Når Ronnie Andersen tager ud i skoleklasser for at snakke om sine bøger, er der som regel nogle ivrige elever, der har læst på lektien. Det er den 32-årige forfatter glad for. Spørgsmål til romanerne ’Date med en engel’, ’6’ og vel snart også den nye ’Tilfælde’ gør det nemmere at møde eleverne åbent. Men håbet er også at få kontakt med nogle af dem, der egentlig er ret ligeglade med hans bøger – og bøger i det hele taget, siger Ronnie Andersen:
»Det er dem på de bagerste rækker, jeg kan identificere mig med fra min egen skolegang. Jeg var også fuldstændig ligeglad. Jeg vil gerne vise dem, at det kan være fedt at læse«.
Lå ikke i kortene
Nogle lærere i hans gamle folkeskole i den sønderjyske by Rødekro, i lærerstaben på Bieringhus Efterskole ved Esbjerg, blandt de ansatte på en kostskole i Østjylland og en ungdomshøjskole ved Ribe undrer sig sandsynligvis også over, at Ronnie Andersen ligefrem holder virkelig meget af bøger.
Og over at han oven i købet har skrevet noget, der er dukket op på mulige pensumlister, når der skal tages danskeksamen på de ældste klassetrin i folkeskolen. For flid og skriftsproglig formåen var ikke ligefrem kendetegnende for ham, da han som skriveforlegen teenager var optaget af at flygte ind i stoffer og Nirvanas rockmusik.
Før han kom på skrivekursus hos forfatteren Bente Clod og i 2004 blev optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur, troede Ronnie Andersen ikke, han kunne skrive. Efter to år på den skriveskole var han omvendt godt i gang med materialet, der blev til den skamroste og meget læste debutroman ’Date med en engel’.
I den ser han ved hjælp af en fiktiv jegperson indirekte tilbage på sine egne teenage- og ungdomsår som stofmisbruger. Også i ’6’ fra sidste år er der misbrug. På sprut og ikke mindst sex flygter dens hovedperson fra sin virkelighed.
Speed, kokain, vodka, rødvin, lsd og alt mulig andet prøvede Ronnie Andersen. Indtil han som 24-årig mistede behovet for at flygte ind i stofferne og også begyndte at blive så angst for deres virkning og så selvdestruktiv i sin tankegang, at han holdt op med at tage dem.
Mød mig på Cassiopeia
’Tilfælde’ er hans første bog, hvor hovedpersonen – han hedder Jon – ikke misbruger et stof eller er på flugt fra omstændigheder uden for sig selv. Jon har en splittelse i sig. Det kender Ronnie Andersen godt, mens der er andre af hovedpersonens karaktertræk, som er langt fra forfatterens eget liv:
»Jeg kunne ikke blive ved med at skrive om de samme emner. Og jeg ville også gerne prøve at finde ud af nogle andre ting om mig selv i stedet for at spille på det samme som i de første bøger. Jon føler sig anderledes og synes ikke, han passer ind. Han vil gerne accepteres, men samtidig vil han gerne stikke ud. Han er lidt mærkelig. Han lider af narkolepsi, går i søvne, og så går han med hjelm. Det er en henvisning til bøger som ’Drengen med sølvhjelmen’, ’Soldater græder ikke’ og ’Gummi-Tarzan’, hvor hovedpersonerne også tager hjelm på. Jon gør det for at beskytte sig selv, hvis han nu skulle falde. Men han gør det lige så meget for at skille sig ud. Han prøver at forstå og vise, at han er anderledes«.
Selv så Ronnie Andersen sådan lidt kommunefarvet almindelig ud, da han for en times tid siden kom slentrende langs Sct. Jørgens Sø med en skuldertaske dinglende over en skulder, som var trukket en anelse skuttende op på grund af kulden. Et stykke ternet skjorte hang uden på bukserne neden for jakken. Men der hørte det anonyme også op eller veg i hvert fald visuelt for en grundigt vindblæst, blond og tilsyneladende tilfældig frisure og et par lysende blå øjne.
At undersøge overklassen
Foran indgangen til cafeen og restauranten Cassiopeia ved Planetariet på Gl. Kongevej standsede han op og hilste. Det er her, vi skal mødes, for i ’Tilfælde’ spiller Cassiopeia med udsigten til himmel og sø, stjerneskud på menukortet og pæn servering ved bordene en rolle for Jon.
Hovedpersonerne i trilogiens første to bøger var ud af henholdsvis arbejder- og middelklasse. Jon er overklassebarn, og hvad det angår, er han den af de hidtidige hovedpersoner, Ronnie Andersen har mindst tilfælles med:
»Jeg er en dreng fra den højere middelklasse, som vi snart alle sammen stammer fra. På en måde har jeg søgt nedad. I underklassen. Da jeg kom til overklassen i trilogien, kunne jeg mærke en modstand i mig selv. Overklassen kendte jeg ikke meget til. Jeg havde et billede af, at den var meget kedelig. Sådan ’Rich Kids’-agtig med forældre, der havde for mange penge og måske nok elskede deres børn, men ikke kunne finde ud af at vise det. Men så vendte jeg det om og tænkte: Hvad nu, hvis han er barn af kærlige forældre, der faktisk har forståelse for deres børn? Hvad nu, hvis penge ikke på den måde er et samtaleemne og ikke er noget, der skaber afstand? Hvis afstanden er inde i ham selv?«.
Den sunde selvkritik
Ronnie Andersen er ikke helt sikker på, at Jon er blevet, som han skulle være. Med sine mærkelige vaner fra den uundværlige skaterhjelm til det hjemmelavede mobilsprog – Jon går omkring og siger ord, som hans telefon foreslår, når han skriver en sms. ’Far’ hedder konsekvent ’Får’, og drengen siger ikke, at han går i søvne. Han bruger mobilens version, så han »går i sound«.
Selv om Jons forfatter har arbejdet bogen igennem flere gange, er der stadig en smule usikkerhed tilbage. Tvivlen var der også, mens Ronnie Andersen skrev. Hvor han ellers sagde til sin kæreste, at når blot han blev færdig med dén fase, ville alt være godt. Noget lignende sagde han også, inden han var nået frem til at skrive og endnu befandt sig i idéfasen.
Mens han i den periode vendte og drejede form og indhold i sit hoved, og da han lavede research i bøger, musik og på forskellige steder, tvivlede han også, led under præstationsangst og kunne ikke finde ud af at være ordentligt til stede blandt andre mennesker.
Det er i store træk, som han beskriver det i ord og med livligt fortællende hænder over en kop af Cassiopeias kaffe og ved siden af et stykke chokoladekage, som han åbenbart ikke rigtig kan beslutte sig til at tage hul på.
Men da han først har stukket gaflen i den, tager han fat. Klokken er også omkring middagstid, og det inkarnerede B-menneske Ronnie Andersen nåede ikke at spise morgenmad, inden han forlod sin og kærestens lejlighed på Frederiksberg.
Stofmisbruget er længe siden nu. Dengang kunne han kemisk dulme tvivl, angst, usikkerhed, kedsomhed og utilpassethed. Nu flygter han ikke. Han er oven i købet nået frem til, at tvivl, angst og selvkritik har andre ansigter end de onde:
»Uden de ting ville jeg måske også nok stadig gide at skrive. Men jeg ville ikke få det samme ud af det. Angst er jo det, der gør, at mennesket ikke bare falder om. Og præstationsangst: Jeg kan sgu godt lide, når folk gør deres arbejde ordentligt. Hvis jeg ikke tvivlede, ville jeg ikke ligge søvnløs om natten for at finde den rigtige form eller for at få form og indhold til at gå op. Så ville jeg ikke udfordre mig selv«.
Men det er nærmest tabu at tvivle på sig selv, siger Ronnie Andersen. Hvis man googler ’selvværd’, får man links til en masse sider om lavt selvværd og kunsten at komme af med det.
»Og siger man, at man ikke kan lide sig selv, svarer folk: ’Jamen, det går slet ikke det her. Vi må have dig på piller og have dig indlagt’. Det er værre end at sige, at man elsker sig selv, præcis som man er. Selv om det betyder, at man ikke vil ændre noget ved sig selv. Det er godt nok selvoptaget: at synes, man er den bedste udgave af sig selv, man overhovedet kan blive«.
fortsæt med at læse
