Foto: Anders Birch

Foto: Anders Birch

Bøger

Besat af at gå

Glem alt om motion. Espedal går for at slippe væk fra normallivets spændetrøje.

Bøger

Den norske Tomas Espedal har gjort sine mange fodrejser til et eksistentielt livsprojekt.

Det har han skrevet en charmerende og tankevækkende bog om.

At gå er en romantisk disciplin grundlagt af digteren Wordsworth, anfører norske Tomas Espedal, der selv viderefører den romantiske gangart i sin bog ’Gå’ med undertitlen ’Eller at leve et vildt og poetisk liv’.

Med andre ord: Der er forskel på at gå af nødvendighed, fordi man er for fattig til at transportere sig på anden måde, og gå med et helt andet formål. Hvad er det så, Espedal går for? Eller går efter?

Slippe væk fra normallivets spændetrøje
Glem alt om motion. Espedal går for at slippe væk fra normallivets spændetrøje og kedsomhed, for at opleve byer og natur, for at være på evig gennemrejse, for at føle et forstærket nærvær.

Han går også af rastløshed, for at slippe for sig selv, for at blive en anden. Og så går han ikke mindst for at skrive.

I gengivelsen af alle disse ture rundt i Norge og Europa fører han samtaler med de store digtere, hvoraf forbløffende mange har været store gående. Ikke vandrere, det leder tanken hen på sportsudøvelse, og det er ikke det, der er tale om, selv om strabadsernes og vablernes antal er stort.
Går i jakkesæt

Espedal går i jakkesæt, når han gennemstrejfer Paris i Rimbauds fodspor, og det er også påklædningen, når han sammen med vennen Narve går i Grækenlands og Tyrkiets bjerge.

I en uendelig bevægelse med den ene fod foran den anden filosoferer han over processen med henvisning til andre før ham, Rousseau ikke mindst, men også Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard, Nietzsche …

Et excentrisk og følsomt menneske
Tomas Espedal er et excentrisk og følsomt menneske. Utilpasset, skarpt registrerende, som når han går gennem det norske landskab med alle de nedlagte og forladte småbrug, eller når han afvises i en parisisk café, fordi hans mudrede jakkesæt efterhånden ligner noget, der hænger på en lazaron.

Når han iagttager byggestil, livsstil og mennesker, han møder. Når han efter den lange græsk-tyrkiske tur gransker sig selv og oplever – hjemlængsel. For det er også en rejses mål: Den skal slutte. Det gør den, når ordet hjem ikke lyder som en trussel.

Espedals rejseri slutter med bogen, en charmerende roman, der ikke ligner nogen anden med samme genrebetegnelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce