunde til, at det er gået sådan. En af dem er vel, at de fleste af os synes, at det er morsommere og mere spændende at være hest end at være stud. Kristendom De var begge ateister og fritænkere. Men Hørup kaldte sig det sjældent. Den sidste betegnelse opponerede han næsten altid imod. Brandes var en stolt fritænker. Han hadede den kristne kirke i en grad, så han kun sjældent kunne udtrykke det offentligt. Den havde nu i tusind år skabt slavesjæle og undertrykt alle frie ånder. Frihedshelten Søren Kierkegaard havde en gang for alle afsløret svindelen. Nu måtte kirken falde. Ecrasé l'infame ! - Voltaires kampråb var også Brandes'. Selvfølgelig overså han ikke, at Kierkegaards anliggende var kristent. Men han beklagede det. Det var Kierkegaards eneste fejl, efter hans mening. Hørup behandlede, lige siden sammenstødet med Brandes i 1871, deres fælles forbillede mere respektfuldt. Han delte ikke Kierkegaards dramatiske, eksistentielle kristentro. Men han påstod heller aldrig, at den var en fejl. Han holdt - på bedste wittgensteinske manér - sin mund, fordi der ikke var noget at tale om. En lignende nuanceforskel kan ses i de tos forhold til Grundtvig. De var enige om, som Brandes udtrykte det, at »hans livsværk er en af de hjørnesten, på hvilke det Danmark, som består, er bygget«. De var lige så enige om, at Kierkegaard havde afsløret Grundtvig og hele »det levende ords Abracadabra«, og at arvtagerne efter patriarken repræsenterede det meste af det, der nu skulle bekæmpes. Men for Brandes var det selve den grundtvigske folkelighedsvision, der var gal, fordi den ofrede den frie personlighed på et idylliserende, sentimentalt, overtroisk fællesskabs alter. Derfor havde han et regulært allergisk forhold til det grundtvigske præsteskab, og det var på enkelte undtagelser nær gensidigt. Hørups antigrundtvigianisme var af en mere praktisk og begrænset art. »Som politisk profet er Grundtvig blandt de små«, skrev han, »for det, han skabte, var uden skel og grænse«. Det værste ved grundtvigianerne var, at de ikke var til at regne med. Der var både højregrundtvigianere, venstregrundtvigianere, nationale grundtvigianere, universelle grundtvigianere, kirkelige grundtvigianere og andelsmejeri-grundtvigianere. De tilmudrede tilsammen de klare fronter mellem Venstre og Højre, som det var altafgørende for Hørup at gøre synlige. Derfor - af politiske grunde - skulle de og den kirke, de dominerede, bekæmpes. Tydeligst kommer forskellen på Brandes' og Hørups syn på den danske folkekirke til udtryk i en artikel af Hørup fra 1893. Her hylder han statskirken (han nægter at kalde den folkekirke) som en åndfuld modvægt mod al religiøs fanatisme. Den kan med sine velaflagte, magelige, borgerlige embedspræster ensrette og neddysse kirkegængernes religiøse behov, så de bliver ufarlige: »Af alle disse grunde elsker og agter jeg statskirken, fordi den er det bedste værn for os fritænkere (!) mod enhver overdreven og udskejende religiøs ophidselse«. Den demokratiske stat skulle efter Hørups mening have kirken i kort snor. Den skulle agere som en stor, dvask lænkehund, der kunne beskytte åndsfriheden mod de værste udslag af kristen intolerance og fundamentalisme. Den tankegang lå Brandes fjernt, selv om han sikkert har moret sig over den. For ham var den dvaske lænkehund en fjende af åndsfriheden, og han rodede sig jævnligt ud i konflikter med den. Han var missionerende, antifolkekirkelig ateist, hvor Hørup var pragmatisk, fordomsfri og fåmælt i kirkelige sager. Det var han, vil jeg hævde, ikke kun af taktiske, politiske grunde (og private: Emma var ansat ved kirkeskolerne). Bag det lå en gennemtænkt holdning til trosspørgsmål. I 1925, længe efter, at Hørup var død, udsendte den gamle Brandes 'Sagnet om Jesus'. Bogens hovedanliggende er, som titlen antyder, at bevise, at Jesus aldrig har eksisteret. Han er bare en myte, der skal retfærdiggøre kirken. Hvis Hørup havde kunnet, ville han have sagt, at den diskussion er futil. Hovedsagen er, at kirken står der. Den er en del af virkeligheden og skal behandles som sådan. Derfor er hans 'kærlighedserklæring' til