Bøger

Mennesket er en gangart

Norske Tomas Espedal er romanforfatter og vagabond på deltid. Disse to sider af sit liv har han ført sammen i romanen ’GÅ’, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og nu udkommet på dansk.

Bøger

Når du går uden mål og med, følger du et spor, der fører til dig selv.

Så tag din byrde og gå. Gå fremad, gå amok, gå i hi, gå i hundene, gå i stå. Gå hjem, gå ud, gå i barndom, gå op i en højere enhed. Vi går fra hinanden og vi går i de andres fodspor. Mennesket er oprindelig en gangart, tror jeg.

At gå er vores naturlige tilstand. Dette vuggende tråd som selv stive storbyben hurtigt kan falde ind i. Når fødderne går af sig selv, sætter de sjælen fri. Selv sortsyn kan fortyndes med fodsåler. »Den store sti har ingen port«, belærte vandremunken Mumonkan: »Når man går igennem den portløse port / går man frit mellem himmel og jord«.

Sådan går tankerne deres egne veje rundt i hjernebarkens krøllede stisystem, mens jeg går på fortovene. Det er den dag, hvor jeg skal møde den norske forfatter og vandringsmand Tomas Espedal.

’GÅ’
Han har skrevet en roman med den i mine øjne vildt romantiske og absolut fyldestgørende titel ’GÅ’ (som dog for en sikkerheds skyld er forsynet med undertitlen ’Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv’!).

Jeg har sat Espedal stævne på SULT. Restaurationen i Københavns hjerte opkaldt efter Henning Carlsens filmatisering af Knut Hamsuns roman.

Per Oscarsson i rollen som evindeligt travende og rastløst rablende poet i Kristianias gader forekommer at være en naturlig talisman for mødet med den vagabonderende norske forfatter med ambitionen om »at leve et vildt og poetisk liv«.

Litteraturen kom først
Tomas Espedal kommer ind og ligner en budbringer fra en verden, hvor vejene er uden ende og fri tid ikke er noget, man gør op i kroner og øre. Den hvide skjorte har høj, gammeldags krave. En hvid skjorte er vigtigt for det gode indtryk, når man færdes på vejen, hvor man altid er et nyt bekendtskab.

Frakken er stor og gammeldags. En slags ransel hænger i en snor tværs over brystet på vandringsmanden, hvis hovedhår rejser sig over de tætklippede tindinger så højt som Gøgs eller Tintins. Hergés berømte reporter, som også er kendt som en ivrig vandringsmand.
Litteraturhistorisk nostalgi

Der var engang hvor det fattige digterliv ofte lignede lazaronens. Så der er et element af litteraturhistorisk nostalgi over følelsen som læser, når man sidder med en roman om at gå på vandring og gå i hundene, hvor begreberne litteratur og personligt projekt ligner to sider af samme sag.

»Det er begge dele«, melder han klart ud. »Litteraturen kommer altid først for mig, men den tager altid udgangspunkt i noget personligt«, fortæller Espedal, der har skrevet ti romaner. »’GÅ’ er en roman.

Dengang jeg begyndte at skrive besluttede jeg mig for kun at skrive romaner, men til gengæld med respekt for romanen at undersøge, hvor meget romanen kan holde til. Så jeg har undersøgt en række forskellige genrer fra brevroman til dagbogsroman og rejseskildring«.
Gode ideer bliver sjældent til god litteratur

At lave en bog om at vandre til de vandreglade nordmænd er faktisk en idé af ældre dato, fortæller han. Men idéen var så god, at han i lang tid måtte forholde sig mistroisk til den. Lidt for gode idéer, skal man holde sig fra. For gode ideer bliver sjældent til god litteratur, mener han.

Men i øvrigt er Tomas Espedal og hans vandrende alter ego i ’GÅ’ ikke en norsk fjeldvandrer af den gængse støbning. En norsk bjergvandrer er en sundhedsapostel med tip-top udstyr.

Som får et chok, når han med lunger bugnende af karsk bjergluft åbner døren til fjeldhytten og får øje på Espedal og hans vandremakker, der er kommet først til hytta. To lazaroner i krøllede jakkesæt pulsende på smøgerne på ryggen i køjerne og med billig vin og livgivende whisky inden for rækkevidde.

Bagefter kan undrende landsmænd i hyttens gæstebog læse vidtløftige diskussioner om fordele og ulemper ved indtagelse af diverse slags spiritus under forskellige højdeforhold. Er det bedst at drikke, når man går op eller når man går ned?

