Alting må have en ende, således også denne lille efterårsføljeton om Hartvig Frisch, som man blandt andet ville kunne kalde det tyvende århundredes kvikkeste danske socialdemokrat - Jens Otto K. medregnet. Dog ikke så kvik, at han kunne undvære hovedet. En god historie Det var først efter sin død, at undervisningsminister og forfatter Frisch havde tænkt sig at give afkald på det i form af en testamentering til Anatomisk Museum, som dog takkede nej. Man mente ikke, det var sømmeligt at statsbegrave ministeren i hovedløs tilstand. Jamen, det er da en god historie, og derfor fortæller vi den igen - så kan nye læsere også bedre forstå, hvorfor vi uge efter uge sætter den samme delvist hovedløse overskrift på vor klumme. Skøn korrespondance Og så til sagen: Frisch døde af cancer i 1950. For et par uger siden bragte vi hidtil ukendte kondolencebreve fra Karen Blixen og Johannes V. Jensen, som vi har fået adgang til hjemme hos Herluf Baggesen, der blandt meget andet også er Hartvig Frischs svigersøn. Lige nu og her er det, at vi endelig når frem til dramaet omkring det maleri, som Socialdemokratiet gerne ville have malet af Frisch efter hans død. Undervisningsminister Julius Bomholt spurgte i november 1954 den mere end 90 år gamle mester J.F. Willumsen, om det var noget for ham, men da ingen hørte mere fra den i Cannes bosiddende kunstner, regnede man ikke med, at han ville. Men det ville han. Herluf Baggesen ligger inde med en skøn korrespondance mellem Willumsen og Frischs enke. Den oldgamle malers håndskrift er vaklende men klar. Brevene er afsendt i smukke konvolutter fra diverse hoteller, og det fremgår, at fru Frisch tilsyneladende selv har signaleret, at Willumsen bør male portrættet. Bekymring over portræt En dag kan partitoppen så læse i Billedbladet, at den gamle kunstner snart er færdig med sit billede af Hartvig Frisch. Uha-uha, tænker de. De bange anelser står i kø, som man kan fornemme af dette brev, som Alsing Andersen, partiets sekretær, skriver til Willumsens sagfører i København: »Da vi ikke hørte noget fra Willumsen om, at han gik ind på disse vilkår, foretog vi os ikke mere. Af samme grund sendte familien heller ikke de fotografier og den livsmaske af Hartvig Frisch, som Willumsen havde udbedt sig. Det er os derfor en overraskelse nu at erfare, at billedet er ved at være færdigt, og foruden at være overrasket, kan vi ikke nægte, at vi er noget bekymrede«. »Det eneste billede af Hartvig Frisch, som Willumsen er i besiddelse af, er en reproduktion af et fotografi optrykt på et julekort, der blev udsendt af de efterladte efter fru Frisch' død. Billedet viser Hartvig og Edith Frisch stående i deres have«. »Dels er Hartvig Frisch' ansigt her så lille, at dette billede efter min mening ikke vil kunne benyttes som grundlag for et maleri og dels bærer Hartvig Frisch på dette billede det fuldskæg, som han kun bar få år af sit liv, og jeg tør forsikre, at det i al fald ikke har været Hartvig Frisch fra denne periode, som partiet har haft i tankerne, dengang Bomholt skrev til Willumsen {hellip}«. 