Man ville aldrig gætte, at Jan Costin Wagner er tysker, når man læser hans krimiserie om den melankolske finske betjent Kimmo Joentaa, der jager forbrydere i midnatssolens blege skær, mens han plages af nordisk tungsind efter et dødsfald i familien. »Jeg havde en ide om en ung mand, der sørger over sin kones død, og tænkte med det samme, at denne mand bor i Finland. Jeg skriver om folk med en sorg eller en skyld, og den stemning står Finland for. Det ville være sværere at få frem, hvis mine bøger foregik i Düsseldorf eller Frankfurt«, smiler forfatteren, der er inviteret til København af Goethe-Instituttet for at tale om sin nyeste krimi, ’Tavsheden’.

LÆS OGSÅ Tyskerne bryder sig ikke længere om patos

Og faktisk er det lidt af en trend, at tyske krimiforfattere lader sig påvirke af den nordiske krimitradition, mener Bo Tao Michaëlis, som i hosstående anmeldelse endnu en gang bemærker, at mange tyske krimier: »... lægger sig alt for meget op ad den skandinaviske skabelon med særegne bekymringer stedt i realistiske møbler fra Ikea polstret med nyere nordiske livsstilsproblemer og senmoderne spleen«.

Skandinaviske krykker
Har Jan Costin Wagner tænkt over, om den tyske krimi går på skandinaviske krykker i stedet for at finde sine egne ben?

»Netop fordi vi ikke har en stærk krimitradition i Tyskland, kan det godt være, at nogle forfattere imiterer andre med en stærkere tradition. Til gengæld har skandinaviske og amerikanske forfattere tilbøjelighed til at gentage sig selv. Så i begge tilfælde er det vigtigt at finde sine egne ben«, siger Jan Costin Wagner.

Men den nordiske natur og stemning er fascinerende.

Tysk krimi kopierer den skandinaviske model