Svært ved faste forhold
Når den lidt for gode idé alligevel efter mange års lagring blev til en roman, skyldes det flere ting. Tomas Espedal havde efterhånden gået mange lange ture. Nogle gange i månedsvis.

Hans hoved var blevet et omvandrende bibliotek af vandrelitteratur. Og så skete der noget på det personlige plan. Det med at bo i en lejlighed på en bestemt adresse med ting og faste forhold, har aldrig faldet ham let.

»Jeg har altid haft problemer med at bo. Jeg havde aldrig rigtigt undersøgt hvorfor. Så det var en af grundene til at jeg skrev bogen. Hvorfor har man svært ved at bo?

Det handler mere om overlevelse end frihed
Er det bare ens skæbne, der gør, at man hele tiden må flytte? Eller er det en tilbøjelighed? Er det en defekt, at man ikke kan bo fast? Det mener jeg jo ikke, at det er. Men et af problemerne er, at der ikke længere er mange muligheder for at bevæge sig frit.

Med grænser, regeringer, ejendomme og begrænsninger er det meste blevet spærret af. Der er ikke mange frirum at bevæge sig i. Ikke mange vandrer for frihedens skyld. Man møder ikke mange, når man er ude på landevejene, og de fleste af dem man møder er sociale tilfælde. Mennesker med problemer som er blevet nomader«.

Det handler mere om overlevelse end frihed?

»Akkurat. Men forfatteren er privilegeret. Forfatteren har altid en plan. Han skal jo hjem og skrive en bog«, siger han.

Hans omkringflakkende liv har ikke fjernet ham fra det norske litterære miljø. Her har Espedal sin egen diskrete plads, der dog er blevet en hel del mindre underbelyst efter ’GÅ’ blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Han er kort og godt blevet kendt. Men nok ikke mere kendt, end at han med skægstubbene som eneste modhage atter vil kunne glide ud i vandringsmændenes løse sammenslutning.

Efter to timer begynder eventyret
»Du vil opdage, at allerede efter to timer begynder eventyret. Man ser tingene på en anden måde. Man lægger mærke til svinget, når man følger vejen, og ser broen på en anden måde.

Fordi man er i færd med at sige farvel. Hvis du går en tur, så tænker du på, at du også snart skal tilbage igen. Når du går ud i det blå, sker der noget helt andet. Så enkelt er det«.

»Jeg tager mit særlige vandrertøj på. Mit jakkesæt. Så bliver man behandlet på en særlig måde. Man går ud af byen, og nogle timer senere er man ude på landet. Og her husker man landstrygerne og vandringsmændene som noget positivt. Det bliver lettere at få steder at sove.

Dagene på landevejen
At gå i jakkesæt er jo også praktisk, når man kommer til en by. Men der sker bare tit det, at man helt har glemt, hvor meget man er mudret til og hvor meget man lugter efter dagene på landevejen«, fortæller Espedal, der efter at have gået ’Rimbaud-ruten’ kom til Paris og oplevede at blive kylet ud på røv og albuer fra caféen, hvor han ville have en knaldtår. Fordi han til sin egen overraskelse lignede en bums.
ni sine ansigtstræk, der synes at misse mod en imaginær sol fra syden.

Litterære vandringsmænd
Foruden hovedpersonen, hans vandreven Narve og et galleri af bifigurer i forbifarten, er ’GÅ’ befolket med vidneudsagn fra litteraturhistoriens mange vandringsmænd.

Fra de gamle grækere der kendte til forbindelsen mellem at gå og tænke tanker til Philosophenweg i Heidelberg, hvor Hegel gik og tænkte . Men den der har størst betydning for hovedpersonen, er den franske digter Arthur Rimbaud. Teenageren Rimbaud gik fra forstaden til Paris.

Gik amok, gik i udbrud og gik som en af de første ind i det moderne. Og ud igen. 19 år gammel gik han sin vej fra lyrikken og blev i stedet vandringsmand i Afrika.

»Hos ham smelter liv og litteratur sammen. Der er ingen myte. Den har vi lavet. At liv og litteratur smelter sammen er gået hen og blevet et ideal for mig«.

Nogen bør redde denne frihed
En central historie i bogen handler om Rimbaud og hans mor. Europæisk litteratur havde ikke eksisteret, hvis mødrene havde fået deres vilje, hævder Tomas Espedal. Mødrene som bekymrer sig om deres digtersønner, skælder dem ud og alligevel hjælper dem med deres sidste surt opsparede skilling.

»Det er min egen mor! Det var en kamp! Min mor var over mig som en ørn. Vi sloges hele tiden. Heldigvis! For det var en god kamp. Den hårdeste kamp, jeg har haft. Overlever man den, bliver man stærk. Vinder man den, ligger vejen med alle vanskelighederne åben«.

