Den syriske digter Adonis er en efterspurgt mand, og også jeg har været i hælene på ham i årevis.

Først havde vi en sjettedel aftale på Restaurant Jabri House i hjertet af Damaskus’ labyrintiske souk – senere nåede jeg knap og nap til hans dørtrin i en forstad til Paris. Den 78-årige eksilforfatter er en sværvægter i moderne arabisk poesi, og manden er altid på farten. Og så er han tilmed så produktiv, at man får åndenød: Han udgiver store, toneangivende digtsamlinger, skriver kunstkritik, udstiller kollager, diskuterer arabiske samfundsforhold og læser op for fyldte sale på litteraturfestivaler verden over. Adonis er en international stjerne, og skal jeg være ærlig, havde jeg for længst slået mig til tåls med min sørgelige lod: at han og jeg måtte nøjes med at mødes ansigt til bogside. Men som i en anden islamisk lærehistorie falder der appelsiner i ens turban, når man mindst venter det: Tidligere i denne måned stod Adonis til alles forbavselse på scenen i Københavns Literaturhaus – i transit efter et arrangement i Sverige og med mindre end tolv timer til at indsnuse duften af nyudsprungne danske syrener. Men uanmeldte besøg er åbenbart ikke noget problem for digtere af Adonis’ kaliber, og en talstærk dansk-arabisk fanskare afkortede med glæde pinseferien og fyldte den gamle kirkesal på Nørrebro med en entusiasme, som var det en rockkoncert. Jeg møder en smilende og veloplagt Adonis i oversætteren Salim Abdalis sofa. Det er en pragtfuld majeftermiddag, og solen danser som ildfluer på bogreolen med de mange guldbelagte rygge. De højloftede stuer summer af sang, latter og munter arabisk passiar, og vi må lukke døren til arbejdsværelset for at få så nogenlunde ørenlyd. Den vævre mand med de spillevende øjne og det uregerlige hår læner sig frem og synes at tage situationen med største alvor. Han lytter interesseret til mine danske spørgsmål, mens han rutineret kærtegner rosenkransen med venstre hånd – han nikker indforstået og giver sig god tid, før han svarer på sit ciselerede, musiske modersmål. Adonis er nærværende i rummet som få, og jeg har næsten fornemmelsen af, at vi forstår hinanden, før Abdali sætter ind med sin oversættelse. Vi fører flere parallelle samtaler, og den ene er tilsyneladende lige så meningsfuld som den anden. Mennesket er til stede i poesien Jeg lægger ud med det tunge skyts: Hvorfor overhovedet skrive digte? »Jeg skriver først og fremmest digte for at blive klogere på mig selv og for at blive bedre til at leve. Ikke for at klæde mig selv af til skindet eller vise mit indre frem, men for at udtrykke det, der egentlig ikke kan udtrykkes. For mig er digtning en måde at komme på talefod med tilværelsens uudgrundelige, mystiske sider. Intet andet sted i livet er mennesket for mig at se så meget til stede som lige netop i poesien«. Du er i høj grad paradoksernes digter og trives tilsyneladende bedst i brydningsfelter mellem det personlige og det politiske, det mystiske og det konkrete, det udadvendte og det sky. Hvordan manøvrerer man mellem alle de modsætninger? »Jeg oplever poesien som et net, der omslutter alle tilværelsens felter uden på noget tidspunkt at blande dem sammen. Når man skriver, bliver det hele på én eller anden måde indfanget – noget falder igennem, noget hænger fast, noget dukker op igen og igen. Det er poesien, som favner modsætningerne, ikke mig. Poesien fanger det hele – fra de mindste partikler til det astronomiske perspektiv. Det er det, den kan«. Man mærker i mange af dine digte et dybt slægtskab med middelalderens sufidigtere ... »Ja, mit forhold til sufierne er ganske rigtigt stærkt. Jeg er især inspireret af deres opgør med institutionerne. Deres forbillede var Jesus, som nægtede at underordne sig autoriteterne, og på samme måde nægtede sufierne at acceptere dogmatisk religiøsitet. De repræsenterer derfor en af de største revolutioner i islams historie. Lad mig blot nævne fire områder, hvor sufisterne efter min mening stadig er lyslevende: For det første placerede de Gud inden i det enkelte menneske og ikke hos en udenforstående teologisk autoritet. For det andet betragtede de sandhed som en proces og ikke som noget givet. Man kan ikke arve sandheden, sagde de, man må selv opdage den. For det tredje understregede de, at identitet ikke er noget statisk, men noget, som bliver til løbende, mens man lever. Og endelig vendte de op og ned på forholdet til ’den anden’, som de ikke anså for et problem eller en trussel, men som en livsnødvendig dialogpartner. Vejen til dig selv går altid gennem ’den anden’, sagde de, og deres menneskesyn var derfor imødekommende og nysgerrigt«. Men sufisme er jo også et religiøst system. Hvilken placering har religionen i dit eget liv og forfatterskab? »Religion er en proces, som kan organisere menneskers forhold til det usynlige, det ukendte. Som jeg ser det, er der tale om et almenmenneskeligt behov for struktur og mening i galskaben, og det har min dybeste respekt. Menneskers måde at forholde sig til det uforståelige på fortjener altid respekt. Men det skal være et individuelt anliggende. Jeg er stærk modstander af religion som en massebevægelse, fordi religiøse ideologier altid berøver folk deres frihed. Ligesom man skal have lov at være religiøs, betragter jeg det som en menneskeret ikke at tro på noget«. Så religiøse fundamentalister står i virkeligheden i vejen for noget helt grundlæggende i religionen? Jeg har endda set dig citeret for at sige, at de vantro forstår islam bedre end mange imamer. »Fuldstændig