'Uden egentlig lighed' Så vidt Alsing Andersen. Deres Bibliopat har hjemme hos Herluf Baggesen set et farvefotografi af det færdige portræt og hånden på hjertet: Den gamle kolorist ramte mildt sagt ikke plet. Frisch var en skarphjernet humanist. En intellektuel med en aura af humanisme omkring sig. I stedet for at fortælle, hvad vi mere præcist mener om portrættet, overlader vi ordet til Kristian Hvidt fra Folketingets Bibliotek og Oplysningstjeneste, der skrev et brev til Herluf Baggesen i 1987: »Det billede er sandelig et ordentlig slag i øjet, flot og farverigt som næsten alt af Willumsen, men så vidt jeg kan se uden egentlig lighed med Frisch. Man får så mange associationer ved første blik: Pjerrot og de karakteristiske teatermasker fra antikken. Ikke mærkeligt hvis Frisch's partifæller ikke rigtigt ville kendes ved dette portræt«. Nej vel? Partiet takkede nej, billedet blev aldrig ophængt i Folketinget, hvor Helge Nielsens vellignende portræt af Frisch i stedet befinder sig. Willumsens oeuvre befinder sig, så vidt vi ved, på Willumsen-museet i Frederikssund. Socialdemokratiets sidste store kulturpersonlighed Da Willumsen var 94 år gammel, konstaterede Hans Bendix, bladtegneren, at han nu havde været i stand til at irritere flere menneskealdre. Historien om Frisch-portrættet dokumenterer, at Willumsen, der døde kort efter at Frisch-billedet var færdigt, fortsatte med at irritere. Her i hulen spekulerer vi på, om det portræt af Mogens Lykketoft, som engang kommer op at hænge i Folketinget, vil være med eller uden fipskæg? Hvis man vil vide mere om Hartvig Frisch, kan man jo gå på biblioteket eller på www.antikvariat.net og anskaffe sig hans værker. Vi anbefaler på stedet 'Europas Kulturhistorie' i tre bind og 'Pest over Europa'. Og så bør man ikke undlade at læse Niels-Finn Christiansens fine biografi fra 1993, der kommer hele vejen rundt om Socialdemokratiets sidste store kulturpersonlighed. Tak til Herluf Baggesen for gæstfrihed og kaffe og ikke at forglemme adgangen til hans formidable privatarkiv, som vi kun har omtalt en flig af. God vind, Herluf. Quiz 1: En berømt maler, en hemmelig loge, en myrdet museumsdirektør og en hemmelighed af de helt store. Hvilken nyere roman? Quiz 2: En anden berømt maler, et intellektuelt ægtepar fra storbyen, en særling på en herregård, det manglende billede i serien. Hvilken lidt ældre roman? Hvilken gammel græker skrev, at skolegang skulle være obligatorisk for både drenge og piger i hans idealstat? Og hvilket kapitel af skriftens historie er relateret til Tel Brak i Syrien, spurgte vi i sidste uge ...Platon er manden Kære bibliopat, Svaret på spørgsmål 1 er selvfølgelig Platon, som i Staten fremlægger sit syn på, hvorledes samfundet bør være opbygget, og hvorledes mennesker bør blive (ud)dannet. I den forbindelse kan det nævnes, at jeg selv, som led i min egen dannelse, befinder mig i Oxford på et etårigt studieophold for at forske i netop dannelse. Og her har jeg netop mødt en græsk pige, som efter at have tilbragt et år i Canada er kommet til Oxford for at studere tysk eksillitteratur. Blandt de bøger hun har fået tilsendt hjemme fra Grækenland er blandt andet Platons Staten - i en engelsk oversættelse. Sådan er der så meget i disse multikulturelle, kosmopolitiske tider. Venlig hilsen Carsten Fogh Nielsen, ph.d.-stud. i filosofi, Worcester College, Oxford Skriftens historie Kære Bibliopat, På byhøjen Tell Brak i Syrien blev der i 1984 fundet to tavler med en tidlig udgave af kileskrift, muligvis endda det tidligste eksempel på skrift i verden, dateret til midten af det fjerde årtusinde f.Kr. Altså et af de allerførste kapitler af skriftens historie. Det er ikke de store informative tekster; skrift er på dette tidspunkt piktografisk, dvs. udformet af billeder i stedet for f.eks. bogstaver. På tavlerne fra Tell Brak er der indtegnet et tal og et dyr, måske et får, og det reflekterer et af formålene med den tidligste skrift, der bl.a. blev brugt til fortegnelser over handelsvarer. Jeg