Både ved min sparsomme læsning af Jan Kjærstad og nu af Ketil Bjørnstad finder jeg det påfaldende, at hovedpersonerne og deres omgivelser i de to herrers romaner skal være landskendte og Norges absolut fremmeste inden for det ene eller andet felt. Når det så er så kedeligt og banalt, hvad de går rundt og føler og ytrer, så må almindelige nordmænd da være virkelig kedelige. Og det er de jo ikke! Himmelråbende påstand I Ketil Bjørnstads 'Tesman', som er tredje, selvstændige del af en trilogi - også her ligner han Kjærstad - følger vi titelpersonen, en midaldrende kendt psykolog og terapeutisk bestsellerforfatter, fra han i bogens i øvrigt lovende indledning er til sin kones begravelse efter hendes selvmord. Hun, der var Norges fremmeste psykiater med mange spektakulære ekspertroller i f.eks. mordsager, har bedt om at få spillet 'Öppna landskap' af svenske Ulf Lundell til sin begravelse - til Tesmans undren. Den afdøde Susanne var nemlig kultursnobbet og lidet folkelig. Det kommer til gengæld til at stå som en himmelråbende påstand, for ikke alene har hun været intens folkesangerfan i 1970'erne - hun gik lige indtil sin selvvalgte (også ret postulerede) død som midaldrende helst i tøj fra Hennes og Mauritz. Hun skrev også nogle sangtekster selv, som Tesman intet vidste om. Sympatien udebliver I romanen følger vi Tesmans forsøg på at komme overens med Susannes død og finde sin egen lidet imponerende rolle i livet uden hende. Vi får mange kedelige detaljer i hans momentvise erkendelse af, hvor farveløs og fej han er. Han har dog nogle gode indfald: »Ja, tænkte Tesman, intellektuelle menneskers sentimentalitet var værre end almindelige menneskers. Fordi den optog meget mere plads«. Så sandt som det er sagt. Til gengæld giver et udsagn som dette ingen mening: »Lige meget hvor sky Susanne havde været, så havde hun en kunstnerisk åre«. Ud over det såre middelmådige i alle Tesmans reaktioner - det får være; der har vi nok forskellige tolerancetærskler, selv om forfatterens loyalitet virker påfaldende ureflekteret - er det for mig at se romanens største svaghed, at den afdøde Susanne, så påstået formidabel, fremstår intellektuelt og moralsk umusikalsk og stillestående og utåleligt selvretfærdig og dertil som et dusinmenneske i både smag og meninger. Umulig at føle sympati for. At hun skulle være fremragende på nogen måde, er slet og ret utroligt. Tidsspilde Den mest troværdige person er sådan set den ulideligt selvoptagne husven, forføreren og forfatteren Bergmann. Han er i al sin gennemskuelige egoisme og grådighed mere livsduelig end Tesman, og den klassiske kontrast mellem ham og den spleen-ramte helt, et handlingslammet, overflødigt menneske, er der før kommet stor litteratur ud af. Bare ikke her - dertil er forfatterens tilgang for selvfed og uambitiøs. Man kan måske hygge sig med en bog, selv om man føler sig lidt undervurderet som læser. Men så skal dens miljø og persongalleri i det mindste være genkendeligt og dermed troværdigt. Det er ikke tilfældet her. Så jeg hælder til dommen: tidsspilde.