den i 1893 også en langt farligere udfordring til den end den missionerende ateisme. I den forstand er det ham og ikke Brandes, der er Kierkegaards sande arvtager. Som han selv bemærkede det, allerførste gang, de sås. Igen er det Brandes og ikke Hørup, der kan spores i den kulturradikale åndsretning siden. Den fromme, fritænkeriske, håndsky afstandtagen fra alt, hvad der har med tro og kirke at gøre, har domineret billedet. Sidst og med størst vægt har Villy Sørensen udgivet 'Jesus og Kristus', hvor han tager et skridt tilbage fra Brandes kategoriske påstand. Formålet er denne gang det mere ydmyge, men lige så kætterske, at skille den historiske person Jesus helt ud fra den Kristus, kirken bygger på. Men kirken overlever med garanti både Kierkegaard, Brandes og Villy Sørensen og alle os andre. Derfor er det Hørups ironiske udfordring til den, der stadig har gyldighed. Selv om den desværre er blevet næsten glemt for lutter bedrevidende ateisme. Nation De begyndte begge to deres gerning i opgøret med den hensmuldrende nationalliberalisme. Men det blev kort før Hørups død i holdningen til det nationale, at deres største og mest dramatiske opgør fandt sted. Det havde været undervejs længe. Hørup var aldrig i tvivl om, hvilken lære danskerne skulle drage af nederlaget i 1864. Sønderjylland var, sagde han, »slet og ret en tabt sag«, som de selvovervurderende nationalliberale politikere havde påført landet med deres virkelighedsfjerne Ejderpolitik. »Da nu magtforholdet mellem Tyskland og Danmark er som mellem et stort gab og en lille mundfuld«, skrev han, »behøver vi ikke at gøre os dummere, end vi er, ved at spørge, hvilken interesse vi har af venskabet med Tyskland, og vi behøver ikke at gøre os latterligere, end vi er, ved at opstille visse betingelser, under hvilke vi giver afkald på at spise Tyskland«. Hans realpolitiske og ideologiske hovedfjender var »revanchisterne«, de patriotiske officerer og andre danskere (ikke mindst blandt højregrundtvigianerne), som gik ind for en antitysk udenrigspolitik med det endemål at tilbageerobre det tabte land. Til dem reserverede han sin mest sydende sprogvitriol. For ham var militarismen mere end våben og hære. Den var en åndsform - den demokratiske ånds absolutte antitese: »Krigssagen er ikke først og fremmest nationaliteternes fjendskab. Den er frem for noget magthaverne i våben mod de undertrykte«. Københavns befæstning var sådan set ikke revanchistisk. Men militarisme var det jo. Det var kampen mod den, der blev Hørups berømteste. »Hvad skal det nytte?«, spurgte han så sarkastisk fra folketingets talerstol, at tingets formand, partifællen Christopher Krabbe kaldte ham til orden, fordi han uden grundlag frakendte befæstningsvennerne intelligens. Brandes var aldrig enig med Hørup på det punkt. Han var heller ikke militarist. Han anerkendte f.eks., at modstanden mod Københavns befæstning måske var politisk nødvendig. Men Hørups dybere, ideologiske antimilitarisme tog han flere gange afstand fra. Hans sans for dramatisk frihedskamp og ægte helte fik ham til at se Hørups standpunkt som et udslag af en slags lunken bondesnuhed. Kampen om befæstningen endte med, at Venstre splittedes i flertallets Danske Venstre under Bergs ledelse og det mindre Europæiske Venstre bag Hørup. Den sidste betegnelse er ikke uden ironi. Bortset fra et par korte ture til Sverige, bevægede Hørup sig aldrig uden for Danmark. Brandes var derimod kosmopolitten og europæeren over dem alle. Men i den sag, der førte til dannelsen af Det europæiske Venstre, var han ikke enig med Hørup. Og uenigheden voksede. Den temmelig brutale fortyskningspolitik i Slesvig fik Brandes til at engagere sig i den sønderjyske sag. I 1887 var han blandt stifterne af 4S, en sammenslutning af venstrefolk, der støttede sønderjyderne. I klar opposition til Hørups linie. Helt galt gik det i 1898, da Tyskland slog ind på Köller-politikken, der gjorde det danske mindretals forhold endnu ringere, end de havde været før. Brandes reagerede ved at sende afbud til sine forelæsningsaftaler i Berlin. Året efter udgav han 'Danskheden i