Med et frisk miks af Rødbyhavn og Yves Saint-Laurents 1970'er parfume Rive Gauche vækker forsiden på Helle Helles nye roman glædelige forventninger og sød genkendelse hos anmelderne. Kvindeliv i Rødby får selv mandige anmeldere til at kippe med flaget. Fraværende mænd 'Rødby-Puttgarden' foregår blandt søstrene Jane og Tine, deres kolleger i Parfumen og i erindringen om deres mor og mormor, mens mænd hovedsagelig glimrer ved deres fravær. Faderen til den ene søsters spædbarn er smuttet, og andre mænd når ikke at komme mere end lige ind i varmen. Jane og Tine må klare sig selv, og det gør de ved at holde sammen derhjemme og på det fælles arbejde i parfumebutikken på titlens færgeoverfart. Diskret indpakning Romanen er tilbagelænet fortalt i den minimalisme, der som oftest kendetegner Helle Helles stil. Fortællingen er skrabet, og selv om der undervejs både er skibskatastrofer og pludselig død, så sker der ikke rigtig noget. Anmelderne er enige om, at Helle mestrer kunsten at formidle en eksistentiel fortælling i diskret indpakning. Forbløffende slutning Flere anmeldere er dog åbenlyst usikre på fortællerforholdene, som Ide Hejlskov i B.T. også gør opmærksom på: »Til gengæld slutter 'Rødby-Puttgarden' på en forbløffende og forvirrende måde. Der sås tvivl om, hvem jegfortælleren er«. »Det er der ikke lagt i kakkelovnen til i løbet af romanen. Men det kan også forstås som hovedpersonens sammenbrud«. Total forvirring Anmelderstaben er enig om, at Jane er fortæller, men om hun er den yngste eller den ældste søster, er uklart. Per Krogh Hansen skriver i Berlingske Tidende, at »Romanen er fortalt af Jane, den yngste af søstrene«, og John Chr. Jørgensen skriver i Ekstra Bladet, at »Jane, som fortæller historien, er 25 år og har droppet ergoterapeutskolen. Hun er flyttet sammen med lillesøsteren Tine, som lige har fået barn med en mand, der er forsvundet«. Forvirringen er total, og trods romanens tilgængelige fortællemåde har Helle skovlen under sine læsere. Almindeligt Helle Hellesk Helle Helle har med årene fået en stor og tilfreds læserskare, og det er tydeligt, at hendes anmeldere i forvejen holder af hendes forfatterskab. Hun bliver læst med stor forventning - og med hårene. Jyllands-Postens Jon Helt Haarder spiller med åbne kort: »Jeg må hellere indrømme, at jeg godt kunne lide 'Rødby-Puttgarden', allerede inden jeg åbnede den. For det første kan jeg godt lide Helle Helles tidligere bøger alle sammen. For det andet fandt jeg titlen både morsom og lidt trist«. Haarder får, hvad han forventer, og lidt til: »Det forekommer mig, at Helle Helle her har skruet op for en psykologisk dybdeskarphed i karaktertegningen i forhold til, hvad hun plejer«. Weekendavisens Lars Bukdahl spørger oprigtigt undrende: »Men hvorfor i alverden skulle det nu være så helt ualmindelig godt, når det tilsyneladende er så helt almindelig Helle Hellesk?«. Måske fordi han har fået snerten af en minimal ændring i fortællerstemmen: »... Helle Helles fortællerstemme har forskudt sig fra (nok så væbnet) neutralitet til lyden af en karakterfuldt stemt og knitrende, vedkendt fortællende fortæller«. Besynderlig blankhed Alt er, stort set som det plejer, både hos Helle og i anmeldelserne af Helle. En diminutiv kritisk røst kommer fra Ide Hejlskov, som savner, »at kulden og tomheden som i den foregående roman ryster én ind til marven. Eller at noget andet ryster én«. Flere anmeldelser bliver indiskret til anmeldelser af Helles hele forfatterskab. »Når Helles bøger er så gode, som de faktisk er, hænger det imidlertid sammen med, at velkendte realistiske og eksistentielle rutiner bliver serveret med en besynderlig og egenartet blankhed, der gør, at enhver fortolkning glider lidt af og bestandigt er ved ufrivilligt at slå over i parodien«, skriver Jon Helt Haarder og refererer til forgængeren 'Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand'. Per Krogh Andersen sammenligner romanen med Helles tidligere roman 'Hus og hjem' og sammenfatter forfatterens samlede metier: »Helle Helle har med denne slægtshistorie igen vist, at hun er én af rigets fineste prosaister«. »Ikke blot fordi hun skriver prunkløst og letflydende med en fintfølende fornemmelse for små forskelle og dobbeltbundne formuleringer, men også fordi hun i den grad formår at beskrive de 'stille eksistenser' (for nu at alludere en anden forfatter, som kan ses som et slægtskab - Herman Bang)«. Anbefaling i kredsløb Større er opfindsomheden ikke, end at Politikens May Schack skriver: »Det er Herman Bangs stille eksistenser i moderne aftapning«. »Det er ikke en romantype, man plejer at betegne som en pageturner, men man bliver fuldstændig fanget af den, både den knivskarpe registrering af dagliglivet i søstrenes lejlighed og af livet på færgerne, hvor de ekspederer parfumedrømme, flirter lidt og henter »brækage« i den toldfri shop - slik, der har fået beskadiget emballagen«. Informations Erik Skyum-Nielsen foreslår flere plausible læsninger af romanens slutscene og slutter sin anmeldelse med en selvhenter: »Rødby-Puttgarden er visselig ikke Stor Litteratur. Men mindre kan også gøre det. Gøre hvad? Jo, få os til at se, hvad vi ellers ikke ser, og muligvis selv passe en lille smule bedre på det liv, der så nemt bare glider os af hænde uden at sætte spor«. Anmelderne skriver det samme som hinanden, og som de altid gør, når Helle Helle har udgivet en ny bog: Det er minimalistisk, det ligner Hemingway, det skildrer et lurende drama under overfladen - og det er rigtig godt. Men det er heller ikke den værste anbefaling at få sendt i kredsløb.