Jonathan Lethem er lige flyttet til Dean Street.
Gaden ligger i Boerum Hill, Brooklyn, og det er et område, der er berømt for sit høje antal af hippe indbyggere, ligesom området er kendt for hovedgaden Smith Streets lange række af celebre restauranter og chikke butikker. Sådan har det ikke altid været. Da Lethem flyttede hertil for første gang for fyrre år siden, var Boerum Hill den rene slum. Men året var 1968, og Lethems forældre, der var kunstnere og hippier, ville leve deres politiske overbevisning ud, og så flyttede hele familien fra bohemekvarteret i Soho til den sorte ghetto i Brooklyn. Forældrene havde før fortalt den dengang 5-årige Jonathan om verdens økonomiske ulighed og om, hvor privilegeret han var som hvid dreng af den amerikanske middelklasse. Men problemet for drengen var bare, at det ikke føltes særlig privilegeret at være eneste hvide dreng i det nye nabolag, for her i ghettoen var hans sorte jævnaldrende hverken marginaliserede eller undertrykte. Tværtimod var det dem, der her satte dagsordenen, og det var en dagsorden, der ofte indbefattede et overfald på ham, de kaldte white boy: »Mine forældre havde de bedste intentioner med at flytte hertil. De ville leve sammen og i solidaritet med samfundets marginaliserede befolkningsgrupper – de sorte og de fattige. Problemet var bare, at dér i ghettoen var det mig, der var marginaliseret. Jeg var en minoritet i minoriteten«. Blev dagligt overfaldet »Jeg blev da også dagligt overfaldet af mine sorte jævnaldrende – i skolegården eller på gaden. Det var ligesom et stykke teater, der begyndte med samme indgangsreplik, som skulle spille på min hvide skyldfølelse: »Kan du ikke lige låne mig en dollar – eller du tror måske ikke, jeg betaler dig tilbage?«. Så kom kvælertaget bagfra, en arm rundt om nakken og hovedet presset ned mod brystet, så det var umuligt at få vejret, og så hostede jeg ellers op med den dollarseddel, jeg havde gemt i skoen eller bag bæltet. Bagefter klappede de mig på skulderen med et »det er jo bare for sjov, ik’?«. Men de betalte mig aldrig tilbage ...«. Scenen lyder som taget direkte ud af Lethems store samtidsroman, ’Ensomhedens fæstning’, som netop er udkommet på dansk, og som følger den hvide dreng Dylan Ebdus fra hans barndom i Brooklyns barske ghetto til hans liv som kendt musikkritiker i Californien. Det lyder som den rene succeshistorie, men Dylans flugt fra den sorte slum og ud i den store, (h)vide verden er fra starten præget af tab og isolation. Det første knæk kommer, da moren pludselig løber hjemmefra, og drengen reagerer ved at blive fanatisk samler af tegneserier. For verden i karikaturens streg er langt at foretrække for drengen end den forvirrede masse udenfor, hvor sort er hvidt, og hvidt er sort. »Alt og alle omkring Dylan har en dobbelthed. Hans far, for eksempel, er en superseriøs avantgardekunstner, som samtidig lever af at lave forsider til lavpandede science fiction-bøger. Hans mor, som ellers aldrig har sluppet ham af syne og nok har fyldt for meget i hans liv, løber pludselig væk og overlader ham helt til sig selv. Ja, selv de superhelte, som Dylan læser om, har en dobbelthed – som når Superman gemmer sig bag Clark Kents briller og jakkesæt.
