Ah! er det første bogstav i alfabetet. Et dybt og fuldtonet 'ah!', uhæmmet velbehag, ren og skær nydelse. Der sker noget rart, og kroppen svarer med luft og stemme, næsten sprog: 'Ah!' Tungen er en antenne, der både kan modtage og sende: honning, oliven, mandel, citron. Hos det lille barn er den ikke først og fremmest et smagsorgan, men et berøringsorgan: Alting skal mærkes med munden. Pludrelyde bliver ofte udlagt som taleforberedende øvelser, en slags fonetisk gymnastik, og det er påvist, hvordan det helt lille barn til at begynde med har et universelt beredskab af lyde, som i løbet af nogle måneder degenererer til et lokalsprogligt repertoire. Men det vigtigste ved barnets pludren er, at den etablerer en intim sammenhæng i passagen fra det infantile (: umælende) til det sprogbrugende menneske - som samtidig er en overgang fra én dominerende sans til en anden: En rent taktil verden transformeres til en verden af lyd. Det intime berøringsorgan berører nu tingene med tøvende sproglyd og forvandler sig fra nærsans til fjernsans: Tungen forsøger at smage med ordene, mærke med ordene, huske med ordene - også på afstand smager {lsquo}ma-ma' af mælk og varme. Ordene gør tingene nære og velkendte, trækker dem helt ind i munden. Sproget er et sanseorgan. Gentagelser og rytmer Gentagelsen, rytmen, er afgørende her: da-da, agry-agry. Der er en helt elementær tilfredsstillelse forbundet med gentagelser og rytmer, gentagelser med variationer. Det gælder i vidt forskellige sammenhænge: i børns leg, i musikken, i sexlivet, i den dybe videnskabelige eller filosofiske erkendelse - og ikke mindst i forbindelse med vers, rimede såvel som urimede. Vers er en form for sprog, hvor rytmen og den varierede gentagelse træder markant frem. Vers kan - i selve deres form - være legende, musikalske, sexede, indsigtsgivende og mere til, og nogle gange er de næsten det hele på en gang. Vers er kort sagt noget helt grundlæggende. Også (litteratur)historisk set. I antikken var ikke bare digte, men også for eksempel store episke fortællinger, videnskabelige afhandlinger og breve skrevet på vers. Og den udbredte fordom om, at verstekster er svære og mærkelige, kan kun skyldes, at visse voksne på en eller anden måde får bildt børn ind, at det forholder sig sådan. Vers er ikke mærkeligere end alt muligt andet, og for små børn er næsten alting nyt og mærkeligt - og selvfølgeligt; de er i udgangspunktet åbne, nysgerrige og nydende: Ah! Halfdans fantastiske ABC Det er det nydende 'Ah!', vi som voksne skal holde fast i, når vi begynder at B dem om at C både D og E og F, for eksempel i skolen. Til den elementære begyndelse, til den afgørende begyndelse, findes der på dansk en fantastisk ABC, nemlig Halfdan Rasmussens. Mange stifter heldigvis bekendtskab med den allerede i førskolealderen, men den ville også være god at lære at læse med. Det er muligvis pædagogisk ukorrekt, den har mange svære ord (der er dog også både en sø og en ø og en ål). Men det ville, om jeg så må sige, være poetisk korrekt. For i 'Halfdans ABC' med Ib Spang Olsens kongeniale illustrationer vil børnene møde regelret metriske og rimede digte, som både er absurde, betagende, chokerende, drømmeriske, eventyrlige, og - for nu at springe i alfabetet - rørende, skønne, tankevækkende, uhyggelige, vittige, x-centriske, ypperlige, zindzyge, ængstende, ømme og åndssvage. Der er irske dværge, norske nisser og lodne trolde; der er den kødfulde Kæmpe-Else i pels, som propper sig med pølser til hun sprækker, og der er en gal kanonkonge, som skyder hoved og hat af sin kone; der er Freddy Fræk fra Fakse, Julemanden Julle og Osteskipper Ostenfeldt; og der er anemoner i kanonen, ålebid i tåen og brændende bukser. Ild i røven, kort sagt. Vers fyldt med absurde og rørende ting Med 'Halfdans ABC' kan børn ikke alene nyde gode vers og samtidig lære at læse. De kan også udforske versene, finde ud af, hvorfor de ligger godt i munden og gør sjove ting med tungen - og med hjernen. De kan erfare, hvordan en verstekst er langt nemmere at lære udenad end en prosatekst. Og så kan de gå videre med samme Halfdans 'Tante Andante' og med Dantes 'Guddommelige Komedie', Ovids 'Forvandlinger' og Homers 'Odysseen' (de tre sidstnævnte findes i fremragende nutidige og mundrette fordanskninger, så der er ingen undskyldning for at snyde børnene for dem). Også her vil de støde på fast- og velformede vers, der er fyldt med absurde og tankevækkende og uhyggelige og rørende og skønne og voldsomme ting. Lær vers udenad Når de bliver lidt større kan de gå videre med de klassiske salmer og sange, ikke mindst Ingemanns, og for min skyld må de gerne lære nogle salmevers udenad. Ikke fordi de skal indoktrineres med kristen propaganda (Gud forbyde det!), men fordi det er sundt for sjælen at få nogle ord med smukke klange og billeder, der gør verden lidt større. Og som måske kan være med til at sætte lyd og lys på nogle af de tavse og mørke ting, der tumler rundt i det intime og filtrede krat, vi hver især render rundt med indeni, og som vi kalder 'sjæl' eller 'selv' eller 'personlighed' eller noget helt fjerde. Halfdans ABC' er et kaos af virkelige og uvirkelige fænomener. Men det er et kaos, der er ordnet efter et alfabetisk system: I det første digt begynder de bærende ord med A, i det andet med B, i det tredje med C, osv. Selve sprogets elementære byggeklodser - den tilfældige rækkefølge bogstaverne har i alfabetet - er altså med til at bestemme, hvad der står i digtene: Sproget genererer en verden. Ane lægger hverken mælkebøtter eller stedmorblomster i kanonen på Trekroner, det må nødvendigvis være anemoner. Inger Christensen' s 'Alfabet' Et tilsvarende alfabetisk system gør sig gældende i en anden digtsamling (som man nok bør gemme til de større klasser eller gymnasiet). Det er efter min mening intet mindre end den bedste danske digtsamling i det tyvende århundrede, nemlig Inger Christensens mesterlige 'Alfabet'. Her findes i det første digt abrikostræer, i det andet bregner og brombær, og i det tredje cikader, cikorie og chrom. Og således videre. Digtene er skrevet ud fra et system, der kombinerer alfabetet og Fibonaccis talrække (1, 2, 3, 5, 8, 13 ... hvor hvert tal er summen af de to foregående): Alfabetet bestemmer de bærende (navne)ord, talrækken antallet af vers i det enkelte digt. D-digtet antyder, hvad det handler om: duerne, dræberne, digtene, dagene, døden. Det vil sige: det elementære - liv og død, krig og kærlighed, menneskelighed og umenneskelighed, angst, sorg, glæde, undren. Det hele. Som muligvis er eller bliver sprængt i tusind stumper. En sådan tematisk opsummering giver ikke noget indtryk af bogen - der skal et konkret eksempel til. E-digtets otte vers lyder sådan her: efteråret findes; eftersmagen og eftertanken findes; og enrummet findes; englene, enkerne og elsdyret findes; enkelthederne findes, erindringen, erindringens lys; og efterlyset findes, egetræet og elmetræet findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden findes, og edderfuglen og edderkoppen findes, og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden Der er noget på én gang konstaterende og besværgende over denne opremsning af fænomener, som af alfabetiske grunde kommer i tilfældig orden, abstrakte og konkrete og naturlige og menneskeskabte mellem hinanden. Senere i bogen løsnes det strengt alfabetiske greb, og opremsningerne folder sig ud til sansninger, refleksioner, erindringsglimt og andet. Men den elementært konstaterende, alfabetisk besværgende tone dukker op igen og igen: Alle disse mange ting findes, det gør de, det skal de! Fordi jeg siger det! Og fordi jeg håber, at de bliver ved med at findes. Aboriginals naturreligion I sin essaysamling 'Hemmelighedstilstanden' nævner Inger Christensen Bruce Chatwins 'Drømmespor', hvori der fortælles om de australske aboriginals og deres særlige, poetiske naturreligion: De tror, at de er nødt til hele tiden at (gen)skabe verden ved med deres sang at besværge alle eksisterende fænomener. Det er deres vers, der bærer verden oppe. Inger Christensen sammenligner »denne avancerede australske strategi med en moderne, eller måske evig måde at skrive digte på«, og i hvert fald minder det om hendes strategi i 'Alfabet'. Der jo ikke blot en hulter til bulter-benævnelse af alt muligt, som findes. For rigtige besværgelser har gentagelser og variationer i et rytmisk system, de har form, talmæssig form: »For nok er besværgelsen af sproglig karakter - som når stenalderfolkene må have messet deres ord rundt om bålet for at holde mørket på afstand - men den er samtidig af rytmisk, musikalsk karakter, og dermed i grunden af talkarakter«. Af 'Alfabet' kan man lære meget mere end sin ABC. Man kan lære sin 1-2-3 (5-8-13 ...) - der ville være noget at snakke om i matematiktimerne. Og såmænd også i fysik- og kemitimerne. Og i historietimerne: Bogen udkom i 1981, da den kolde krig virkelig var isnende nærværende, og A-B-C ikke bare var halfdanske bogstaver, men også betegnede atom-,brint- og koboltbomber. Masseødelæggelsesvåben som dengang - sammen med miljøkatastrofer - var kilde til megen frygt. Det moderne samfund og dets teknologi var ved at gå grassat. Alfabetet har en grænse Det interessante er, at dette amokløb ikke bare omtales i 'Alfabet', men også afspejles i selve bogens system: Fibonaccis talrække accelererer vildt og voldsomt som cancer. Otte vers i e-digtet, tretten i f-digtet og enogtyve i g-digtet lyder måske ikke af meget, men n-digtet, som er bogens sidste, skulle ifølge systemet have 610 vers. Det har 'kun' 321; 'Alfabet' bliver altså afbrudt i utide, talt ned til 3-2-1 0. Det er ikke så underligt, for hvis bogen var fortsat, skulle s-digtet være på mere end 10.000 vers, x-digtet ville komme op over 100.000 vers, og det sidste å-digt ville i sig selv fylde mellem fyrre og halvtreds digre bind med sine 1.331.869 vers! Med 'Alfabet' erfarer man, at der både i verden og i poesien findes meget andet end nydelse. Det er ikke en bog for (små) børn - skønt der netop er børn i de allersidste, dystre vers: »en flok børn søger ly i en hule/ kun iagttaget stumt af en hare//som om de var børn i barndommens/ eventyr hører de vinden fortælle// om de afbrændte marker/ men børn er de ikke/ der er ingen der bærer dem mere«. 'Alfabet' når som sagt ikke frem til bogstavrækkens slutning. Betyder det: Jorden går under? Eller: Der er så meget mere, som ikke kan siges? I hvert fald ikke i denne bog, og måske slet ikke? Alfabetet har en grænse. Det sidste bogstav er det dybtfølte eller smertelige, det grublende eller undrende, det måske, stik mod al fornuft nydende og, æh ... ømme 'Åh!' Niels Lyngsø standser som lyrikanmelder ved Politiken. Denne artikel er hans sidste.