0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danskernes Nobelpriser

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Nobelprisen fejrer sin 100års fødselsdag. I Sverige med pomp og pragt, fra dansk side med udgivelsen af et murstensværk på engelsk, 'Neighbouring Nobel', hvori ikke blot de 13 danske priser behandles, men også 'nitterne', i det omfang de vakte interesse og opnåede seriøs behandling i de respektive Nobelkomiteer. Dette lader sig dog kun gøre frem til 1950, idet arkivmaterialet fra det sidste halvsekel er båndlagt.

Den litterære Nobelpris er to gange gået til danske forfattere. I 1917 måtte Henrik Pontoppidan dele den med Karl Gjellerup, og i 1944 fik Johannes V. Jensen den. Den delte 1917-pris har påkaldt sig megen kritisk opmærksomhed.

Det korte af det lange er, at det mærkelige makkerpar, den store realistiske fortæller og den i Tyskland bosatte hyperidealist, kunne føres frem som alternativ til Georg Brandes, der havde spøgt i kulissen, lige siden en snes medlemmer af Videnskabernes Selskab i 1903 havde indstillet ham til prisen.

Brandes var simpelthen uspiselig, fordi Svenska Akademien i Nobelprisens første årtier opererede med en ganske snæver definition af, hvad der står i Alfred Nobels testamente: at prisen skal gives til en forfatter eller for et værk med »idealisk riktning«.

Akademiets magtfuldkomne sekretær C.D. af Wirsén holdt med denne tolkning det moderne gennembruds skandinaviske bannerførere (Brandes selvfølgelig, men også Ibsen og - Strindberg) såvel som de verdenslitterært store realister (for eksempel Tolstoj og Zola) borte fra det pæne selskab.

Pontoppidan tilhørte ganske vist radikalismen og opfattede da også sin pris som så at sige modtaget på Brandes' vegne, men ikke uden kvalme over at måtte dele æren med en forfatter, som han ikke regnede, og som Brandes ligefrem foragtede. Gjellerup derimod ilede glad og fro til Stockholm for at høste hæderen, men blev ikke just hædret af de danske vittighedstegnere. Han var for længst blevet en fremmed fugl i sit fædreland.

Der er ingen tvivl om, at Brandes gerne havde modtaget Nobelprisen, selvom han offentligt drev spot ikke blot med de mindre ånder, som fik den, men også med selve det Akademi, som traf afgørelserne.


Under Første Verdenskrig førte den litterære Nobelkomité en art neutralitetspolitik, hvad der kom flere mindre lande til gode. I 1916 blev der lagt op til en 'dansk' løsning. 7 af de 29 kandidater på årets liste var faktisk danskere: Brandes, Gjellerup, Harald Høffding, Jakob Knudsen, Pontoppidan, Ernst v.d. Recke og T. Troels-Lund. Hvordan håndterede man nu den situation?

Brandes manøvrerede man ud på et sidespor. Den afgørende indflydelse, som »altfor ivrige beundrere« plejer at tillægge ham, beror på, at mange, især danskere, forveksler hans belæsthed med »personlig selvstændighed og dybtgående egne indsatser«.

Høffding, vor internationalt anerkendte filosof, kunne vise sig »at have været en mere betydningsfuld personlighed end Brandes i Danmarks moderne kulturliv« - men Wirsén havde før sin død gjort opmærksom på, at han på et fatalt punkt ikke slog til: Han hylder trods alt positivt, man kan sige om ham, empiri og realisme, og de er »umulige som verdensforklaringer«.

Så var der Jakob Knudsen, som to år tidligere havde gjort et stærkere indtryk end Pontoppidan på grund af sin »dybere og mere etisk prægede menneskeskildring«. Denne gang noterede den sagkyndige, der må have haft fornemmelse for vindretningen i Nobelkomiteen, at Knudsens nyeste fortællinger er »så tilpas betydningsfulde, at en pris, da den jo før eller senere og gerne jo før jo bedre bør gå til Danmark, virkelig kunne tænkes givet til ham uden alt for nedgørende indvendinger«.

