Nobelprisen fejrer sin 100års fødselsdag. I Sverige med pomp og pragt, fra dansk side med udgivelsen af et murstensværk på engelsk, 'Neighbouring Nobel', hvori ikke blot de 13 danske priser behandles, men også 'nitterne', i det omfang de vakte interesse og opnåede seriøs behandling i de respektive Nobelkomiteer. Dette lader sig dog kun gøre frem til 1950, idet arkivmaterialet fra det sidste halvsekel er båndlagt. Den litterære Nobelpris er to gange gået til danske forfattere. I 1917 måtte Henrik Pontoppidan dele den med Karl Gjellerup, og i 1944 fik Johannes V. Jensen den. Den delte 1917-pris har påkaldt sig megen kritisk opmærksomhed. Det korte af det lange er, at det mærkelige makkerpar, den store realistiske fortæller og den i Tyskland bosatte hyperidealist, kunne føres frem som alternativ til Georg Brandes, der havde spøgt i kulissen, lige siden en snes medlemmer af Videnskabernes Selskab i 1903 havde indstillet ham til prisen. Brandes var simpelthen uspiselig, fordi Svenska Akademien i Nobelprisens første årtier opererede med en ganske snæver definition af, hvad der står i Alfred Nobels testamente: at prisen skal gives til en forfatter eller for et værk med »idealisk riktning«. Akademiets magtfuldkomne sekretær C.D. af Wirsén holdt med denne tolkning det moderne gennembruds skandinaviske bannerførere (Brandes selvfølgelig, men også Ibsen og - Strindberg) såvel som de verdenslitterært store realister (for eksempel Tolstoj og Zola) borte fra det pæne selskab. Pontoppidan tilhørte ganske vist radikalismen og opfattede da også sin pris som så at sige modtaget på Brandes' vegne, men ikke uden kvalme over at måtte dele æren med en forfatter, som han ikke regnede, og som Brandes ligefrem foragtede. Gjellerup derimod ilede glad og fro til Stockholm for at høste hæderen, men blev ikke just hædret af de danske vittighedstegnere. Han var for længst blevet en fremmed fugl i sit fædreland. Der er ingen tvivl om, at Brandes gerne havde modtaget Nobelprisen, selvom han offentligt drev spot ikke blot med de mindre ånder, som fik den, men også med selve det Akademi, som traf afgørelserne.