Hölderlin, Rimbaud og alle de andre unge mænd – der findes altid en mor, som er bekymret for sin søn, og er det med rette. Specielt hvis han har lyst til at blive forfatter/lazaron. Når man begynder at skrive, har man ingenting. Du har et godt hoved, men fravælger at tjene penge på et godt job. Alternativet er i begyndelsen ret beset ingenting. Eller som der står i ’GÅ’:

»Omstrejfer. Landstryger. Vandringsmand. Til enhver tid har der eksisteret omstrejfere. Men i dag er det et arbejde og en værdighed, der er ved at dø ud. I hvert fald i velfærdslandet Norge. Og du tænker: nogen bør tage vare på denne form for arbejde. Nogen bør redde denne frihed, denne stolthed, genoprette arbejdet og værdigheden, ja, du vil være vandringsmand«.

Frankrig, Rumænien, Grækenland, Tyrkiet
Mange vil genkende et øjebliks fristelse til at droppe ud af den vante tilværelse med dens mange krav. Har du været bange for, at du en dag skulle vælge ikke at vende tilbage?

»Nej, nej«, siger han hurtigt. »Jeg har været bange for mange ting, når jeg har vandret. Især hundene, dem er jeg livræd for! Men jeg har aldrig været bange for, at jeg ikke skulle kunne vende tilbage. Mit arbejde står jo fast. Jeg skal hjem og skrive. Jeg er jo forfatter, og forfatteren kommer først.

Havde det været vandringsmanden, der kom først, havde det måske været anderledes. Jeg har nogen gange været bange for at blive alkoholiker. For det kan man miste kontrollen med«.

Som litteraturens lazaron deler Tomas Espedal sin tid mellem at skrive bøger og gå på landevejen. Han har gået mange steder. Frankrig, Rumænien, Grækenland, Tyrkiet. Han drømmer om næste gang at gå i Paulus’ fodspor i Mellemøsten. De lange ture handler for ham først og fremmest om at koble af. Spadserer man en tur, tænker man så fint. Som Kierkegaard gjorde, når han gik tur på Vimmelskaftet og Købmagergade.

Undslippe glammende hunde
Men går man for alvor på valsen i månedsvis er strabadserne alt for hårde til at det fremmer filosofien. Man skal undslippe glammende hunde, berolige de mistænksomme, finde steder at sove, pleje de smadrede fødder, skaffe mad og drikke og ikke fare vild.

Risikoen findes uden for alfarvej i så vel konkret som overført betydning. Digteren Hölderlin gik så vidt og langt, at han for vild i sit hoved. Går man langt, får man kun radikale idéer, mener Espedal at kunne opspore i den fodformede litteratur- og filosofi.

Hvilket måske kunne være en del af forklaringen på, at de romantiske frihedsidealer i 1920’ernes tyske ’Wandervogel’-kultur endte med at føre den i armene på nazismen.

Taknemlighed
»Men til gengæld lærer man taknemlighed. For man er hele tiden afhængig af andre. Man må bede om mad, spørge om vej. Og lærer man ikke at tænke af at gå langt, så lærer man til gengæld at se«, fortæller Tomas Espedal om vandreerfaringen, der altså på én gang fører til ydmyghed og radikalisering.

Noget af det sværeste er at lære sig selv at sidde ned igen. Når han kommer hjem til Norges veldækkede bord og sætter sig ned, har han meget, meget svært ved at finde ro, indrømmer han.

Jeg tror ham gerne. Uroen sidder ved siden af ham som en ivrig hund, der ikke kan vente med at komme ud og strække ben og snuse til alt det nye, der findes derude.

Det kræver mod at opsøge verden
Det kræver mod at opsøge verden. Som ung tog Tomas Espedal sammen med en kammerat til København. Her skulle de lære at blive digtere. Skrive vildt, ryge cigaretter, skeje ud og gå med piger.

Missionen lykkedes. Året efter sin hjemkomst debuterede Espedal som forfatter. Men også udlængslen blev hængende om halsen som en stivet flip, der gnaver i halsen ved første tegn på borgerlighed.

Det kræver en anden slags mod, at kunne blive siddende i ro. Siger Tomas Espedal. Som nu sidder helt, helt roligt på sin stol i en restaurant opkaldt efter selveste sulten. Jeg rejser mig og går. Går min vej. Går hjem og læser: »Er du klar til at spænde rygsækken på og begive dig ud på den åbne vej?«. Hvis bogen er et spejl, er jeg bange for, at vej rimer på nej.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce