0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Biblioteket som fetich

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En eller anden har tydeligvis sat tiden i stå, men jeg lader mig ikke narre. Selv om de slidte sten, ældgamle kirkespir og professorale kåber vidner om de lange linier bagud, er Oxford University, verdens kendeste leverandør af intellektuelt hovmod, i allerhøjeste grad en nutidig aktør.

Som alle andre universiteter er det en motor, et produktionsmiddel, der får verden til at køre ved at frembringe ny erkendelse og viden og dets hjertekammer er 'Bodley', det fantastiske Bodleian Library, som blev grundlagt allerede i 1320.

Det er opkaldt efter Sir Thomas Bodley (1545-1613), en velstående videnskabsmand og bibliotekspioner, som arbejdede ud fra tre grundregler, hvoraf kun de to stadig gælder: Bibliotekarer skulle være ugifte, levende ild er bandlyst og ingen bøger må udlånes.

Modsat nationalbibliotekerne i Paris og London, Europas to største, har The Bodleian Library endnu til huse i de rum, som institutionen altid har beboet.

Denne respekt for traditionen er både institutionens charme og forbandelse. Bodley er et af Storbritanniens seks pligtafleveringsbiblioteker og det betyder, at der hver uge tilflyder det privilegerede - og stakkels - forskningsbibliotek 2000 nye bøger, 1400 engelske ud over de 900 fra resten af verden, som indkøbes.

Universitetets enorme og unikke samling, som i udpræget grad afspejler, hvad der forskningsmæssigt er sket inden for samfundsvidenskaberne og de klassiske fag, gør det muligt for de studerende og deres lærere at beskæftige sig med tankevirksomhed af den slags, der ændrer vores opfattelse af universet.

Problemet er, at det bibliotek, de så flittigt og hengivent benytter, modsat universet, der endnu er i gang med sin udvidelse, ikke har mulighed for at udvide sig i det område, hvor det altid har befundet sig.

Det store Big Bang i bibliotekets historie skyldtes Thomas Bodleys indsats, og man behøver ikke en kikkert, der kan se til universets begyndelse, for at mærke suset fra de første år.

Man behøver blot besøge det gamle Duke Humfrey's Library, som ligger oven over The Divinity School med det gotiske loftsornamentik og det berømte Convocation House, som er blevet brugt til at styre England fra i krisetider. Middelalderstemningen er massiv.

Det samme er oplevelsen af at være i i et tempel for dannelse og akademisk selvbevidsthed. Trælofterne er malede, bøgerne på hylderne er ældgamle, der mangler bare et par rustninger og et spøgelse eller to for at gøre sceneriet perfekt.

Man skal igennem en lille låge i den ende af biblioteket der hedder Arts End for at kunne gå ned ad den lange gang, som ender i den egentlige læsesal, hvis navn er Selden End.

Det vil ingen almindelige besøgende få lov til, men Deres udsendte har fået fat på Martin Kauffmann, der arbejder i Western Manuscripts Department, og med ham ved hånden går alle låger op.

Bøger, ikke fetisch
Bodleian er Englands næststørste bibliotek, og problemerne med at få plads til strømmen af materiale er noget af det første, Kauffmann fortæller mig om, da vi sidder i hans lille hyggelige boks tæt ved omtalte låge.

»Altså, det er vidunderligt at arbejde sådan et sted som her. Atmosfæren, det smukke gamle rum. Det er 400 år gammelt, og det mærker man hele tiden. Jeg føler mig som en del af en kontinuerlig historie og en meget flot vision«.

»Men alt det gode er samtidig det dårlige: For det er bøger, vi har at gøre med, vi er her ikke for at fungere som museum for relikvier. Bøgerne er ikke fetich-genstande for os, selv om det ser sådan ud, når de gamle manuskripter og læderbind bliver båret frem«.

»Det, jeg prøver at sige, er, at det fantastiske ved dette sted også er det dårlige. Denne bygning er ikke god som moderne bibliotek. Problemet er at bygningen er gået hen og blevet en fetich«.

»Folk kommer fra hele verden for at se på os, vi er et turistmål på grund af bygningen, men den fysiske kontinuitet, som præger biblioteket skaber store problemer«.

