At blive gammel er en helt ny oplevelse for mig. Endelig noget man ikke har prøvet før! Man værdsætter ting, man tidligere overså, prioriterer anderledes, ser på livet med en ny undren, med opladt sind - det er muligvis det, der kaldes at gå i barndom. Men trods diverse små-skavanker, gigt og hukommelsessvigt - og bleen venter sikkert forude - hilser jeg min nye barndom velkommen. Jeg er endnu grøn i oldingefaget, men mener dog allerede at have gjort et par interessante erfaringer: Som ung var jeg videbegærlig, opdagelseslysten, ivrig efter at opleve alt hvad der er nyt, spændende, anderledes, fremmedartet, eksotisk. Hvorimod jeg på mine ældre og gamle dage er mere optaget af ligheder end af forskelle. At opdage hvad der forbinder mennesker og kulturer på denne besynderlige klode, hvad vi har til fælles under den brogede overflade. Jeg har i tidligere Kroniker beskrevet, hvor meget barbadianere og danskere ligner hinanden trods hudfarve. Måden man har det sammen på, finder ud af tingene sammen uden at komme alt for meget op at slås; madglæden, humoren; omsorgen for samfundets svagere stillede.