Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krazy-krimi. De seneste år har en række danske forfattere skrevet krimier, der ikke er rigtige krimier. Tegning: Philip Ytournel

Krazy-krimi. De seneste år har en række danske forfattere skrevet krimier, der ikke er rigtige krimier. Tegning: Philip Ytournel

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Flere danske digtere leger med kvinder, ild og luftkasteller

Er det et blodigt opgør med krimigenren, en uskyldig flirt eller bare et billigt salgstrick?

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det begynder med et mord.

En midaldrende kvinde findes død i et aflåst kælderrum, liget af en gymnasiepige dukker op i en park, eller en nøgen mand skyller i land på en strand ved Øresund med mystiske brændemærker i munden.

Herfra kender de fleste slagets gang: Mordet skal opklares; alle løse ender skal bindes, alle søsatte skibe sejles i havn.

Krimier med mindre salgstal
Men sådan går det ikke altid.

Lars Frosts aktuelle roman, ’Skønvirke’, er det seneste eksempel på et værk, der udgiver sig for at være en krimi, men som læseren hurtigt opdager handler om alt muligt andet end opklaringen af et mord.

LÆS ANMELDELSE De seneste år har flere danske forfattere skrevet bøger, der parodierer og ironiserer over den kriminallitteratur, der indtager en anselig del af hyldepladsen i de danske boghandler.

Fælles for forfatterne er, at de på én gang bruger krimiens konventioner og bryder dem. Ligesom de er fælles om salgstal, der er noget lavere end de kioskbaskere, de går på klingen.

Du kan stort set ikke læse forskel på Camilla Läckberg, Gretelise Holm, Sara Blädel og Elsebeth Egholm.

Det sidste af mordscenarierne i denne artikels indledning er netop taget fra ’Skønvirke’ af Lars Frost. Til at begynde med følger man opklaringen af mordet på manden med de mystiske brændemærker i munden, men efterhånden udvikler romanen sig i en hel anden retning, og det står klart, at mordet ikke er så vigtigt endda.

Også Pia Juuls ’Mordet på Halland’ fra 2009 handler om et mord. Men opklaringsarbejdet viser sig ikke at være romanens vigtigste ærinde, og mordgåden ender med aldrig at blive løst; romanen slutter med flere løse ender, end den begynder med.

LÆS INTERVIEW

Alle forskelle til trods hører forfattere som Henrik Nordbrandt, Henning Mortensen og Svend Åge Madsen alle til gruppen af ’seriøse’ forfattere, der på det sidste har haft en flirt kørende med krimien. En flirt, der ikke kun handler om kærlighed.

Krazy-krimi
For selv om de skriver med udgangspunkt i kærlighed til kriminalromanen, ligner værkerne en ironisk kommentar til den retning, genren har udviklet sig i de seneste år.

»Man fornemmer ganske rigtigt en ironisk distance og udlevering af den udhuling og kommercialisering, den kriminelle genre har fået«, siger Bo Tao Michaëlis, krimiekspert og anmelder ved Politiken.

Som sådan er der ikke noget nyt i, at forfattere kommenterer og ironiserer over andre forfattere. Det har de altid gjort. Umberto Ecos ’Rosens navn’ og Paul Austers ’City of Glass’ er begge klassiske eksempler på den såkaldt postmoderne krimi, der leger med genren og fører den nye steder hen.



Herhjemme går traditionen for metarefleksiv mordopklaring tilbage til Storm P. og Hans Scherfig; begge har skrevet værker inden for den genre, som anmelderen Lars Bukdahl kalder ’krazy-krimi’.

Alligevel giver det god mening, at flere forfattere tager fat i krimigenren netop nu. Ifølge krimiekspert Gunhild Agger, professor på Institut for Kultur og Globale studier ved Aalborg Universitet, ser vi i disse år en naturlig modreaktion på krimiens dominerende plads på bestsellerlister og boghylder op gennem nullerne.

»Krimien er så påtrængende en genre lige nu. Man kan næsten ikke slippe for den, så derfor er der mange, der har brug for at give den et hak i tuden«, siger hun.

Knopskud
Svend Åge Madsen er en af de forfattere, der efter eget udsagn forsøger at gøre op med den forudsigelige krimiskabelon.

Hans nyeste roman, ’Mange sære ting for’, begynder med fundet af et lig på et sted, der dårligt kunne være mere iøjnefaldende – kirkespiret på domkirken i Aarhus. En ifølge forfatteren ironisk kommentar til de moderne krimiers forsøg på at overgå hinanden i morderisk sensationshunger.

»Krimierne indtager en så stor plads, at det er ved at ryge ud i det helt urimelige. De forsøger at overgå hinanden i dramatik eller drabelighed. Det bliver mere og mere grotesk og mindre og mindre virkeligt«, siger han.

