Det kan ikke være tilfældigt, at Odysseus og rejsen, knyttet til hans navn, hans odyssé, har leveret stof til en række af vores civilisations betydeligste digterværker: Vergils 'Æneiden', Dantes 'Den guddommelige komedie' og James Joyces 'Ulysses'. Igennem 'Odysseen' og dens hovedperson søger digterne i disse værker at omfatte hele deres samtids viden og sproglige udtryk. Ja, allerede i græsk oldtid blev Odysseus en spejlfigur hos tragediedigtere og en filosof som Sokrates Denne interesse kan følges videre op igennem tiden, den findes også i nordisk litteratur, tag blot Holbergs komedie 'Ulysses von Ithacia' eller Eyvind Johnsons antiodyssé 'Stråndernas svall'. Eksemplerne er talrige, som den interesserede læser kan følge i W.B. Stanfords 'The Ulysses Theme'. Snart er Odysseus positivt skildret, snart negativt, en tvetydighed, han fører med sig fra Homers værker. Spørgsmålet er, om der overhovedet, ud over Jesus, findes en figur, der så ofte er anvendt i digtningen. Max Horkheimer og Th.W. Adorno tøver da heller ikke med i 'Oplysningens dialektik' at udnævne 'Odysseen' til »den europæiske civilisations grundtekst«, intet mindre. Imidlertid er det ikke ment for det gode, eftersom de to marxistiske filosoffer opfatter Odysseus som 'urbilledet' på det borgerlige stræbersubjekt. På den måde har Odysseus måttet lægge ryg til lidt af hvert. Hos grækerne fremstilles han som indbegrebet af fornuft og ædelhed, efterlignelsesværdig i sin evne til at bære livets tilskikkelser. Men han skildres ligeledes som en magtliderlig, kynisk realpolitiker. Alt i alt viser det figurens utrolige rummelighed, for siden Homer har nye tider kunnet tolke deres livserfaringer igennem 'Odysseen' og dens knortede helt. Men hvordan i alverden har Odysseus erhvervet sig en sådan mangfoldighed? Svaret findes hos Homer selv, ikke blot i 'Odysseen', men også i 'Iliaden'. I denne større sammenhæng udstyres han med en række iøjnespringende psykologiske karakteristika, der er med til at forklare hans nærmest endeløse symbolkraft for eftertiden. Skønt Homer skaber sine værker over en mytisk tradition, kan Odysseus i sidste ende ikke skelnes fra Homers egen hensigt. Han gør ham allerede til en af de store helte i 'Iliaden'. Om nogen bliver Odysseus den figur, som Homer knytter sit eget verdenssyn til, og den, i hvem han finder en løsning til de store krisefyldte omvæltninger, som hans epos er blevet til igennem. I generationer er det blevet diskuteret, hvem Homer egentlig var, om hans to værker er skrevet af flere eller en forfatter, om værkerne udgør en enhed eller blot er stykket sammen af forskellige versioner. I den nyere oldtidsforskning anser man givetvis med rette, at værkerne bygger på en mundtlig tradition, som sangere igennem århundreder har repeteret, før de endelig er skrevet ned, hvad enten årstallet nu er 750 f.Kr. eller et senere tidspunkt. Under alle omstændigheder spænder værkerne over et historisk stof, der går helt tilbage til Mykenetiden ca. 1500 f. Kr. Karakteren af improviseret sang, ledsaget af lyrespil, godtgøres af de såkaldte faste formler og epiteter (tilnavne), et hukommelseslager, som sangerne kunne anvende efter tid, sted og publikum. Men samtidig afslører en nærmere analyse af værkerne, at de er baseret på en så avanceret fortælleteknik, at det synes hævet over enhver tvivl, at vi står over for et opus, nedskrevet og komponeret af en forfatter af højeste karat. Denne synsmåde gør det desuden muligt at se en samlet plan bag 'Iliaden' og 'Odysseen' alle forskelle til trods. Planens kompositør er Homer. Med sin skildring af herotidens idealer og belejringen af Troja er 'Iliaden' utvivlsomt ældst. 'Odysseen' fortoner sig nok i det mytiske, men griber på samme tid igennem skildringen af et realistisk græsk bysamfund ind i det historiske. I 'Odysseen' optræder f.eks. det græske ord for fornuft eller tanke (nous) med større hyppighed end i 'Iliaden'. De to epos dukker på forunderlig vis ud af fortidens tåger som kunst- nerisk fuldbårne værker og bliver vores første omfattende kilder til belysning af den bevidsthedsproces, vi stadig er en del af. I sig selv repræsenterer de således et brud med den tidligere epoke i menneskehedens historie, vi stort set kun har arkæologiske vidnesbyrd om. Homers værker blev til i, hvad man kalder oplysningstiden, knyttet til de græske kolonier i Lilleasien - under indflydelse af højkulturerne i Orienten. Det var en ekspansiv periode, ikke kun bevidsthedsmæssigt, men også ved de sødygtige grækeres kolonisering af fjerne egne, hvad der findes spor af i 'Odysseen'. Homer er denne bevidsthedsskreds' digter, og Odysseus den mytiske og fiktive skikkelse, hvorigennem indholdet af dette skred beskrives og tages i besiddelse som menneskelig erfaring. I den forstand er Odysseus i ordets dybeste forstand en kulturbærende og skabende helt. Enhver vil vide, at Odysseus skildres som en overmåde snedig rad, en væsentlig årsag til, at hans kampfæller omgås ham med en vis mistro, ligesom dette ligger til grund for hans blakkede renommé i eftertiden. Som ingen anden har Homer som nævnt udstyret ham med en række tilnavne, der synliggør hans personligheds mange sider. På græsk er disse epiteter mere prægnante end på dansk. I Otto Steen Dues nye oversættelse er denne mangfoldighed dog med held fastholdt i skiftende ordvalg: den aldrig forlegne helt, den hærdede helt, den prøvede m.fl. Disse tilnavne er ikke tilfældige, men siger noget afgørende om den person, de tilskrives. Sluttet herudfra er Odysseus usædvanlig intelligent, kundskabsrig, udholdende og har en fabelagtig evne til at tolke og tilpasse sig de dødbringende situationer, han placeres i som kriger ved Troja eller på hjemrejsen. Han ejer den dybere forvandlingsevne, som kommer frem i det ydre, når han forklæder sig som tigger ved hjemkomsten for at belure bejlerne; de ydmygelser, han må udstå i den forbindelse, er et andet bevis på hans tålmodighed og evne til at tænke langsigtet, strategisk. Vist er den prægtige og meget vrede Achilleus centrumfigur i 'Iliaden', helten over alle. Men i sin mere tilbagetrukne position spiller Odysseus allerede her en central rolle, der peger frem imod 'Odysseen'. Disse to helte er de homeriske værkers egentlige modpoler. Achilleus, der mistænker Odysseus for at tale med to tunger, er vendt bagud imod en helteæra, hvor det kommer an på tapperhed, fysisk styrke og skønhed, at skaffe sig et udødeligt ry og mægtig rigdom. Odysseus viser derimod frem mod en ny bevidsthedstype og mere nuanceret moralopfattelse. Han besidder de traditionelle heltedyder, men hans forstandskraft gør ham i stand til at tolke begivenheder som motiveret af mennesker selv, og ikke som indgreb fra guderne. Af samme grund kan han styre sit driftsliv og fastholde sit mål: at nå hjem. Til trods for at Homer ikke behersker en moderne psykologi, men som i mytisk tænkning opfatter individet som en enhed af sjæl og krop, ydre og indre, forstår han via Odysseus at skildre en person, der hele tiden orienterer sig i forhold til sit indre liv. Og at det er denne fortolkningsevne, der har fremtiden for sig, afslører det homeriske fortællekorpus ved, at Troja ikke kan erobres ved en Achilleus' fysiske kæmpekraft, men netop af Odysseus, da han udtænker den trojanske hest, den strategi, der giver ham udødeligt ry. Tanke og tolkning har dermed afløst heroisk krigerdyd. Sådan møder vi Odysseus i 'Odysseen', der på den vis bliver en demonstration af den udviklede tankes evne til igennem alle farer og fristelser at bringe ham frelst hjem. Stadig er han en helt, men helteverdenen i dens arkaiske form har han lagt bag sig i 'Iliaden'. Sin listighed har Odysseus arvet fra sin morfar, Autolykos, der sammen med Sisyfos (der undertiden gøres til Odysseus' far) var den snedigste af alle mennesker og derfor inderligt forhadt. Morfaderen har ligefrem opkaldt ham efter sig selv som den, der er hadet, uanset at Odysseus beskrives som from og vennesæl over for sit folk. Hans nære tilknytning til visdommens gudinde, Athene, pointerer ydermere hans ekstraordinære intelligens. Allerede i 'Iliaden' går gudinden til ham, når det for alvor brænder på, ligesom Homer altså har valgt at gøre ham til eksponent for den utopiske fremtid, han digter sine værker frem imod. Odysseus skal være kulturskaberen, idet han ved at udvikle sin personlighed til sidst kan genindsættes som en konge, der ikke hersker i