Knudsen er Danmarks store, betydningsfulde realist »i dette ords bedste mening«, hvor ellers så megen dansk litteratur har »lidt af negativ og steril intellektualisme«.

Da beslutningen skulle træffes, stemte tre komitémedlemmer for deling af 1916-prisen mellem Knudsen og Gjellerup, mens to stemte for Gjellerup som alenemodtager. På den baggrund afgjorde De Aderton, at svenskeren Verner von Heidenstam skulle have prisen. Og et par måneder senere døde Jakob Knudsen.

Dette banede måske vej for den særprægede løsning året efter, da altså Pontoppidan blev lagt i samme vægtskål som Gjellerup, til legitimering af at det ikke blev Brandes, der scorede den første litterære Nobelpris til Danmark.


Brandes var Videnskabernes Selskabs første store satsning i forhold til den nye internationale pris. Ikke mindre interessant er det, at dets næste satsning blev Ernst v.d. Recke.

Hans 20 stillere må have udlagt teksten i den årlige henvendelse fra Nobelkomiteen derhen, at Recke var et rimeligt bud, altså besad en sådan idealitet og en sådan kvalitet, at han kunne komme i betragtning. I dag overrasker det nok så meget, som at også Gjel- lerup havde en støttegruppe i Videnskabernes Selskab.

Ikke at Recke var en mindre idealist, men han repræsenterede i påfaldende grad en romantisk efterklang. I hans formstrenge digtsamlinger skildres ren kærlighed med metrisk passion, og i en række skuespil bragte han ridderlige skikkelser fra europæisk historie i erindring.

Han var simpelthen epigonforfatter. I moderne litteraturhistorier nævnes han blot i forbifarten, fordi han i sin verslære tog Drachmann og andre yngre lyrikere som udtryk for et »uhyre Forfald« siden Oehlenschlägers dage, og fordi Viggo Hørup engang gjorde grin med ham.

Hvor tæt på Nobelprisen kom nu Recke? Den af Wirsén forfattede 1911-indstilling fra Nobelkomiteen fremhæver ham tydeligt nok på Gjellerups bekostning. Hos Gjellerup interfererer »ophøjet idealisme« med »selvovervurdering«.

Recke er en blidere digternatur, højt begavet både som skjald og som videnskabsmand. Som dramatiker kulminerer han i det dybsindige og sjælfulde ridderspil 'Det lukkede Land', »et værk, som i den tænkende læsers øjne alene og for sig er tilstrækkelig betydeligt til at gøre sin forfatter udødelig«.

Og videre: »Sjældent har et digt så gribende fremvist den dybe tro på en overjordisk verden, i hvilken livet i tiden har sin usvigelige grund, troen på det etiske og dets forbindende magt samt troen på en himmelsk beskyttelse, som i farens og fristelsens stund ikke svigter den, der virkelig vil være trofast mod sit kald«.

Er denne stærkt problematiske vurdering en gammel mands sidste overgearede formulering af den kristent-idealistiske grundholdning, som havde indvirket afgørende på Svenske Akademiens nobeldispositioner i Wirsénæraen, eller er det et veloverlagt forsøg på at køre en alternativ dansk kandidat i stilling, for det tilfældes skyld at nogen atter skulle bringe Brandes i forslag?

»Gerne ville jeg have tilkendt denne forfatter Nobelprisen«, står der ligeud. Men komiteens flertal ville give den til belgieren Maeterlinck; og Wirsén ville ikke »fremkalde søndringer i afgørelsens øjeblik«.


Hvilken prestige, der i disse første år knyttede sig til Nobelprisen, kan »tilfældet Holger Drachmann« illustrere. I 1906-07 blev han i stigende grad besat af drømmen om at blive pristager.

Da han vitterligt blev indstillet, fæstnede Nobelkomiteen sig ved et par skuespil af stor skønhed, men med uklar komposition, samt selvfølgelig ved lyrikken. Ikke »helstøbthed og kernefuldhed« falder i øjnene, men »hans sang ejer melodiøs friskhed og ofte en virkelig bedårende ynde«.