Underjordisk trylleri
I 1920erne stod universitetsbibliotekerne i Oxford og Cambridge ifølge Kauffmann over for samme problem. Skulle man fortsætte på de hæderkronede adresser eller bygge helt nyt? I Cambridge vovede man pelsen, og byggede nyt i 1931-34, mens man i Oxford forblev i de gamle rammer.

I Cambridge byggede man nyt i udkanten af byen, mens man i Oxford valgte at opkøbe ny plads, når der er blevet noget ledigt i den eksisterende gamle bygningsmasse og forbinde dem alle sammen med et virvar af underjordisk trylleri, som sørgetrfor at bøger kommer frem til lånerne uanset hvor de sidder.

»Man vurderede dengang, at man bare ikke kunne forlade den gamle biblioteksbygning. Nu må vi sige: Oxford tog fejl. Tiden er inde til at gøre noget radikalt. Universitetets ledelse pusler med tanken om at købe en stor bygning på en industrigrund et godt stykke herfra, men medarbejderne, hvoraf virkelig mange har været her i årtier, er ikke meget for at havne i et industriområde. Man er inde på at ville flytte nogle af afdelingerne, blandt andet konserverings- og katalogfolkene, men det er ikke ideelt«, siger Martin Kauffmann.

Lænket læder
Vores samtale afbrydes af en mand, der lige vil låne en nøgle, som Martin Kauffmann har i en skuffe i sit meget slidte skrivebord. I nøglesnoren, som også er slidt, hænger en lille håndfedtet træklods. Kauffmanns kollega skal bruge nøglen til at åbne et skab med særligt værdifulde ting.

I al sin enkelhed er udvekslingen en effektiv rutine, et ritual, der sikrer, at mindst to par øjne har nikket godkendende til hinanden. Sådan vil man med garanti ikke gøre det, hvis Bodley flytter til noget splinternyt.

Jeg siger farvel til den flinke bibliotekar og bevæger mig forbi en flok japanske turister på den anden side af lågen, som er ved at få fremvist en af de lænkede bøger, som stammer helt tilbage fra Thomas Bodleys tid.

For at forhindre tyverier blev bøgernes forsvarlige læderbind forsynet med huller i bindet og lænket fast. Metoden var effektiv, men medførte at alle bøger var nødt til at stå med ryggen indad, på grund af lænken.

I dag er lænkerne, bortset fra dette ene eksemplar forlængst fjernet. Men sikkerhed er stadig et problem. Som Martin Kauffmann sagde det:

»De studerende og lærerne føler, det er deres bibliotek. Og at de er betroede læsere, så de reagerer stærkt på de forskellige stramninger af sikkerheden vi gennem tiden har indført. Du kan se det for dig, professoren der puster sig op og råber: »Jeg har haft den her taske med ind i biblioteket siden 1936 og nu mistænkeliggør man mig!««.

Det kan jeg sagtens se for mig, for der vrimler med maleriske skikkelser på Oxford University - ikke mindst på biblioteket, hvor man faktisk er gået meget nænsomt frem i forhold til de næsten militæriske security-systemer, jeg har oplevet i London og Paris.

Bestilling pr. rørpost
De traditionsbevidste englændere har gjort alt for ikke at lade den fortidige stemning forstyrre af nymodens indretninger på Bodley. Alle ledninger og kabler, til computere med internetadgang eksempelvis, er skjult i karmene, og man anvender stadig det ældgamle rørsystem, når man skal bestille en bog eller et manuskript.

Først tror jeg, det er løgn, men Kauffmann griner og nikker. »Den er god nok«.

Man tager en lille metalcylinder, putter en seddel ind i den og lader den dumpe ned i et hul, som befinder sig i en trækasse, der ligner noget, mormor gemmer julepynt i oppe på loftet . Floff, siger det.

Oplevelsen er eksemplarisk, fordi den illustrerer, hvor sanseligt alternativet til at bestille en bog via computer er. Intet ville være nemmere end at maile navn og titel, katalognummer og den slags til folkene på Bodleys lagre, men det her virker tilsyneladende lige så godt:

Man skriver med fedtet blyant på en lap papir, lægger i den en beholder af metal og venter på en lyd, hvorefter objektet, man gav slip på, bliver ført ad de samme underjordiske kanaler, der som vener og arterier fører bøger frem og tilbage mellem depoter og læsesalene på knirkende transportbånd. Ikke noget med lys på en skærm, men masser af utidssvarende stoflighed i tre dimensioner. Floff.

