For at få fuldt udbytte og glæde af Ketil Bjørnstads roman ’Kvinden i dalen’, som er nummer 3 i en serie, skal man – og anmelderen pipper ubetinget – have de to tidligere bind i serien nogenlunde present, for læseren får i dette sidste bind ikke meget at hæfte forhistorien op på. Historien er den unge lovende pianist Aksels dystre og rædsomme historie, rædsom, fordi de mennesker, han elsker, dør. I de to tidligere bind døde hans mor – hun gik i fossen – ungdomskæresten døde af anoreksi, mens hendes far tog livet af sig. Så Aksel har frygtelige skygger at kæmpe med. LÆS OGSÅNorsk multikunstner skriver knugende roman Han forsøger derfor at tage livet af sig i begyndelsen af seriens tredje og sidste bind, som har titlen ’Kvinden i dalen’, ved at springe i elven, men bliver hevet op af en lystfisker, for Aksel har fået hans blink i munden og bliver trukket op som en fisk. Ar på sjælen Så er det spørgsmålet, hvordan han dog med alle sine ar på sjælen skal komme videre, og for at finde sig selv tager han op til det nordligste Norge, hvor vinternatten varer flere måneder. Her underviser han lidt på en højskole, drikker en bunke vodka og går i seng med alt, han kan komme til at gå i seng med, samtidig med at han har lange diskussioner med komponisten og pianisten Rakhmaninov. Som et ægte spøgelse følger Rakhmaninov iført sin lange russiske frakke ham. Når det er Rakhmaninov, skyldes det, at han har besluttet at fremføre nogle af hans værker ved sin næste koncert. Sådan bliver det dog ikke, Rakhmaninov må vige for Mozart, og læseren får en del at vide om de tos musik, om lig- og forskelligheder. Forudsætningskrævende Når Aksel sit mål – at komme videre i sit musikliv – eller går han på grund, fordi der rumsterer så mange spøgelser i hans liv, at de virker truende? Det er de spørgsmål, som ligger som en vintertåge over romanen. LÆS OGSÅKendte kedelige nordmænd Nordnorge, lysets skiften, sneens knirken, den kolde luft i lungerne og musikken er nogle af de ingredienser, Ketil Bjørnstad arbejder med, men ’Kvinden i dalen’ kræver nok i højere grad end de to tidligere bind et virkelig opladt læsersind, for den er tæt skrevet, samtidig med at de to tidligere bind ligger som en absolut forudsætning.
Uden den vil man garanteret gå i stå.
