Først var den kropsfikseret. Så blev den yndig. Dernæst triviel. Og så oprørsk. Børnelitteraturen har til alle tider afspejlet, hvad voksne mener om børn. Og de skiftende værdier, man har ønsket at give videre til samfundets yngste. Da børnelitteraturen blev født i Danmark i 1568, blev børn betragtet som ufærdige voksne. Dernæst som væsener, der lå eftertragtelsesværdigt tæt på det oprigtige og det ægte. Så blev idealet velfriserede, autoritetstro spejderdrenge med rene fantasier. Og nærmest fra det ene år til det andet spankulerede der i midten af 1960'erne pludselig rapkæftede, forældreløse børn, der sagde de voksne imod, ned over siderne i den danske børnelitteratur. Slut med Jan-bøgerne og kommissær Helmers autoritet. De sande helte var nu de hjemløse, bedsteforældrene og børnene - altså alle dem, der var uden for arbejdsmarkedet og eksempelvis boede i Ole Lund Kirkegaards bøger. En omskiftelig rejse »Børnelitteraturen er et billede af den måde, vi har opfattet børn på gennem tiderne. Derfor er historien om den lige så meget en kulturhistorie«, siger professor i børnelitteratur Torben Weinreich. Historien om børnelitteraturen i Danmark er en omskiftelig rejse gennem flere århundreders syn på børn. Foreløbig fylder den 600 sider og udkommer på tirsdag. Torben Weinreichs 'Historien om børnelitteraturen - dansk børnelitteratur gennem 400 år' er den hidtil mest omfattende fortælling om dansk børnelitteratur. Bogen dækker perioden fra 1568, hvor den første børnebog ramte det danske marked, Niels Bredals 'Børne Speigel', til og med skæringsåret 1967, hvor forfattere som Cecil Bødker, Benny Andersen, Flemming Quist Møller og Ole Lund Kirkegaard debuterede. Med 2.000 nye børnebøger hvert år læner vi os i Danmark op ad en verdensrekord, når man tager befolkningens størrelse i betragtning. Men i de første 400 år af børnelitteraturens historie kom der i gennemsnit kun 40 titler om året. Det er de 400 år, Torben Weinreich foretager en rejse igennem i billeder og ord. Emma Gad for børn Der skulle to ting til, før den første børnebog kunne udkomme i Danmark. Nemlig bogtrykkerkunsten - og reformationen, der betød, at der kom større fokus på børn og deres opdragelse til at være gode kristne og borgere. »'Børne Speigel' var en slags Emma Gad for børn. En lille bog på 28 sider, der handler om, at man skal holde sig ren og passe på sig selv. Både afsnittet om munden og næsen er med nutidens øjne ufatteligt ulækre. Og den bog er jo lavet, fordi børn har været nogle grise«, siger Torben Weinreich. Temaer som opdragelse, gode vaner og en meget stor opmærksomhed på kroppen holdt ved i de næste 200 år. »Børnelitteraturen er utrolig kropsfikseret i den periode. Der er masser af bøger om små børn, der med stor beundring ser på voksne mænd, som hærder deres kroppe, så de ikke bliver syge. Trusler er et andet fast tema. Det vrimler med historier om faren ved at drikke koldt vand, når man er blevet varm. Fordi man kan ende med at få 'brækninger' og dø af det«. Barnlighed er et talent Med romantikkens indtog i begyndelsen af 1800-tallet ændrede synet på børn sig. »Hvor man tidligere sagde, at barnet var en ufærdig voksen, mente man nu, at en voksen var et ødelagt barn. Barndommen blev nu det smukkeste og det, der var tættest på det ægte og oprindelige. Eksempelvis skriver Oehlenschläger i 1816 at »barnlighed er et talent«. Og H.C. Andersen gentager det flere steder i sine breve og dagbøger«. Så ikke alene er det barnet, man skal se som noget særligt og værdifuldt. Det er også barnligheden som en dimension i den voksne. Og som Weinreich siger: »Det er jo i virkeligheden det samme syn, vi har på barnet og barnligheden i dag. Der er sådan en drøm om aldrig at forlade barndommen. Det kan faktisk være ufattelig kvalmt at høre på. Andersen og Oehlenschläger stod i en situation, hvor de skulle kæmpe mod noget, der var værre. Nemlig at man ikke respekterede børn. I dag laller folk jo bare og bruger det som ansvarsforflygtigelse«. Hygge og atter hygge Børnelitteraturen havde sin ubetingede guldalder fra 1820 til 1880. I 60 år var den præget af det hyggelige, det nære og det smukke, som fortrinsvis blev fortalt i fabler og eventyr. »Mange af de værker, der har overlevet, stammer fra den tid. Det gælder eksempelvis H.C. Andersens eventyr, Ingemanns morgensange, Christian Winthers 'Flugten til Amerika', 'Peters Jul' og H.V. Kaalunds fabler«. »Der gik ikke en aften i det pæne borgerhjem, hvor man ikke havde gæster og højtlæsning og klaverspil. Højtlæsning kom til at betyde utrolig meget og fremmede de små korte og ofte rimede fortællinger og fabler«. Og når folk gemte sig hjemme ved klaveret og i bøgerne, var det ifølge Weinreich, fordi det var en farlig tid. »Der var revolutioner rundt om i Europa, og vi havde bankerot og store krige. Så der var nok at være bange for. Derfor puttede man sig i familiens skød og hyggede og hyttede sig«. Og mens forfatterne leverede tekster til oplæsning i de små hjem med den ene hånd, hånede de småborgerligheden med den anden. »Der har altid været en modsætning mellem mennesker, der lever deres eget lille forsigtige liv og ikke kan lide det fremmede, og så de kulturradikale, der er internationalt orienteret og håner småborgeren. Oehlenschläger gør grin med småborgeren i 'Sankt Hans Aften-Spil', der indgår i hans første digtsamling. Også H.C. Andersen og Christian Winther skriver, som småborgeren vil have det, men har hele tiden en ironisk distance«. Baghjul til Darwin og Marx Forfatteren H.V. Kaalund skrev også hyggelige fabler. Men var samtidig fascineret af tidens strømninger og skrev en fabel, hvor dyrene mødes for at gøre oprør mod mennesket. »Den retorik, han bruger, kunne være skrevet af Marx og Engels. Det er ren revolution. Og den skrev han i 1845. Så tre år før det kommunistiske manifest findes revolutionsretorikken allerede i dansk børnelitteratur. Fjorten år før Darwin skrev 'Arternes oprindelse', skrev Kaalund en tekst i et månedsskrift for børn, hvor han præsenterede en arveligheds- og udviklingslære, der peger i retning af, at mennesket i virkeligheden er en abe«. Fabler og eventyr dominerede børnelitteraturen, indtil børneromanen slog igennem omkring 1900 og blev den altdominerende genre frem til 1960'erne. Det begyndte med Walter Christmas 'Peder Most', der udkom i 1901. Og så fulgte ellers børneromaner som 'Paw', Flemming-bøgerne og 'Tudemarie'. Drenge- og pigeromaner »Det vrimlede med drenge- og pigeromaner. Spejderidealerne påvirkede børnelitteraturen meget i den periode, og drengeromanerne fortælles helt overvejende af mænd fra spejderbevægelsen«. De kønsopdelte børneromaner holdt sig helt op til 1960'erne og blev hen ad vejen suppleret med Jan-bøgerne, Puk-bøgerne, Susy-bøgerne og Pernille-bøgerne. »Der sker ikke nogen forandringer i de der lange, rolige perioder i børnelitteraturen. Derfor genudgives spejderromanerne helt op til begyndelsen af 1960'erne, hvor der kommer et brud. Og så er det hele pludselig forældet. Både det fra 1901, det fra 1918 og det fra 1960«. Raske Jan i modstandsbevægelsen ...? Ikke engang Anden Verdenskrig ændrede børnelitteraturen i nævneværdig grad. Bortset fra at Jan trådte ind i modstandsbevægelsen i bog nummer 10, der bekvemt nok først udkom i 1945. »Når man slår op i bogen, står der 1944 nederst på siden, selv om den altså udkom i 1945. Det er for at sende et signal om, at 'vi var på den rigtige side hele vejen'. Ligesom forfatterne i forordet skriver, at de under besættelsen ikke har kunnet fortælle sandheden om Jan«. »Det har de to forfattere haft brug for at markere, fordi der var et par Jan-bøger inden, der var lige på kanten i den anden retning. Den ene handler om nogle forbrydere, der flyver ind over landet og kaster smuglergods ned, og så er der nogen, der samler det op. Hvis du læser sådan en bog i 42-43 , hvor vi har nedkastninger over Danmark, kan du jo kun læse det, som at dem, der kaster ned og samler op, er skurkene«. Måtte skrive under pseudonymer I en anden Jan-bog er et skibsværft ved at bygge et skib for en venligtsindet magt. »Og så er der nogle onde mennesker, der vil ind og ødelægge skibet. Det var jo det, sabotørerne gjorde, når B&W byggede for tyskerne. Selv om man ikke kan sige, at de var pronazistiske, så var det svært ikke at se en sammenhæng«. I perioden fra 1942-1964 skrev makkerparret Carlo Andersen og Knud Meister 81 Jan-bøger og 58 Puk-bøger. Puk-bøgerne skrev de under dæknavnet Lisbeth Werner. Ligesom Susy-bøgerne og Pernille-bøgerne i virkeligheden blev skrevet af Eilif Mortansson, der udgav dem under navnet Greta Stevns. »Det var, fordi hans kone hed Greta og var født på Stevns. Man kunne ikke have mænd til at skrive for piger - det ville være blevet betragtet som upassende«. Ny bibliotekslov I 1964 udkom den sidste Jan-bog, den sidste Puk-bog og den sidste Susy-bog. Og med et slag var den triviallitterære seriebog passé. »Samme år fik vi en ny bibliotekslov, der postede penge ind i børne- og skolebibliotekerne, så de kunne købe en masse bøger. De syntes, seriebøgerne var dårlige, og ville have nogle andre«. Og de bøger udkom der en hel bunke af i 1967. I samme kalenderår udkom den første Silas-bog af Cecil Bødker, Ole Lund Kirkegaards første børnebog, 'Lille Virgil', Flemming Quist Møllers 'Cykelmyggen Egon', Benny Andersens første børnebog, 'Snøvsen', og Ib Spang Olsens og Halfdan Rasmussens 'ABC'. Den progressive lugt i folkeskolen På ganske kort tid blev de autoritetstro figurer fra triviallitteraturen skiftet ud med børn og figurer, der talte de voksne og autoriteterne imod. »Det er en fantastisk forandring. Nærmest en revolution. Hvor Jan altid gik hen og spurgte sin far, kommissær Helmer, ser vi nu Silas komme flydende alene i en båd ned ad en flod. Og det første, der sker, da han træder op af båden, er, at han har en konfrontation med en voksen. Jan var en pæn dreng, mens Silas er ond og egoistisk i begyndelsen«. I Ole Lund Kirkegaards bøger er børnene godt nok ikke onde - til gengæld er forældrene håbløse. »De gode i Ole Lund Kirkegaards bøger er børn, bedsteforældre og hjemløse. Altså alle dem, der er uden for arbejdsmarkedet. Det ville man ikke have mødt i den trivielle serielitteratur«. »Inden for pædagogikken sker der også ufatteligt meget i de år. Jeg blev selv skolelærer i den periode. Det var dengang, man kunne lugte, om en lærer var progressiv. De lugtede nemlig af sprit. Ikke fordi de var alkoholikere, men fordi de brugte spritduplikatoren. Det progressive bestod i, at man lod børnene selv skrive historierne, hvorefter man duplikerede dem og brugte dem i undervisningen«. Har du nogensinde været på landet? Spørger man Torben Weinreich, hvem eller hvad der har haft størst betydning for udviklingen af børnelitteraturen, er han slet ikke i tvivl. Det har H.C. Andersen. Og skolen. »H.C. Andersen har haft kolossal betydning, fordi han turde skrive direkte til børn og brugte børnenes eget sprog. »Har du nogensinde været på landet? Har du nogensinde set et rigtig gammelt bondehus?«. Det var sådan en intim stil, der egnede sig fantastisk til højtlæsning. Og som der faktisk kun er én forfatter siden, der har haft held til at bruge. Nemlig Astrid Lindgren«. »Også skolen har haft stor betydning for børnelitteraturen. Det var skolelærere, der tog initiativ til at oprette de første børnebiblioteker. Og en overvægt af børnebogsforfatterne har til alle tider været skolelærere«. Weinreich begyndte selv som skolelærer. Og har også selv skrevet børnebøger. »12-15 stykker af slagsen« fra midten af 70'erne og frem til slutningen af 80'erne. En af dem, 'Manden i vinduet', indbragte ham Kulturministeriets Børnebogspris. Det kan ikke være anderledes Når der er behov for at skrive en selvstændig historie om børnelitteraturen, er det, fordi den i store træk er blevet glemt i de litteraturhistoriske værker. Men det er holdt op med at gå Weinreich på. »Jeg er nået til den konklusion, at det nok ikke kan være anderledes. Og jeg er holdt op med at skælde ud over det. Det er to meget forskellige litteraturer og derfor okay for mig, at de får hver deres litteraturhistorie«. »Mange synes, det er for dårligt, at børnelitteraturen ikke bliver anset for fin nok til de