korrekt. Sand religiøsitet forholder sig ligesom poesien til det uudgrundelige, til det enkelte menneskes vilkår i evigheden, og både religion og poesi trives dårligt med regler og dogmer. I den forstand repræsenterer mange imamer for mig at se en trussel mod deres egen religion«. Araberne er ved at ’uddø’ kultureltI samme interview sagde du, at det arabiske folk er i færd med at uddø, »fordi vi ikke længere har nogen kreativ stemme i verden«. Det lyder barsk. »Kreativitet afhænger udelukkende af, hvor meget plads samfundet giver kreativ tænkning, hvad enten den nu er kunstnerisk, videnskabelig eller knyttet til alle mulige andre felter i livet. Hvis vi ser på de aktuelle arabiske samfund, så er kreativiteten totalt styret, og kunstnerne fungerer som en slags funktionærer hyret af regimet. Kunstnerne er i lommen på staten og forventes at afspejle statens program – så længe de gør det, er der plads nok. Kunsten i den arabiske verden har af samme grund ikke meget med virkeligheden at gøre, den er utroværdig og har ikke stort at byde på. Og én af konsekvenserne er, at arabere tager alle mulige kulturprodukter fra Vesten til sig, selv om de egentlig er imod de principper, som de repræsenterer. For der er ikke andet. Ingen troværdige alternativer. Jeg taler naturligvis på et overordnet plan, og du kan sagtens finde arabere, som ikke har adopteret magtens logik, men generelt er der for få, og de fleste af dem lever i eksil«. »Vi har at gøre med et paradoks, som jeg aldrig har forstået: at de arabiske samfund hører til verdens mest uudviklede, når de rummer så enorme potentialer og kapaciteter. At vi ikke har mere at byde på, når vi breder os over to kontinenter og har en så fantastisk historie og kultur i bagagen. Så på den måde mener jeg desværre, at araberne kommer til at ’uddø’ i kulturel forstand – fordi der kan ikke opretholdes nogen autentisk arabisk kultur, så længe de kreative og nytænkende strømninger får så begrænset plads. Der er virkelig tale om en blindgyde«. Har du som digter et ansvar for at vende den triste kurs? »Både-og. Det er vigtigt at adskille to slags politisk poesi: politiske digte, der eksplicit vender sig mod systemet, og så den form for poesi, som ligesom i det gamle Grækenland medvirker til at bygge et samfund præget af skønhed, rummelighed og retfærdighed. Alt, hvad vi foretager os som mennesker, har jo i bund og grund en politisk dimension, og digterne har med deres talent en privilegeret mulighed for at formulere potentialer og alternativer. Det er ikke deres ansvar, men gennem deres digte kan de bidrage til at skabe et klima, en grobund for vækst. Men kunst bør aldrig ideologiseres, selv om det er fristende. For i det øjeblik den bliver et politisk instrument, går den sin egen undergang i møde. Så bliver den til propaganda«. Så digte skal først og fremmest bidrage til samfundsudviklingen med nye perspektiver på verden? »Ja, akkurat. Og jeg har lyst til at nævne en anden ting, som desværre hyppigt bliver overset, nemlig at censur og religiøs fundamentalisme ikke bare gør det svært at være forfatter, men også dræber selve sproget, fordi de sætter det ind i en bestemt ramme og forvandler det til håbløse klicheer. I totalitære regimer er det umuligt at udforske sprogets enorme rigdomme, og lidt efter lidt vil sproget derfor tørre ind og blive stift og lille. Så vi har som digtere en enorm udfordring i at generobre sproget, åbne det og lade det vokse«. Du mener, at sprogets og litteraturens forfatning er en god lakmustest på et samfunds grad af frihed og rummelighed? »Ja, lige præcis. Det samfund, som ikke tillader sine digtere at være vildtvoksende, er altid et lukket og paranoidt samfund præget af fattigdom på alle planer«. Din analyse af situationen i den arabiske verden lyder meget dyster. Er der slet ingen grund til optimisme? Og hvordan holder du selv modet oppe? »For mig er det at skrive fyldt med håb. Og ja, jeg er måske pessimist, men på den anden side er jeg sikker på, at folk i sidste ende vil finde en udvej og sprænge de stive rammer. Det er i hvert fald, hvad historien har lært os. Men hvordan og hvornår, det har jeg ingen anelse om«. At skrive giver dig håb, siger du. Hvad arbejder du på for tiden? »Normalt arbejder jeg på flere projekter samtidig – både med digte, litterær analyse, kunstkritik og kollager. Og i de senere år har jeg til min egen store glæde skrevet på mine erindringer. De skal være i tre bind – et syrisk, et libanesisk og et fransk, altså min barndom, min ungdom og resten af mit liv. Jeg er færdig med de sidste to bind, men til det første mangler jeg stadig nogle fakta, som jeg er nødt til at rejse hjem og tale med ’de gamle’ om«. »Bortset fra det er der aktuelt to ting, som optager mig: For det første digtsamlingen ’En historie, som går i stykker i en kvindes krop’, som netop er udkommet på fransk. Den handler om Abrahams egyptiske sidespring, Hagar, som var den første kvinde, der gjorde oprør mod traditionens dogmer. For det andet et teaterstykke om Napoli, som udkommer snart. Det handler om napolitanerne, om skraldet, om alt muligt knyttet til den by«. Hvordan påvirker det dig, at du i de senere år har været nævnt som kandidat til Nobelprisen i Litteratur? Er det en forfriskende vitaminindsprøjtning eller tværtimod en kilde til lammende præstationsangst? »Ingen af delene. Og det er i det hele taget noget, jeg altid holder mig langt væk fra at kommentere, for det betyder så uendelig lidt. Digtene er rigelig belønning for mig«.