Men selv om der nok er tale om et opgør med krimien, er forholdet alligevel mere kompliceret end som så, siger Gunhild Agger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En parodi på en krimi er blot yderligere en variant af formen, og dermed er den med til at holde yderligere liv i det fænomen, som den vender sig kritisk imod.



For selv om Svend Åge Madsen med en roman som ’Mange sære ting for’ tager afstand fra krimien, skriver han samtidig inden for genren. Og på den måde er han med til at forny den.

»En parodi på en krimi er blot yderligere en variant af formen, og dermed er den med til at holde yderligere liv i det fænomen, som den vender sig kritisk imod«, siger Gunhild Agger.

Hun peger på, at krimigenren gennemløber den samme udvikling som enhver anden genre.

»En genre når et mætningspunkt, hvor der er behov for en ny drejning. Ironi og parodi kan ses som et angreb på genren, men det betyder ikke, at genren dør. Det betyder blot, at der kommer nye knopskydninger«.

Litterær krimi
Ifølge Bo Tao Michaëlis handler det også om en kritik af den ’hvad du ser, er, hvad du får’-realisme, der er på spil i mange af de storsælgende nordiske krimier.

»Du kan stort set ikke læse forskel på Camilla Läckberg, Gretelise Holm, Sara Blädel og Elsebeth Egholm. Det er stort set den samme journalistiske form for realisme. Og det reagerer man litterært på«, siger han.

Værd at nævne er derfor også makkerparret Christian Dorph og Simon Pasternak.

LÆS ANMELDELSE

De ironiserer ikke over krimigenren, men repræsenterer en mere ’litterær’ form for krimi – sprængfyldt med intertekstuelle vitaminer. Og på den måde er de med til at føre krimien i en ny retning.

Betegnelsen ’litterær krimi’ ligner også en passende mærkat til de forsøg ud i den kriminelle genre, Svend Åge Madsen har begået sammen med hustruen, Bendte Inger Lise Madsen, under pseudonymet Marianne Kainsdatter, senest ’Engleskyts’ fra 2002.

Gulerod til læseren
Lysten til at diskutere krimien som litterær form er imidlertid ikke det eneste, der driver værket. Der er en anden og helt indlysende grund til at presse sin historie ned i den stramme krimikjole: Det virker.

I et nyligt interview i Politiken lægger Lars Frost ikke skjul på, at hans flirt med femikrimien i ’Skønvirke’ er et forsøg på at holde fast i læseren. En gulerod med andre ord.

Eller med forfatterens egen underspillede formulering:

»Jeg prøver bare at holde fast i folks opmærksomhed«.

LÆS INTERVIEW

Er krimien så bare et trick, kunne man spørge.

»Det er det da«, siger Lars Frost.

»Men det er det hele jo, uanset om man skal forsøge at fiske sig et job eller en kæreste, eller man skal prøve at overbevise et andet menneske om, at det skal lade sig gøre gravid med ens barn. Så skal man prøve at se tilforladelig ud. Til en vis grad i hvert fald. Indtil man afslører sit sande jeg«, siger Lars Frost i Politiken 26 marts.

I ’Skønvirke’ bliver det kriminelle plot en motor, der fører læseren ind i et udsyret, dystopisk mareridt om det danske velfærdssamfund, hvor selv sproget bryder sammen til sidst. Og seriemorderen – hun går fri.

Større genrebevidsthed

Også Svend Åge Madsen, der har leget med krimigenren gennem hele sit forfatterskab, er bevidst om skabelonens forførende egenskaber. »Fordelen ved krimiskabelonen er dens fremdrift. Spændingen, som får læseren til at hænge på. Det er en fristelse for en forfatter, at man ved, at læseren hænger på. Risikoen er bare, at man bliver fanget af skabelonen, i den forstand at man kun kan udtrykke nogle bestemte ting«, siger han. Ifølge forfatteren er problemet med den skabelon, som mange moderne krimier er skåret over, at den ikke levner megen plads til at diskutere spørgsmål om skyld og straf. »Postulatet er det samme, nemlig at der har været et problem, men nu har vores tapre politifolk skaffet os af med det, og nu er alting godt«.





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Og det er en forsimpling af virkeligheden, mener Svend Åge Madsen. Han så gerne, at forfatterne stillede spørgsmål ved selve retssystemet i stedet for altid at ’holde med’ det. Selv forsøger han derfor at ’stritte imod’ ved at køre plottet i ’Mange sære ting for’ ud i det absurde. Hvad får læseren så ud af ironien og de uopklarede mord? Ud over en slem skuffelse, hvis man forventer en velopklaret forbrydelse og en morder sikkert buret inde bag slå og lås. Ifølge Gunhild Agger giver værkerne større genrebevidsthed. Men de har også en anden og mere håndgribelig kvalitet: Først og fremmest er det – sjovt.





Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden