Den mest berømte scene, som Kaj Munk har begået, findes i ’Ordet’ (1932).

Det er her, Inger genopstår fra de døde. Hvis hun vel at mærke er død. Og når moderne iscenesættere i øvrigt lader hende genopstå. Inger genopstod i Odense Teaters opførelse i sidste sæson. På én gang gammeldags og rørende. Mens iscenesætteren Lars Norén i sin rensede opførelse på Det Kgl. Teater – også i sidste sæson – snød publikum for miraklet. Inger forblev, skønt genopstået i de efterladtes bevidsthed, død i enhver jordisk forstand. Lars Noréns forhold til Kaj Munk vender vi tilbage til. Først lige en lille scene til; langtfra så berømt som den i ’Ordet’, men til gengæld så meget mere fantastisk. Her sker også et mirakel; bare på en lidt anden måde. I ’Egelykke’ (1940) skildrer Munk den unge Grundtvig – huslærer på godset Egeløkke – og hans sværmerier for husets frue Konstance. Grundtvig er stormende (også fortvivlet) forelsket, og Munk er ikke sen til at kaste ham ud i selv samme: et stormvejr. Indre som ydre. Til en fest flygter Grundtvig ud i den mørke vinternat. Da han vender tilbage, er han ikke længere sig selv. Hvad er der sket? »Jeg mødte en derude i Stormen. Nej, bliv ikke bange! der mødte mig noget saa stort«. Hvad Grundtvig har set derude, må vi som publikum selv forestille os. Selv om vi ganske vist hører om, at han ved en gravhøj har mødt en kæmpe, der fortæller ham, at »Stormen er til, for at vi skal bruge den«. Religiøs anfægtelse Fra erotisk længsel til åndelig og religiøs anfægtelse. Midt i det hvirvlende hvide mørke ser Grundtvig med ét sit livs mål og mening. Han har set noget – noget, der er større end ham selv. Og hvad stormen skal bruges til, forstår man snart: »Jeg skal ryste Himlens Kræfter. Jeg skal ryste Himmel og Jord«. Her kan man selv godt blive rystet. Hvad har Munk egentlig gang i? Det kan man læse om i den antologi, der for nylig er udkommet om Kaj Munks skuespil: ’Opgørets dramatiker’. Det er Johs. Nørregaard Frandsen, der skriver om ’Egelykke’ og Grundtvig, der skal dannes »som den reformator, der forankrer det kristne i en dansk eller nordisk heltetradition og omvendt forankrer det danske heltepotentiale i kristendommen«. Og om selve stykket, at det var »et stykke beredskabslitteratur eller i hvert fald et forsøg på at opildne samtiden til dåd«. Som der står indmejslet på toppen af gymnastiksalen på Vallekilde Højskole, hvor Politiken i juli afholdt sin årlige sommerhøjskole for læserne: »Dag og Dåd er Kæmperim«. Det er et citat af Grundtvig og rimer på den nordiske kæmpeånd. Vi danskere skal ikke finde os i en dyt. Vi er krigere. Hm. Måske lidt vel kæmpepatetisk. (Måske lidt svært at tage alvorligt i vore dage – aktivistisk udenrigspolitik eller ej). Står man i øvrigt på Vallekilde, og stikker man sit nordiske kæmpehoved indenfor i gymnastiksalen, ligner rummet noget, der kunne bruges til et wagnersk Festspiel – med mulighed for et par strækøvelser. Men nok om de billige associationer. Grundtvig kommer altså ind fra kulden og er blevet som et nyt menneske. Efter at have vækket godsets frue til jordisk lir sværmer han nu for det højere: det store. Og hermed nærmer vi os også selve sagens kerne: Kæmperen Kaj Munks eget forhold til kæmper. Gennem sit liv selv god for en storm eller to, og selv om Munk endte som en martyr, berømt for sine egne sværmerier for både det største og det stærkeste: den stærke mand!
