Den debuterende Christian Bonde Korsgaard begynder sin digtsamling med en række tekster, der i det ydre ligner digte til forveksling, lige lange linjer i blokke på fire, den ene strofe efter den anden.

Men ser man nøjere til, er det ikke så meget andet end forklædt og lidt fortænkt prosa. Sådan her: »Hvor de trætte finder hvile i den store sommers fred lærer vi langsomt og evindeligt kun på den hårde måde at skærme for solen«.