Når man skriver en bog om sit liv, løber man en stor risiko for, at det er livet og ikke bogen, der bliver anmeldt. Derfor må Jørgen Leth, der forleden udgav en sådan under titlen 'Det uperfekte menneske', nu læse om »sit mondæne og moderigtige voksenliv blandt masser af maskuline mandehelte og dejlige disponible damer i sportens, mediernes og kunstens slipstrøm«. Tøsedreng Sådan skriver Berlingskes Jens Andersen i sin iskolde anmeldelse, der begynder med Leths valg i livet: »Skal han tage den syttenårige mulat forfra eller bagfra? Skal han rejse til Haiti, New York, Paris eller Tel Aviv?«. »Satse på Ullrich eller Basso i touren? Vælge bøjlen med Versace- eller Armani-jakkesættet? Ikke nemt, vel?«, og slutter med: »... når emnet er ham selv, er Leth lidt af en tøsedreng. Her tør han kun gå planken ud, hvis der ligger endnu en ung kvinde med spredte ben nedenunder«. Vegeterende ensomhed Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten er mere kærlig: Han skriver, at »skønt højt reflekteret intellektuel har Jørgen Leth altid udstrålet en mærkelig naiv, uanfægtelig og i grunden beskeden tilfredshed med sig selv«. JHC kalder bogens portrætter livlige, generøse og hengivne, hvor andre kun ser namedropping. Johs. H. Christensen taler om Leths rudimentære moralsans (mit udtryk) »som en art depressiv viden, hvis omkostninger han betaler med en mærkeligt vegeterende, indre ensomhed, skønt han er omgivet af venner, sine børn og sjældne, kreative mennesker«. Kristeligt Dagblads Henrik Jensen lægger hårdt ud, men bløder lidt op i løbet af sin anmeldelse: »Når han formår at sætte sig selv lidt til en side og bare lader situationerne passere igennem sig og flyde ud i den fornemme, klassiske prosastil - og dem er der trods alt mange eksempler på i denne bog - så er han god. Rigtig god«. Pinligt Det samme er Erik Skyum-Nielsen inde på i sin loyale, men ikke ukritiske anmeldelse i Information. At Jørgen Leth ikke sætter sit lys under en skæppe nævnes af flere anmeldere, men Skyum uddyber: »Nej, Jørgen Leth har prøvet at stille sit lys lige midt i stuen, hvor han lader det skinne på de andre, men især på sig selv, direkte og klart, så man kan se hans kønne træk såvel som hans mangler og fejl. Der er over disse 'scener fra mit liv' noget afvæbnende og ærligt«. Skyum mener altså ikke, at Leth er en tøsedreng. Men han mener ligesom Henrik Jensen, at Leths metode fungerer bedst, »når han holder sig til noget faktisk, konkret«, og dårligst, »hvor han i en slags knæfald for erindringsgenren forsøgsvis tolker løs på sig selv«. »Det er tæt på at være pinligt at høre angstneuroser omtalt i en stil, der er skabt til at fastholde oplevelse og til at beskrive, definere, sætte facts på plads. Komme videre«. Skyum skærer igennem med konstateringen: »Som elsker går Jørgen Leth efter suset og øjeblikslysten, og som kunstner opdriver han momentet, hvor en kunnen får form og bliver sublim«. Beundringens kunst Hvis det kan overraske, at netop præsten Christensen og den ellers af renommé moralske Skyum er de mindst forargede i det rent mandlige anmelderfelt, er det mere forudsigeligt, at Bo Bjørnvig i Weekendavisen ikke er det mindste anfægtet af, hvad Leth kalder »den svimlende kontrakt« om salg af sex mellem en ung indfødt pige og en gammel hvid mand. Bjørnvig irriteres snarere af Leths totalt manglende politiske engagement og ligefrem diskvalificering af de samarbejdspartnere, der havde det (f.eks. Ebbe Traberg og Jan Bredsdorff). Og det i de år, hvor der med Bjørnvigs ord gik en »vækkelse« over landet. »Det må siges at være noget af en afglidning«. Bjørnvig kalder Leth »en vandbærer, der har betalt tribut til alle de store, han har mødt«, og konkluderer vittigt, at Leth »har kultiveret beundringens kunst i en sådan grad, at han er blevet stjerne af det«. I vores egen avis er Kim Skotte inde på, at det, der virker i kunsten, nemlig hele tiden at se verden som ny og »hver dag angribe stoffet med friskhed for at afkræve og aflokke det nye former«, ikke nødvendigvis virker i livet. For så er der »ikke meget at klynge sig til, hvis øjeblikket pludselig mister sit tag i livet og gør det meningsløst«. Skottes anmeldelse slutter med et sagtmodigt spørgsmål: Er det godt nok, at Leth (for at komme os andre i forkøbet? MT) stiller sig selv politisk korrekte spørgsmål (om f.eks. »kolonialismens erotiske vision«) - »uden at forsøge sig med et svar«?