Det gode ved Bodley er også, at det ligger så tæt på de mange uforstyrrede collegehaver. I en af dem, hvor besøgende ikke må gå ind, smyger jeg mig forbi portneren for spændingens - og kontemplationens skyld.

I den store have, hvis græs ikke må betrædes, ligger ti unge mennesker på ryggen med hinanden i hænderne. Jeg bestiger en høj midt i haven, hvor der står en bænk.

De unge kollegianere ligner en stjerne set oppefra, men det er tilstedeværelsen af et langstilket glas og en tom champagneflaske på bænken, som bliver mit billede på den livskvalitet og de aspirationer, som trives på Englands ældste universitet.

Et stævnemøde? To studiekammerater i natlig diskussion om Stephen Hawkings teorier eller om den korrekte fortolkning af Thomas Evangeliet? Hvor er det andet glas?

Udenfor, i den anden virkelighed, fortsætter krigshandlingerne på Vestbredden, mens dollaren falder, Microsoft udsender nye versioner af sit styresystem, og rudekuverter med tilbud om forrentning af ens pensionsopsparing fortsætter med at fylde ens postkasse.

Men hvorfor skænke det en tanke, når man opfyldt af Bodleiansk inspiration kan vandre rundt i de samme smalle gyder som eksempelvis forfatteren Lewis 'Alice i eventyrland' Carroll, der var matematiklærer i Oxford, i sin tid må have vandret ad, eller ad smalle trin begive sig til toppen af kirken, St. Mary The Virgin, og skue ud over Oxford by og det landskab, hvor inspector Morse, Colin Dexters strisser, i skikkelse af skuespilleren John Thaw plejer at bevæge sig rundt, når han ikke har travlt med at lade sig genudsende som 'Van der Falk'.

Skummelt, skyggefuldt
Deres udsendte kan ikke huske, om Morse har opklaret udspekulerede giftmord på Oxfords universitet, endsige bibliotek, men de skumle baglokaler, krinkelkroge, trapper og skyggefulde haver er en perfekt ramme om sådanne.

Fra kirken er der udsigt til The Radcliffe Camera, universitetets måske mest berømte bygning, der blev en del af Bodley i 1860.

Radcliffe Cameras runde læsesal er den første af sin art i verden, ældre end både British Librarys gamle læsesal i Bloomsbury og Biblioteque Nationales Salle Labrouste i Paris og det er netop i Radcliffe Cameras smukke Øvre Læsesal, at hovedpersonen i Helen DeWitts herlige roman 'Den sidste samurai' (læs den, læs den!) sidder og keder sig så bravt.

Bøjet over den tyske bog 'Aristarchs Athethesen in der Homerkritik' udgivet i Leipzig i 1912, som hun har fået hentet op »fra støvet og mørket«, udvikler hun følgende ræsonnement, som vi ikke kan lade være med at citere:

Ned i mørket
»Der er mennesker, der mener, at svangerskabsforebyggelse er umoralsk, fordi formålet med samleje er forplantning. På samme måde er der mennesker, der mener, at det eneste formål med at læse en bog er at skrive en bog: folk bør lade bøger hente op af støvet og mørket for at skrive tusinder af ord, som derefter sendes ned i støvet og mørket, hvorfra de kan hentes op, så andre folk kan sende yderligere tusinder af ord ned at gøre dem selskab i støvet og mørket. Somme tider bliver en bog måske hentet op af støvet og mørket for at frembringe en bog, der kan købes i butikker og måske er spændende, men de mennesker, der køber den og læser den, fordi den er spændende, er ikke seriøse folk, for hvis de var seriøse, ville de ikke interessere sig for det spændende, men ville skrive tusinder af ord, som kunne blive sendt ned i støvet og mørket«.

Man lider med den stakkels kvinde, men hun kunne jo sådan set bare have valgt en anden bog. På et bibliotek, såvel som i alle andre sammenhænge, gælder det om at vælge rigtigt. Hvis jeg var hende, ville jeg formentlig have valgt at gå på opdagelse i Franz Kafkas breve og manuskripter, som er en af de store skatte, biblioteket har i sin besiddelse.

På dette fremskredne tidspunkt kan jeg lige så godt gå til bekendelse: Støvet og mørket og alt det andet på Bodley har ramt mig lige i mellemgulvet.

Alle biblioteker er tredim