heroismens voldelige ånd, men ud fra fredelige værdier. På den måde bliver 'Odysseen' en prøvelseshistorie, hvor Odysseus skal vise, om han virkelig ejer den nødvendige psykiske kapacitet. Det er forudsætningen for, at han kan vende hjem, generobre sit rige og sin ventende hustru Penelope. Rejsebeskrivelsen får vi at høre af Odysseus' egen mund. På den ene side står vi dermed over for verdens første selvbiografi og jegroman. På den anden side bliver fortællingen omgærdet af den tvetydighed, der kommer fra Odysseus selv. Hvad er sandt, hvad løgn? Sædvanligvis opfattes disse eventyr som skipperskrøner og myter. Det er de givet også. Læses de imidlertid ind i den samlede fortællings plan, får de en indre betydning, hvor alle historier og skikkelser spejler hinanden. Det er ikke muligt her at gå i detaljer, kun at antyde indholdet af denne virkelighed, Odysseus er tvunget til at berejse, og som er en følge af Homers eget livssyn. Det påfaldende er nemlig, at Homer stort set ikke omtaler de moderkulter, knyttet til jorden og frugtbarheden, der dominerede i den forudgående mytiske tidsepoke. I stedet opfinder han den olympiske gudeverden med Zeus som øverste faderprincip. Dette markante skifte fra moder- til faderreligion tolkes siden åbenlyst hos en digter som Aischylos og ligger til grund for det senere demokratis patriarkalske styreform. Så uanset hvor bevidst Homer måtte have været herom, er konsekvensen af denne proces til stede i 'Odysseen'. Mandens første skridt bort fra Moderen, hvad enten det er på et kollektivt eller personligt plan, kræver en frigørelse fra det kvindelige, det trin, som 'Iliaden's helte befinder sig på. Men for at blive et fuldt udviklet individ må manden igen konfrontere sig med og integrere den kvindelighed, han har emanciperet sig fra. Det svære heri beror på, at den gode mor nu slår om og i skikkelse af bjørne, vildsvin og drager møder de rebelske sønner. Og det er altså denne virkelighed, som Odysseus møder på sin rejse såvel i kyklopen, Scylla, som i de dårende fristerinder Kirke og Kalypso. Modsat sit mandskab modstår han i kraft af sit intellekt og målrettethed at synke tilbage i denne mytiske verden, som lokker med evig lyst. Og ved hjemkomsten kan han så fordrive de kaosmagter, der i form af de unge, degenererede bejlere har søgt at forføre hans hustru og dræbe hans søn. Igennem denne sidste store prøvelse, hvor han altså, forvandlet til uigenkendelighed, må tåle alle hånde bespottelser, viser han, at han har den åndelige kraft, der skal til for at sikre sit rige fred. Og i hans genforening med Penelope heles de sår, som Helena ved at svigte sin mand brød op i den græske helteverden. Dermed har Odysseus ikke kun fuldbyrdet sig selv som individ, men som en sand kulturbærer realiseret Homers underliggende utopi om at skabe en ny virkelighedsorden på retfærdighed, fred og social orden, den samme treenighed, som siden lovgiveren Solon opstiller for borgerne i Athen. Som den bearbejdelse af virkelighed, Homers værker er i fortællingens form, går de fra krigen i 'Iliaden' til den endelige fredsslutning til sidst i 'Odysseen'. Dette opbrud bekræftes i den efterfølgende digtning og filosofi, den eksplosive udvikling af græsk kultur og demokrati. Her bliver samtidig også de negative følger synlige, idet frigørelsen fra Den Store Moder resulterer i en kvindeundertrykkelse og et had til kvinden, som kaster sin slagskygge helt op i nutiden. Udviklingen af sjælen, evnen til at tænke abstrakt, demokratiets opståen, alt det og meget mere ligger på spring i Homers værker. Som de første litterære kilder om vores egen verden og normer rummer de en viden, som i dag er vigtigere end nogen sinde, nu hvor vores historiske bevidsthed trues af en almindelig udslettelse. Det vil betyde en tilintetgørelse af vores egen fremtid, så sandt ingen forstår sin nutid og kan få en fremtid uden at forstå sin fortid. På dansk er vi tilmed nu så heldige at kunne læse 'Iliaden' og 'Odysseen' i Otto Steen Dues fremragende, mundrette heksametre, der går igennem sjælen som store dønninger fra tidernes morgen, mens Peter Brandes med sine kraftfulde illustrationer netop anskueliggør den homeriske verdens storladne gru og skønhed.