har arbejdet på udgravningen af Tell Brak siden 1998, og fra denne allertidligste periode med noget der ligner skriftlige kilder har vi set adskillige bygninger, en imponerende byport, privathuse og templer, dukke op af støvet på den gamle byhøj; det har været en storby med livlig handel, midt i knudepunktet for karavanevejene nord- og østpå til Anatolien og Afghanistan, og sydpå til de første store bystater i Mesopotamien. Fra senere perioder af Mesopotamiens historie har vi et enormt skriftligt materiale relateret til handel, mens det endnu har været noget sløjt med skriftlige kilder fra Tell Brak fra det fjerde årtusinde. I 2001 fandt vi endnu en tavle af samme tidlige udgave som de to i 1984, med blot et enkelt tal på. Vi venter i spænding på den dag, da spaderne rammer et arkiv... Mvh. Mette Marie Hald Fodfejlen i fjeldet Kære Bibliopat, Ja, det kan føre vidt at være i familie med én i hele Danmark verdensberømt forfatter, og det var vel sandsynligvis også en del af årsagen til, at Emmerich (som jeg mener det stavedes, muligvis tager jeg dog fejl - men hans kælenavn var Em, så meget er sikkert!) kom på forsiderne af samtlige aviser og ugeblade med sin tragiske død i De Schweiziske Alper. Så nu er det ikke for at bære ved til et for længst hensygnende bål eller pine den sidste tår næring ud af bibliopatens digression - der jo øjensynlig udsprang af bibliopatens mødrene ophavs refleksion over teksten til sidste uges Frisch-historie - at nærværende læser henvender sig. Det er ej heller for at pegefinger-moralisere. Men for lige at runde historien rigtigt af, skulle man måske ikke mindst i sandhedens interesse tilføje, at Em var nok så lovformeligt gift med en anden hjemme i København, da han begik sin fodfejl (!) i fjeldet. Jeg er sikker på at moster Karen var både sød og rar og et godt menneske og fortjente en bedre skæbne end den tildelte - men jeg er nu en tilhænger af, at man får alle facetterne med, når man nu engang bringer den slags historier til torvs. Med venlig hilsen Morten Iversen, Kbh. NV Shellhuset in memoriam Kære Bibliopat, Efter med navns nævnelse at være bragt i litterær sammenhæng vedhæfter jeg denne tilbagemelding. Med venlig hilsen som også gerne må viderebringes til morbroder Ib. Jeg husker ham bedst fra nogle besøg i hjemmet på Hulgårdsvej med særlig fascination over legemuligheder i den tilhørende gård. Erindring er en mærkelig størrelse. Således står bombningen af Shellhuset oplevet i kælderen på Frederikssundsvejens skole lyslevende lige fra kulden, lugten af støvet efter rystelserne og angsten blandet med nysgerrig spænding. Derimod husker jeg intet af efterforløbet, modsat bibliopatens mors klare erindring, hvor det fremgår, hvorledes hun smukt sørgede for min og hendes brors sikkerhed som fortalt i Hartvig Frisch 4. Derimod dukker en anden klar erindring op ret præcis 5 år senere og nu udspillet på Metropolitanskolen. Her samledes alle en kold februardag for at høre rektor Henrik Bangs mindeord over netop afdøde Hartvig Frisch. At det var ham med bolle-å'et, afskaffelsen af substantivernes kapitæler og d'erne i ville, skulle og kunne - og meget, meget mere, var vi mange, der først efter den lejlighed fik rede på. Så var det jo enklere for godt 5.000 år siden, da sumererne fremstillede små lertavler med tegn, der udvikledes til kileskrift, for så nogle tusinde år senere at blive til et alfabet, hvormed for eksempel Platon kunne udtrykke sine opdragelsestanker nedfældet i skrevne dialoger. M.v.h. Henrik Marcussen, Gadstrup