Det er forbløffende, så store lighederne er mellem den danske konge Christian VII og den russiske kejser Peter III. Der er næsten tale om et sammenfald. De var næsten samtidige, begge var (ligesom en Frederik i Prøjsen, som klarede sig bedre) blevet tyranniseret i den tidlige barndom og ungdom, begge var psykisk meget lidt robuste, tog derfor varig og skæbnesvanger skade og var eklatant uskikkede til at være statsoverhoveder. Om det så er deres kæledyr og elskerinder, var de paralleller. Begges koner var betydeligt stærkere og mere intelligente og politiske snu end de, og begge var udsat for kup fra konen og hendes elsker. I Danmark tabte konen, Caroline Mathilde, og elskeren blev halshugget. I Rusland tabte kejseren. Konen var nemlig Katarina, siden kaldt den Store. Det er en lyst at beskæftige sig med det ekstravagante, verbalt elegante og politisk ekvilibristiske 18. århundrede, så Per Olov Enquist - P.O. blandt folk der ynder insider-signaler - har sikkert haft en dejlig tid, mens han skrev på Livlægens besøg, som i forbindelse med sin danske oversættelse (ved Nanna Thirup) er ugens altoverskyggende anmelderbegivenhed. Da Livläkarens besök i september sidste år udkom i Sverige fik den mere behersket, men rosende opmærksomhed. I Dagens Nyheter skrev Barbro Hedvall om Struensee, at han ikke forstod at beskytte sin flanke og troede på en sag, ikke kun på magten som sådan. Derfor er det med moderne øjne et fuldstændig usandsynligt magtmenneske Enquist tegner, men anmelderen tror ikke desto mindre på ham. Ekspressens Stig Hansen skrev at Enquist beretter meget stramt, med megen fremdrift og effektfulde gentagelser omkring spørgsmål om skyld og straf. Og han påpeger det store Enquist-tema: det forbyttede barn. Göteborg-postens 'kulturchef' Mikael van Reis skrev også at Livläkarens besøk integrerer idélinjerne i forfatterskabet og kalder den en af Enquists bedste romaner. van Reis nævner også »oplysningens tragik«, fordi Struensee tror at kunne dekretere en friere verden. Informations Torben Brostrøm anmeldte også romanen i den svenske udgave, i oktober. Han skriver at Enquist holder sig tæt til de historiske kilder. »Men sindets skjulte kræfter, kødets lyst og hovedpersonernes ensomhed må han tolke med digterens blik og sanser, med kunstnerens varme og kulde«. Brostrøm betegner forholdet mellem Struensee og dronningen som »den fuldkomne, sansede og inderlige kærlighed, (...) som endegyldigt fælder opkomlingen, den tyske læge«. Og Brostrøm slutter: »P.O. Enquists fortæller har slet ingen hast, ingen frygt for gentagelsens understregning og fantasibilledernes underlægningsmusik. Et dansk skolepensum læst uddybet og udlagt med nye øjne på det smukkeste svensk«. Vistnok samtlige anmeldelser kommer ind på 'sprækken', hvorigennem Struensee trængte ind i kongens rolle - »trådte ind på historiens scene, som Niels Barfoed skriver i Aktuelt. Men en anden sprække var også nok så vigtig: den mellem Caroline Mathildes ben. I Ekstra Bladet synes Pedro det er »jævnt kedeligt, når Struensee og Caroline knepper. Hvad de jævnligt og detaljeret gør. Vi sidder på Struensees pik og spørger: Hvorfor sidder vi her?« Noget anmelderen finder upassende i den situation - og på det sted. »Alligevel er det en smuk bog« som anbefales til film eller teater og får fire stjerner. BTs Michael Eigtved giver den fem stjerner. Han er som andre inde på gentagelserne, som han finder lidt unødvendige. Men Enquist forener »en næsten klinisk historikers blik med moderne psykologiske skildringer, så vingesuset mærkes (...)«. Viden om verden Den begavede, energiske opkomling Struensee med en antireligiøs dagsorden er tydeligvis - i en lettere idealiseret udgave - et passende spejl for nutidens stræbere og kulturradikale. Men Niels Barfoed lader sig ikke lokke. I Aktuelt påpeger han, at »Enquist underspiller Struensees magtbrynde og arrogance. Sansen for Struensees hensynsløshed er mindre udviklet end blikket for ham som en skrivebordsidealists naivitet«. Struensee har ikke viden om verden og pragmatisk menneskekundskab i sin forblændelse af menneskerettighedernes budskab. Netop derfor er Enquists portræt af ham »vigtigt - og aktuelt. Om end for idealiserende efter min smag«. »Men sådan skærer Enquist altså kagen« tilføjer Barfoed med sportsånd. Og indirekte kommer han også til at virke lidt ridderlig over for Caroline Mathilde, for »Under Enquists pen bliver hun et frygtløst monster af sex og magt, der til sidst river elskeren med sig i faldet«. Denne læser glæder sig (måske naivt) og slutter, at anmelderen er mindre bange for kvinder end forfatteren. Barfoed overtaler vist sig selv til begejstring, når han slutter med at »Enquists bud giver en mening i historiens galskab, man bliver klogere af. Mere kan man ikke forlange. Og det er meget at få«. Jamen så siger vi det. Kristeligt Dagblads kulturredaktør Birgitte Larsen slutter sin anmeldelse lidt i samme stil: »Der er ånd i historien og en mildhed i det intellektuelle blik, der registrerer, udvælger og fortolker. Og hvad mere kan man egentlig ønske sig?«. Hun ser naturligvis ikke noget monstrøst i Caroline Mathilde, men hefter sig på lovlig moderne - for ikke at sige uhistorisk - kvindevis ved at Caroline Mathilde måtte efterlade sine to børn ved det gale danske hof. At Danmark og ikke kun hoffet (som alle hoffer, især på den tid) var et galehus, er udgangsreplik i Bjørn Bredals begejstrede forsideanmeldelse i Politiken, hvor han inddrager Hamlet og kalder 'Livlægens besøg' »nok den største Danmarksroman siden 'Kongens Fald'«. Også Bredal er inde på fortællingens »fantastiske fremdrift«, »fordi den hele tiden er netop dér, hvor ingenting fortælles«. Det tiltaler Bredal, at Enquist forstår at holde på en hemmelighed og lader sit anliggende - nemlig barndom og skam og lykke og seksualitet og magt og kærlighed - være usagt. Til gengæld er Enquists politiske og moralske pointer langtfra usagte. De lanceres ifølge Bredal som aforismer eller utvetydige moraler. På halen I Jyllands-posten er Johs. H. Christensen også begejstret. Han »vover« - måske ikke voldsomt dumdristigt her tre måneder inde i det - at kalde 'Livlægens besøg' »den første store, blivende roman i dette århundrede«. Christensen beskriver forfatter Enquists livsholdning som »den skabende, utopisk, men historisk forankret kulturradikalisme med drømmen om den menneskelige frigørelse på alle planer som sin moralske og kunstneriske drivkraft. Man kan have sin skepsis og sine forbehold over for enkeltheder i en sådan vision«. Men Christensen medgiver, at alt vil »størkne og gå til grunde« den dag ingen anskueliggør drømmen »i så konkret, sanseligt, forrygende og medrivende et handlingsforløb« som 'Livlægens besøg'. Nils Gunder Hansen er i Berlingske Tidende inde på, at »Den historiske og menskelige virkelighed var givetvis mere kompliceret end denne naive skematisme lægger op til. Men lad Enquist have sin holdning« skriver Hansen - som Barfoed. »Uden den var han måske ikke gået i gang med emnet«. Og det ville vi nødig have undværet, forstår man på Hansen, der er på linje med Bredal, når han slutter: »tænk at vores danmarkshistorie rummer dette, og at det er en svensk forfatter, der skal minde os om det«. Vi danskere går næsten rutinemæssigt på halen, når udlændinge beskæftiger sig seriøst med os. Og nu er P.O. Enquist tilsyneladende kronet i rollen som nationalt koryfæ. Pyt med at han ikke er dansker. Det var Holberg jo heller ikke.