Hitler og Mussolini Munk flirtede med både det nationale og de store førere – Hitler og Mussolini. Han stod i sin egen samtid midt i en – i sandhed: kæmpe – værdi- og kulturkamp. Som det hedder i hans ret studentikose samtids- og lokaludgave af ’Hamlet’ (1938): »Tiden har en Skrue løs. Jammerskade, at netop jeg er udset til Mekaniker«. Mekanikeren, der for så vidt var lige så meget rundt på gulvet som Hamlet, blev 1930’ernes og 1940’ernes store, danske dramatiker. Lige så gammeldags i sin teaterform som højaktuel i sin politiske og åndelige optagethed af tidens problemer. Men efter sin tragiske død i 1944: dømt ude i kulden. Eftertiden har haft travlt med at tage afstand fra både hans holdninger og hans skuespils mere kunstneriske værdi. I historieskrivningen og i diverse litterære leksika er han på én gang gjort til skurken og miskrediteret som kunstner. Men inden for i alt fald de seneste 10-15 år igen på vej tilbage. Om man vil: ind i varmen! Også selv om Lars Norén så sent som op til premieren i foråret på ’Ordet’ udtalte her i avisen: »For mig ligger religion vældig nær ved fascisme. Begge dele skaber rødder og orden. Det er ingen tilfældighed, at Kaj Munk var nazist, samtidig med at han var præst. Der findes en sammenfaldende længsel efter nogen, der kan rydde op i det onde og gode og skelne sandt fra falsk. (…)«. Og så tilføjede Norén for en sikkerheds skyld: »Så jeg er særdeles kritisk over for Munk. Han fylder mig med stærk modvilje, en dybt usympatisk og udemokratisk person. Men han er større digter, end han er præst«. Det er så her, den nævnte antologi kommer ind på scenen. Bogens ene redaktør og bidragyder, Henrik Nygaard Andersen, skriver i forbindelse med skuespillet ’Han sidder ved Smeltediglen’ (1938): »Den udbredte opfattelse i Danmark af, at digterpræsten Kaj Munk udelukkende var optaget af de stærke mænd er en misforstået tolkning af hans forfatterskab, da Kaj Munks skuespil i lige så høj grad bearbejder de svage mænd!«. Kapitlet her bliver lige så meget en læsning af forholdet mellem Munks kristne tro og kernen i skuespillet som et opgør med tidligere marxistiske (fejl)læsninger af forfatterskabet. Skurk eller helt I vor egen tids kultur- og værdikamp står, kort sagt, også kampen om Kaj Munk: skurk eller helt? Per Stig Møllers vægtige biografi ’Munk’ (2000) var med til at bane vejen for et langt mere nuanceret billede af både forkynderen og forfatteren. Og op gennem 1990’erne blev der også, bl.a. i anledning af Kaj Munks 100-års dag i 1998, spillet et par nyskrevne stykker, der dog var bundet til hans livs drama – snarere end til hans dramatik. Det har så været det andet store spørgsmål: Er hans skuespil strengt taget særligt gode? Kan de spilles i dag? Det vil sige: ud over ’Ordet’, der som sagt blev opført to gange i sidste sæson og i 2006 optaget i en vis Brian Mikkelsens kulturkanon. Dramatikeren Kaj Munk: død eller levende? Engang sakrosankt, siden anakronistisk og næsten glemt. I dag på vej til at blive om ikke fuldt kanoniseret, så dog genlæst med nye øjne. Det skete med Per Lykkes antologi ’Ordet på bordet. Ni læsninger af Kaj Munks dramatik’ i 2004. Og det sker så igen med antologien ’Kaj Munk. Opgørets dramatiker’, der som program vil koncentrere sig om »Munks livssyn set i lyset af hans skuespil«. Det er der stort set kommet nogle udmærkede læsninger ud af. Selv om det virker ret besynderligt – når det netop kommer til stykket – hvor lidt den forholder sig til de opførelser af Munks skuespil, som trods alt har været i nyere tid, bl.a.: ’En Idealist’ i 1996 på Det Kgl. Teater; ’Kærlighed’ i 1997 på Odense Teater og ’Egelykke’ i 2000 på Det Kgl. Teater, samt Henrik Sartous opførelser af ’Ordet’ og ’Ordet II’ i 2001 på Aalborg Teater … Hvofor kampen om Kaj Munk? Ikke desto mindre: skurk eller helt? Død eller levende? Og måske det allermest brændende spørgsmål: Hvorfor denne intense kamp om Kaj Munk – lige her og nu? Det spørgsmål får vi faktisk besvaret, klogt og underholdende, i Hans Hauges aktualiserende nedslag i ’I Brændingen’ (1929). Hauge refererer til Per Stig Møllers forklaring om Kajs tilbagekomst med, at der igen var sans for religion i det danske samfund. »Fordi Gud var kommet ind fra kulden«, skriver Hauge, »fik Munk og dermed også Kierkegaard en renæssance i løbet af 1990’erne«. De var nu ikke de eneste. Hvor det for alvor brænder på, er i Hauges greb om en tredje af tidens genopvakte kæmper – Georg Brandes – som Munk beundrede og lavede et lille fiktivt portræt af i stykket. De har ifølge Hauge mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro: »(…) Kaj Munk er det tætteste, vi i Danmark er kommet på en brandesiansk og kristen forfatter«. Så har vi læst det med. Skal kristendom og kulturradikalisme forenes, lyder det, er Kaj Munk en slags model. Skal ’I Brændingen’ – på randen af det komiske og ironiske – opføres i dag, foreslås det videre, skal det være som en ren farce. Det ser vi frem til! Måske er Kaj Munk trods alt ikke helt så bundet til sin egen tid, som vi ellers har ment. Uden dermed at være sagt, at alle hans skuespil på ny skal finde vej til scenen. Men så meget mere genlæst og påskrevet: et forbillede, på godt og ondt, som den fanden tage os dybt besværlige dramatiker, han var. En på én gang politisk og religiøs urostifter i dansk teater. Hvor finder man lige sådan en i dag?