Jeg sad på Café Bjørk i Vester Voldgade og stirrede ind i det enorme vægspejl og den verden, der var derinde, da en stemme sagde: »Vi har et problem«. Jeg drejede langsomt hovedet og så på manden overfor. Jeg kunne ikke finde på noget at sige, og så så jeg bort igen, og sådan fortsatte det et stykke tid, indtil jeg sagde: »De bliver svære at trænge ind i«. »Det er ikke ordet«, sagde han.
Fortabte i et samtalekøkken
Nogle gange blander journalistguden kortene på en meget tilfældig måde, men denne gang havde han stukket mig og ham, der sad over for mig, et par kort, som mere lignede skæbne end tilfældighed.
Manden, der sad over for mig, var Lasse Ellegaard. Vi har haft en lang, nogenlunde parallel karriere i dansk journalistik, som begyndte, da jeg engang midt i 1970’erne kom til at stå ved siden af ham på Café Dan Turèll.
Det var dengang, tonen mellem byens journalister mindede om den, der er mellem serbere og kroatere på Balkan. Årene er gået, Lasse og jeg har været venner næsten lige siden. Han er den eneste, jeg har kunnet diskutere journalistik med. Bare ikke den dag på Café Bjørk. Den dag var der ingen ord. Vi ville have været fuldstændig fortabte i et samtalekøkken.
