'Teser om eksistensen af kærlighed’: Sådan hed 2008-debutromanen af Torben Guldberg (født 1975 og skuespiller), hvor fortællinger fra hvert af de sidste fem århundreder blev trukket på en snor som mere eller mindre selvoplevet af samme sejlivede fortæller. Nu går han endnu længere tilbage – til de forrige fem sekler – i den ny ’Sange om udødelighed’:
»Tidens hav er stort, der er oceaner at fortælle. Vidnet bærer byrden. Fortælleren ved, at han kun kommer af med den, hvis han ikke fortaber sig«. Så lakonisk fatter den sig, som har stirret dybt i ’tidens hav’. Og byrden er forfatteren da kommet af med, men den er heller ikke helt let for læseren at bære. Blandt andet fordi fortælleren mildest talt ikke undgår at fortabe sig.
Sangen om den udødelige er titlen på første del om 1000-tallet. Som fungerer bedst, fordi fortælleren her endnu er hovedperson i sin egen historie: En navnløs kriger på Sven Estridsøns tid elsker sin Sigrid, men drager i leding, hærger og voldtager – og reagerer i blindt raseri, da han opdager, at andre har behandlet hans kone derhjemme ligesådan. Aldrig bliver livet det samme mellem de to, og han bliver en hvileløs mand.
To hundrede år senere lærer manden at læse og ser sin egen fortælling blive påvirket af de sange, der siden er blevet digtet om ... hans skæbne. Men inden da har han været tigger og i fængsel mødt en klog kone, hvis syner tages til indtægt af 1100-tals oprørere mod lensherren.
Han møder en skoflikker, der ved Lyndanisse i 1219 har set – eller troet at se? – Dannebrog dale ned fra himlen og vende krigslykken.
I 1300-tallet læser han i Avignon breve til paven fra en tvivlende kvinde. Og i 1400-tallet følger vi en transvestitisk skuespillertrup i Italien; den udødelige har mødt en af dem på et skib til Columbus’ Ny Verden – og så er vi fremme, hvor ’Teser om eksistensen af kærlighed’ begyndte: år 1500.
Men indimellem har vi flere gange hørt samtaler mellem fortælleren og en helt moderne ung tilhører.
Den udødelige fortæller har nemlig en svaghed: Ikke nok med at vikingen ustandselig kommenterer den sang, der siden blev digtet om ham; oldingen diskuterer også i de næste århundreder sin egen fortælling, dens sprog, ordvalg osv.: »Mit sidste vers var sunget. Men jeg var der endnu«. Og endnu. Og endnu. Han står i vejen for historierne.
Romanen bliver et mærkeligt forsiret og dog ufærdigt miks af postmoderne selvrefleksion og antikverede OTA-bøger, de nationalromantiske fortællinger, som man kunne rekvirere via havregrynspakkerne i min barndom. Guldberg bobler af sproglyst, men begrænsningens kunst mestrer han ikke.
Når først endnu en skøn sætning står dér og dirrer, runger eller flagrer, glemmer han Hitchcocks enkle krav om stramhed: »Kill your darlings«. Eller som tegneren Hans Bendix sagde det (sikkert planket fra en anden): »Kunsten at kede er at få det hele med«.
Et par af Torben Guldbergs historier havde stået stærkere alene uden rammens postulat om samme fortæller.
Hvis forlaget fortsat bare lader ham fortælle i én udødelighed, bliver resultatet næppe ligefrem udødelige klassikere. Som han ellers har så tydelige ambitioner om.
