Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev den bedste tyske litteratur brændt og ausgebürgert – landsforvist.

Propagandaminister Goebbels så helst de satans dissidenter rådne op: »Lad dem bare fråde videre på emigrantkafeerne i Prag og Paris. Deres livstråd er skåret over. De er kadavere på orlov«. Flere af kadaverne begik faktisk selvmord i rodløs depression – som Stefan Zweig og hans kone i Brasilien i 1942. Bandstrålen ramte også den østrig-ungarske forfatter Ödön von Horváth, uden at Goebbels’ håndgangne folk behøvede røre en finger. Det klarede tordenguden: Kort efter at Østrig var blevet opslugt af Das Reich i foråret 1938, blev Horváth dræbt af et væltende træ under et uvejr i Paris. Dermed var han indlemmet i den moderne litteraturs regiment af ’unge døde’, men også spærret inde i eksillitteraturens snævre kredsløb. Hans antinazistiske roman ’Gudløs ungdom’ (1937) kom på dansk i 1939 og fik livstråden skåret over af krigen. På tysk er Horváth siden 80’erne blevet flittigt genopført og genudgivet, og her får vi pludselig ’Gudløs ungdom’ noch einmal, i Søren Gosvig Olesens mundrette nyoversættelse. Det er en uventet genoplivelse, men romanen fremstår flot. Sprælsk moderne og sært aktuel. Forbandet almindeligt Det foregår i 1936 omkring et gennemsnitsgymnasium i en gennemsnitsprovinsby. Pointen er netop, at det barske drama er så forbandet almindeligt i diktaturets ’gleichschaltede’ hverdag, hvor alle trykker sig og retter ind. Den uheroiske jegfortæller er en ung lærer, der kommer på kant med sine 14-årige elever og deres forældre, fordi han prøver at gribe ind, når klassens underhund bliver mobbet, og fordi han protesterer, da en elev skriver i en stil: »Alle negre er lumske, feje og dovne«. Han belærer klassen: »Også negre er dog mennesker«, og så er Fanden løs i Laksegade med forældreklager og næse fra rektor, »for hvad der siges i radioen, skal en lærer ikke rette i et skolehæfte«. Læseren fatter straks, at de lumske negre kan oversættes til jøder. Den kværnende, hylende og knurrende radio, som aviser og forældre efterplaprer, er den officielle propaganda. Den står drengene i hovedet, når de spionerer mod læreren. Den står som tegneseriebobler ud af munden på faderen, når han klager over lærerens negertolerance og hans perfide »humanisteri«, der vil undergrave den militære ånd. Læreren citerer Bibelen: »Alle mennesker er mennesker«. Så bliver bagermesteren furiøs: »Da Bibelen blev skrevet, fandtes der ingen kolonier i vore dages betydning«. Det stortyske Rige har en højhellig ret til kolonier. Jegfortælleren sammenligner den nationale revolution med syndfloden, der breder sig, og opfordrer til at lukke vinduerne, for der svømmer fisk ind overalt. Som en afhoppet kollega betror ham: »Jorden bevæger sig ind i fiskenes tegn«, og menneskene vil blive ubevægelige fiskeansigter – kolde kynikere, der bare iagttager den monstrøse ’udvikling’ uden at turde gribe ind.