I forhistorien spillede vennen Otto Borchsenius håndlangerrollen. I et brev lovede han digteren, der netop havde fejret sin 60-års dag og skulle fejre den videre i Sverige, at han ville overtale »Prof. Høffding og andre« til at producere en indstilling.

Drachmann oplyste, da det blev alvor, at svenske venner, bl.a. Heidenstam, havde bedt ham holde sig »saa meget udenfor Actionen som muligt«, hvilket dog ikke skulle forhindre Borchsenius i at fremme sagen. Samtidig distancerede han sig fra den radikale kreds omkring Politiken og følte sig »drevet i Exil« af den danske presse og bestyrtet over Brandes' »ufattelige Taktløshed overfor Sverige«.

Den nationale småtskårenhed rørte dog ikke de svenske venner: »Jeg staar i liberal svensk Bevidsthed som den fremragende danske Mand, hvis varme Sympati Dag for Dag knytter sig fastere til det aabne, storsindede og ridderlige svenske Folk«.

- »Mine Følelser for Sverig, og alt hvad Norden kan og bør vente af dette, det større Land med de rigere Muligheder og den fastere Folkekarakter - det bunder heldigvis dybere i mit Sind og Ingenium, end et noksaa menneskeligt Ønske om, at Turen til at 'præmieres' ogsaa engang kan komme til mig«.

- Drachmann skulle dog ikke have andre til at sætte sin hat: »Hvis jeg vilde begynde at 'skrive' eller 'leve' i Overensstemmelse med hvad det svenske Akademi, eller rettere Hr. C.D. af Wirsén ønsker og fordrer, da blev det skæbnesvangert for mig«.

Denne lange udredning skulle have været Drachmanns sidste ytring i sagen, men allerede dagen efter klarificerede han et og andet yderligere. Blandt andet citerer han, hvad Heidenstam skal have forsikret ham om:

»Kan ikke dit hele Digterliv, koncentreret i dets vidunderlige friske Poesi, aftvinge Dhrr. (medlemmerne af den »mærkværdigt sammensatte Nobel-Institution«) en Beundring - saa vent intet af deres Naade. Den sidder i Lommen paa intrigante Obscurantister og intrasigente Danskædere«!

Drachmann forsikrer, at han godt kunne leve fast i Sverige, men »da maa Pris-Spørgsmaalet være løst«, da må Wirsén så at sige udstede en garanti om, at Drachmann kommer i betragtning, om ikke i 1907, så i 1908, » fordi han som idealistisk Digter fortjener den«!

Nogle måneder senere rapporterede Borchsenius, at han havde haft en samtale med selveste Wirsén, der havde givet ham det indtryk, at turen var kommet til englænderne, at svenskerne drev »en Slags europæisk Politik med Uddelingen«, og at Selma Lagerlöf stod længere fremme i køen end Drachmann. På det tidspunkt optog gebrækkeligheder ham mere end præmieringstrang.


»I 1931 havde man fra tysk side, med Alfred Döblin som formel frontfigur, bragt Martin Andersen Nexø på banen. Nobelkomiteen havde konstateret, at talen ikke var om »fuldbyrdede digterværker«, selvom romanerne om Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn må berømmes for deres frodige og friske livsskildring og livlige fortælleglæde - og konkluderet: afventen, ikke afvisning.

I 1937 havde professor Ejnar Thomsen indstillet Valdemar Rørdam - og forsøgte det på ny året efter, bistået af Pontoppidan. Det er svært at se, hvad der kan have motiveret dette skridt.

At Rørdams heroiske, kommunismeangste nationalisme få år senere, da det tyske felttog mod Sovjet blev indledt, slog over i usminket nazismebegejstring, er en sag for sig. Men selvom Rørdam var en habil lyriker, burde indstillerne have erkendt, at han ikke rakte ind i verdenslitteraturen.

I protest