litteraturhistoriske værker. Men hvad fanden - nu har jeg skrevet 600 sider om den, og så kan man jo bare stille den op på reolen ved siden af litteraturhistorien«, siger Weinreich og understreger, at børnelitteraturen i dag faktisk er meget respekteret. Man kan ikke genudgive en oplevelse Når det gælder den helt moderne børnelitteratur, er der med Weinreichs ord »først og fremmest meget af den«. »Ud af de 2.000 titler, der kommer om året, er der måske 50, som er virkelig gode. Men de er til gengæld også noget af det bedste, vi nogensinde har haft. Jeg er fuldstændig ligeglad med, at der bliver udgivet dårlige børnebøger. Bare der samtidig kommer nogle gode«. I den brede ende nævner han Lene Kaaberbøl, der med bøgerne om 'Skammerens datter' ifølge Weinreich er det nærmeste, vi i Danmark kommer Harry Potter succes- og salgsmæssigt. »Og så findes der også meget fremragende smallere børnelitteratur. Som bliver skrevet af eksempelvis Hanne Kvist, Dorte Karrebæk og Louis Jensen«. Det private marked Ifølge Torben Weinreich skal børnelitteraturen også i nutiden afspejle den tid, vi lever i. Den skal være original og fastholde litteraturen som en ordkunst, hvor man skaber noget gennem sproget. Derfor er han mildt sagt ikke begejstret for den nostalgibølge, der i øjeblikket findes inden for børnelitteraturen, hvor forlagene genoptrykker gamle travere som Jan-bøgerne og De Fem-bøgerne. »Man går jo ikke ned i fortiden for at bruge den til noget nyt eller originalt. Man genoptrykker det bare. Fordi nogle voksne har haft nogle gode oplevelser med Jan-bøgerne. Og så tror de, at hvis man genudgiver bogen, så genudgiver man også oplevelsen. Men det gør man altså ikke. Jeg tror ikke, de bøger finder ret mange unge læsere. De opdager hurtigt, at de moderne bøger er langt bedre«. 1960'ernes offentlige jubelindkøb af børnebøger har heller ikke overlevet frem til det nye årtusinde. Det offentlige køber færre børnebøger, og derfor skal forlagene nu til at rette sig mod et privat marked i stedet. »Tidligere blev alle børnebøger nærmest pr. automatik købt af bibliotekerne, men sådan er det ikke længere. Derfor er man nødt til at udgive nogle billigere bøger, der appellerer til et privat publikum«. Noget med at redde kvinder Hanne Kvist og Louis Jensen vil ikke umiddelbart sige det store publikum noget. Men det vil en børnebog, der er skrevet af landets justitsminister eller af forsangeren i Gnags eller Renée Toft Simonsen eller prins Charles. »Så forlagene opfordrer dem til at skrive en lille tekst for børn, som skal sælge i kraft af, at de er kendte personer. Nogle af dem har vist sig at kunne skrive, og andre kan ikke. Kronprinsens tidligere kæreste Maria Montell er den, der har haft størst held med det. Hun skrev 'Drengen der har alt'. Som faktisk var god«, siger Torben Weinreich. Og skyder forsigtigt på, at han i løbet af sit liv har læst i omegnen af 5.000-6.000 børnebøger. Favoritterne er naturligvis dem, han læste som barn. Særligt 'Ivanhoe' og 'Robinson Crusoe'. »De har virkelig siddet i kødet på mig. Lige fra jeg var stor dreng, har jeg haft et eller andet Ivanhoe inden i mig. Noget med at redde kvinder. Som stor dreng rendte jeg rundt ude i skoven sammen med nogle kammerater og legede Ivanhoe og reddede et hav af imaginære kvinder fra en skæbne, der var værre end døden«, siger han og griner. Igang med den første kriminalroman I fjor lod Torben Weinreich sig på grund af sygdom pensionere fra sin stilling som leder af Center for Børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Universitet. Og nu har han fået fortalt historien om børnelitteraturens første 400 år i Danmark. Så egentlig kunne han bare læne sig tilbage og nyde livet og sin store have i Lundby mellem Næstved og Vordingborg. Men sådan er det naturligvis ikke. For i udkanten af arbejdet med børnelitteraturens historie meldte sig pludselig et plot. Og sådan et kan man jo ikke lade ligge. Så Torben Weinreich er allerede halvvejs i arbejdet med sin første kriminalroman. Der naturligvis har en førtidspensioneret skolebibliotekar som hovedperson.