I fremmed uniform Lærerens egen samvittighed kommer på prøve, da han er med sin klasse på en paramilitær påskelejr, hvor de 14-årige lærer at eksercere og skyde efter modeller »i fremmed uniform«, og hvor en dreng myrdes af en kammerat. Til sidst mander vor antihelt sig op, taler sandhed i retssalen for at afsløre morderen – og redder sig i eksil i Afrika hos ’sine’ negre. Den kristne syndflods- og næstekærlighedssymbolik står i kontrast til førerstatens hjernevaskede generation af ’gudløs ungdom’, som læreren føler sig oldgammel i forhold til – især da han efter lang tids fejhed genfinder sin egen gud. Ikke Gud med stort, for han mistede barnetroen under Første Verdenskrig, men »den moralske lov i os«, som Kant sagde, og de gamle idealer om skyld og retfærdighed. Omkring læreren vrimler tidstypiske bifigurer: embedsmænd på jagt efter »kamouflerede statsfjender«; bange sjæle, der ikke tør gå op mod »tidsånden« og de nye »plebejere« af angst for pensionen; børn, der forråder deres forældre – og enkelte dissidenter: en illusionsløs filolog og en katolsk præst, bander af »asociale« unge og en gruppe drenge, der smuglæser forbudte bøger »om menneskets værdighed«. Det er det løsest tænkelige persongalleri, og tilsvarende kombinerer romanen i sin abrupte staccatostil flere lag: moralsk debat om stat og magt og ret, lyriske passager om ungdom og forelskelse, dagbog om ideologisk besættelse, understatet satire over embedsmandslingo, kvindemilitarisering og persondyrkelse af »overplebejeren«. Miraklet er, hvordan Horváth med let hånd og eminent stilsikkerhed samler disse lag til en kunstnerisk helhed, på én gang besk vittig og bevægende. ’Gudløs ungdom’ er et lille, næsten glemt og nu lykkeligt genoplivet mesterværk.
Horváths planlagte trilogi ’Gudløs ungdom’ indgik i Horváths planlagte trilogi om det totalitære menneske, og kort før sin død færdiggjorde han roman nr. 2: ’Et barn af vor tid’ (1938). Den kunne også fortjene en nyoversættelse og en nylancering her i kongeriget. Den er helt anderledes, men også højst interessant. Det er en patetisk monolog af en forhenværende korporal af årgang 1917, der flygter fra arbejdsløshed og det rådne demokrati ind i hærens disciplin. Han finder livets mening i at erobre nyt land for det nye rige, og han finder en savnet far i sin kaptajn. Men mens kaptajnen gennemskuer de nationalistiske løgne og lader sig slå ihjel i skam, bliver korporalen invalideret, da han vil redde kaptajnen, erkender for sent sine illusioner om staten, myrder en mand for at vise sin magt og fryser til sidst ihjel. En besk og trøstesløs historie, men konsekvent. Horváth tegner »en diktaturets soldat«, som han først ville kalde romanen, og den kommenterede Werkausgabe fra 1985 påviser interessant, hvordan han raffineret har fået korporalens bevidsthed til at genlyde af fraser fra den antidemokratiske nationalisme under Weimar-republikken før Hitler, fra nazismens paroler og fra propagandaen under Tysklands besættelse af Rhinlandet og deltagelse i den spanske borgerkrig 1936. Korporalens motto er: »Man vinder ikke en krig med glacéhandsker«, og hans fantasier om, hvordan hæren renser nyerobret land for »krapyl«, »snyltere« og andre mindreværdige undermennesker, foregriber den terror, der fra 1939 blev officiel tysk østrumspolitik. Han er et studie i »ondskabens banalitet«, som Hannah Arendt kaldte sin bog om holocaustbureaukraten Adolf Eichmann, eller i banalitetens ondskab. Pinagtigt visionær Her var Ödön von Horváth både pinligt præcis og pinagtigt visionær. ’Gudløs ungdom’ og ’Et barn af vor tid’ handler – med hans egne ord – om »mennesket i den fascistiske stat«. Som skildring af ideologisk totalmobilisering og indskoling af drenge til diktaturets soldater foregriber de i romanform, hvad vi nu kan læse i selvbiografier som Sebastian Haffners ’En tyskers historie’ og Joachim Fests ’Ikke jeg’. Og som studier i nazismens retorik foregriber de filologen Victor Klemperers bog ’LTI’ (1957) om Det Tredje Riges sprog. Men når ’Gudløs ungdom’ virker så moderne, hænger det ikke bare sammen med den sproglige vitalitet og sorte humor i skildringen af diktaturets absurditet. Det skyldes også dens billede af borgerskabets ulidelige lettroenhed. Denne drøm om Det Rene Fædreland med udskillelse af De Andre; denne nationale jagt på De Forkerte, der ’snylter på systemet’; denne fiskekolde ufølsomhed over for, hvordan verbal aggression kan avle fysisk vold – hvor er det, vi kender det fra? At læse ’Gudløs ungdom’ er en mousserende oplevelse. Det er mindre muntert, at en 71 år gammel roman om moralske skred syd for grænsen kan føles så aktuel her i vores uskyldige smørhul.