Hverken rædsel eller håb er hos / Et døende dyr ... / Døden er menneskets skabning«. Philip Roth citerer ikke disse linjer af Yeats, men de følgende af Keats som motto for sin seneste roman: »Her hvor mennesker sidder og hører hverandre stønne; / Hvor trækninger ryster nogle få, sørgelige, sidste grå hår, / Hvor ungdommen blegner, bliver tynd som et genfærd og dør; / Hvor blot det at tænke er at være fuld af sorg«. Erotisk fødselsret Hos tre af verdens bedste forfattere, Fuentes, García Márquez og Roth, er den voldsomme opblomstring af seksuel lyst, der trodser alderdommen, menneskets modstand mod dets egen skabning, døden. Prostataens sidste spark, kaldte min gamle lægeven det. Men så facilt og ironisk kan det ikke opsummeres, når det er et litterært tema hos disse nutidige nord- og sydamerikanske forfattere. García Márquez' 'Erindring om mine bedrøvelige ludere', Fuentes' 'Inez', Roths 'En menneskelig plet', 'Det døende dyr' og nu 'Everyman' er med alle deres vidunderlige forvandlinger fælles om den sene seksuelle lyst - et fænomen, der behandles ligesom pubertetens. Det sidste krævende, overvældende brus af følelser i den langsomt blottede krop, når »det at tænke er at være fuld af sorg«: den tvivl, der melder sig om de intellektuelle belønningers uimodsagte overlegenhed. I 'Det døende dyr' forfægter David Kepesh fænomenet som en ubestridelig hævdelse af en 'erotisk fødselsret', og det samme gør Philip Roths navnløse - måske fordi han, tvinger Roth os til at indrømme, er - Hvermand. Kulturjournalisten i graven Hans historie begynder efter hans død. Men vi genkender ham omgående: Han arbejder i en kulturel (om end tvivlsom) branche, reklame, og han har et kald som amatørmaler; han har været gift adskillige gange; og han har voksent afkom, som han er i forskellige grader af manglende kontakt med. Han er den mand, som Roth for længst har udvalgt til at tage vore menneskelige byrder på sig, sådan som en forfatter altid er nødt til at udvælge bestemte væsener iblandt os som genstand for opmærksomhed. Kulturjournalisten i graven har boet i en pensionistby i adskillige år inden sin død. Slægtningene, en ekshustru osv., står ved graven. Hans højest elskede barn, Nancy, har besluttet at jordfæste ham på en delvis forladt jødisk begravelsesplads, selv om hun godt ved, at han var ateist: Han elskede sine forældre, og han vil være nær dem i deres grave. Begivenhedernes gang Som forfatter hylder og benytter Roth frit mange forskellige skrivemåder, samtidig med at han uophørligt eksperimenterer med sin egen. Fra graven, hvor Roth nikker til Dickens, sporer han den dér usete mand tilbage til livet og helt tilbage til før hans egen undfangelse. Her bygger livets kronologi ikke på kalenderen, men på krydsreferencer; snart står vi ved en tidligere grav. Efter en genskabelse af Kulturjournalistens barndom, mens han venter på et af de lægelige 'indgreb', der holder hans geriatriske krop ved lige, vender han jegets blade og går tilbage til den dag, da hans egen fader blev begravet. Det foregår samme sted, den gamle jødiske begravelsesplads, som blev grundlagt af indvandrere. Mens han følger begivenhederne den dag, står hans faders juvelerforretning lyslevende for ham. Den åbnede i 1933, med indvandrerens dristighed som sin eneste kapital: 'Diamanter - Smykker - Ure'. For ikke at »frastøde eller skræmme havnebyens titusinder af kristne kirkegængere med sit jødiske navn var han gavmild med at give kredit ... han gik aldrig konkurs på grund af kreditterne, og den velvilje, som hans imødekommenhed vakte, mere end opvejede dem«. En god mand, erkender hans søn. Fortællingens kraft Måske er det kun muligt at være god i en tilværelse med visse begrænsninger? Der er så mange spændende spørgsmål i Roths bøger, som det overlades til læseren at stille sig selv. Grunden til at åbne en butik i de dårlige tider under Depressionen var »ganske enkel«: Han »var nødt til at have noget at efterlade til mine drenge«. I Roths sammenhæng er det ikke sentimentalt; det er et uudsagt overlevelsesprincip, hvis konnotationer minder læseren om indvandrerens endeløse tilstedeværelse, generation efter generation, fra land til land, jøde, irer, muslim, ingen rødder undtagen de ganske overfladiske, som han har kradset ned i andre folks fødejord. Hvis den brede beskrivelse gik af brug med udgangen af det 19. århundrede, så har Philip Roth, der spænder over ordets fulde tid og territorium, vakt den til live igen - i beskrivelser, som drives frem af selve fortællingens kraft. Smagen af død Faderens grav er - for den skarpsindige læser, ikke for sønnen - et efterfølgende varsel, der skal føre tilbage til den grav, hvor Roth valgte at lade sønnens liv begynde, et ryk i båndet mellem sønnen og hans forgængere, som han ikke selv er opmærksom på. Han har aldrig før oplevet det ortodokse jødiske ritual, hvor det er de sørgende og ikke begravelsespladsens ansatte, der i bogstavelig forstand begraver kisten. Han ser ikke en symbolsk håndfuld jord blive drysset ud over kisten, men afdødes slægtninge og venner, der står og skovler jord ned på kisten, hvor den lander med dumpe drøn og fylder hullet op med glemsel. Han bliver »opslugt af begravelsens brutale ligefremhed« og gribes ikke af ærefrygt, men af rædsel. »Lige med ét så han sin faders mund, som om der ikke var nogen kiste, som om den jord, som de smed ned i graven, lagde sig direkte oven på ham, fyldte hans mund, blindede hans øjne, tilstoppede hans næsebor og lukkede hans øren til«. »Han kunne smage jorden, der dækkede det indvendige af hans mund, længe efter at de havde forladt begravelsespladsen og var kommet tilbage til New York«. Smagen af død. Ikke forældet, bare gammel Professor i lyst. Sådan kan man kalde forfatteren Philip Roth, uden nogen mangel på ærbødighed, men tværtimod i beundring, med en betegnelse, der var titlen på en af hans tidlige romaner. Med sit mesterskab og sin integritet som forfatter har Roth bevist forskellen på det erotiske og det pornografiske i vor tarvelige tidsalder, hvor det er sidstnævnte, der dominerer. Præmissen for hans værk er, at det ikke fornægter noget af det, som kroppen har at byde på, så længe det ikke volder smerte. Med et ret vidunderligt overmod synes han at have skrevet det 20. og 21. århundredes Kama Sutra. Han hævder fryden ved det kærlige samleje, kroppens storslåede opfindsomhed. Hans mænd er ikke disciple af de Sade, selv om det kan være vanskeligt (i 'Det døende dyr') at acceptere manden, der slikker en kvindes menstruationsblod af hendes lår, som andet end en udnyttelse af en privat kropsfunktion, hvilket er noget ganske andet end den levendegørelse af »den enkle fysiske pragt«, som manifesterer sig i den seksuelle lyst, og som så smukt fejres for os alle sammen i hans seneste roman. Portnoy er aldrig blevet forældet, han er bare blevet gammel, og i sin nuværende avatar er han en hvermand, hvis skaber gør udtrykket 'indsigt' til noget, der må kasseres som utilstrækkeligt. Lever i verden Roths viden om modstillingen/hosstillingen af krop og intellekt er overvældende dyb og uomgængelig, ligesom det er umuligt at vaske Thomas Manns graffiti af det 20. århundredes facade: »I vor tid præsenterer menneskehedens skæbne sin betydning i politiske begreber«. Roth har behandlet dette andet store tema i menneskets eksistentielle drifter - politikken - lige så granskende som seksualiteten. Roths mennesker, de være sig politiske aktivister eller ej, lever i vor verden - universitetsverdenens tændervisende decorum er dens lærde mikrokosmos - og de er skræmt fra sans og samling af de Fremmede hinsides grænserne og af den aggressive autoritære Stat derhjemme. Hans storslåede, uforlignelige værk 'Komplottet mod Amerika' har en kraft, der skyldes, at den politiske fantasi bevæger sig ud af litteraturen og ind i den nutidige virkeligheds påtrængende muligheder. Med den roman formidlede han Datiden i Nuet. Heltedyrkelsen af Charles Lindbergh gør det muligt, at han bliver USA's præsident, trods hans beundrende tilslutning til Hitler. Bush har aldrig tilsluttet sig nazismen, men den begejstring, som han vækker ved at skræmme de amerikanere, hvis stemmer bragte ham til magten, og hvis sønner er kommet hjem i ligposer sammen med de grusomme billeder af døde irakere, er ikke noget fantasifoster. Og Lindberghs antisemitisme foregriber de fundamentalismer, der har grebet os i 2006. Endnu en ekstase De stærke politiske overtoner i 'Everyman' efterlader én med den åbenlyse sandhed, at underkastelse, rent bortset fra de seksuelle konnotationer, er et forræderi mod det menneskelige ansvar. Modstandens styrke stammer fra noget, der ligger endnu længere tilbage i os end driften mod frihed. Den døende Hvermands erindring om en genoplevet sansning hylder det herlige ved at have været i live, selv om det at undgå døden syntes at være blevet livets centrale gøremål og det legemlige forfald hans hele historie. »Var det bedste ved alderdommen ... længslen efter det bedste ved drengeårene, efter den rørformede spire, som hans krop var dengang, og som red på bølgerne fra langt derude, hvor de begyndte at rejse sig, red ind på dem med armene pegende frem som en pilespids og resten af hans magre jeg hængende bagefter som pileskaftet, red på dem hele vejen ind til dér, hvor hans brystkasse skrabede mod de bittesmå, skarpe sten og de takkede muslingeskaller ... og han skyndte sig på benene ... og begav sig foroverbøjet ud gennem den lave brænding ... ud i det fremrykkende, grønne Atlanterhav, som ustoppeligt rullede frem imod ham, ligesom fremtidens stædige virkelighed«. Endnu en ekstase. Som dødeligheden ikke kan fornægte. Philip Roth er en strålende sejrherre i sit forsøg på at modbevise George Lukacs' udsagn om forfatterens håbløse stræben efter at spænde over hele livet.