Sønderjylland', en flammende solidaritetserklæring og en hård anklage mod Tyskland. Dette bragte ham selvsagt tættere på de revanchister, der var Hørups hovedfjender. Den åbne krig mellem dem brød ud i 1900, umiddelbart før systemskiftet. I anledning af Christopher Krabbe, den selvsamme, som Hørup var stødt sammen med i befæstningsdebatten 17 år før. Krabbe havde en urimelig datter, der ejede den sønderjyske avis Dannevirke og havde ladet sig underkøbe af tyskerne til at misinformere læserne. Da det kom frem, var Krabbe dum nok til at tage sin datter i forsvar. Brandes stillede sig i spidsen for den alliance mellem nationale venstrefolk og Højre, der krævede Krabbe fjernet. I en leder i Politiken indrullerede Hørup Brandes i det foragtelige sammenrend, der »falder hen i stivkrampe og i en unaturlig stædighed, der udelukker sundt omdømme«, hver gang Nordslesvig blev nævnt. Krabbes valgkreds var Kalundborg. Ved valget i foråret 1900 havde han ingen modkandidat, men den syge Brandes rejste alligevel til Kalundborg og førte valgkamp mod ham. Resultatet var, at et flertal stemte nej til Krabbe, så der måtte et omvalg til. Det kostede ham en ministerpost i systemskifteregeringen. Både Hørup og Edvard var rasende over Georgs felttog. For Hørups vedkommende varede raseriet dog mindre end et halvt år. Så døde han - som trafikminister - af knoglekræft. Raseriet var gengældt. Seks år efter Hørups død mødte Jeppe Åkjær Brandes på gaden og skrev om det: »Som en basilisk spyede han edder og forgift mod alt og alle. Han rasede især mod Hørup, der »bogstavelig ikke havde udrettet andet til bevaring af sit navn end at åbne den port (han pegte i foragt med sin stok ind ad Kongens Have). Der var ikke en linie i alt det, Hørup havde skrevet, der kunne læses mere uden den stærkeste overvindelse. Som en tåbelig mand havde han alt sit liv modarbejdet landets forsvar, hvad der inden ret længe formodentlig ville føre til Danmarks udslettelse i den store krig mellem England og Tyskland, som Brandes anså for uundgåelig og nært forestående«. Den forbitrelse, som forholdet mellem Brandes og Hørup endte i, har jo manifesteret sig mange gange siden i den danske venstreopposition. Faktisk hver gang Danmarks udslettelse er blevet bragt på bane. I sidste omgang har det handlet om EU og den fortsatte integration. Det er jo en helt anden dagsorden, end den Hørup og Brandes sloges om. Men kløften mellem den illusionsløse realpolitiker og den følelsesfulde (og globalt engagerede) dansker er intakt. Den går midt ned gennem hovedet på en del kulturradikale - og har i mange år skabt splid og onde sammenstød blandt alle de andre. For reaktionen og de konservative samfundsstøtter var de i 30 år et frygtindgydende, tohovedet uhyre. Det var de ikke mindst, fordi de begge vidste, at det, de var enige om, var det vigtigste. De sloges begge for et levende, nutidigt, demokratisk Danmark, beboet af frie personligheder. Derfor kunne de næsten hele tiden bemestre den gemytternes og ideernes uoverensstemmelse, der var imellem dem. Det samme krav må derfor stilles til dem, der ønsker at videreføre arven efter dem. Hvis nogen i det foregående et par steder har hørt mig tage parti for Hørup, er det korrekt. Ikke fordi jeg mener, at han altid havde ret og Brandes uret, hvor de var uenige. Langtfra. Men fordi det er Hørup, der er mangelvaren i denne tid. Det åndsaristokratiske, teatralske og i en vis forstand gratis ved Brandes skal afbalanceres. Vi er til alt held stadig velforsynede med begavede frie ånder, der med lidenskab, skarphed og kunst gør op med tidsåndens dårligdomme. Men der er desværre - og det er bl.a. en selvkritik - meget langt mellem dem, der tager deres idéer og folkestyret så alvorligt, at de omsætter ideerne i et ærligt, demokratisk håndværk. Det tohovedede uhyre mangler i vore dage som oftest det ene hoved. Derfor er der så at sige ingen, der er bange for det. Og det er trist. Litteratur: Brandes, Georg: Samlede Skrifter, I-III (1919) Hørup, Viggo: I skrift og tale, I-II (1902) Knudsen, Jørgen: Georg Brandes, I-IV (1985-1998) Krogh, Torben: Viggo Hørup (1984)