Inden sin alt for tidlige død i 1988 nåede Raymond Carver at få tilnavnet 'Amerikas Tjekhov' og blive anerkendt som den store fornyer af den amerikanske novelle. Det skete med de lavmælte, intenst realistiske fortællinger fra parforholdene i den amerikanske middel- og arbejderklasse. Carver skrev ikke oppefra og ned. Han kendte skænderierne, desperationen, det nødtørftige sprogs vilkår indefra. Blødere ansættelser Hans forældre var bønder, der flygtede vestpå fra den store tørkekatastrofe i 1930'erne. Faderen blev savværksarbejder i Oregon. Sønnen blev løsarbejder og tidligt gift. Alkoholiker som sin far. Rakkede rundt i trailere med småbørn. Studerede ved siden af. Altså en arbejderklasseforfatter, som det hed engang. Som først sent fik skrevet sig vej ind til de blødere ansættelser i universiteternes hellige haller. Parløb 'Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed' hed et udvalg, der kom på dansk i 1985.¨ Udbredelsen af Carvers fortællinger nåede et højdepunkt, da Robert Altman i 1993 flettede Carver-historier sammen til den mesterlige film 'Short Cuts'. Men Raymond Carver betragtede i mindst lige så høj grad sig selv som lyriker. Fra han begyndte at skrive i 1957, udgjorde digtene og novellerne en slags parløb. Tændt af poesien 1957. Det var året, hvor han som bydreng for apotekeren i Yakima havde et ærinde hos en ældre herre, der havde bøger fra gulv til loft. Drengen havde aldrig set noget lignende. På et bord fik han øje på et tidsskrift, der hed Poetry. Den ældre herre så hans nysgerrighed og gav arbejderklasseknægten hæftet med hjem. Det tændte noget. Tre årtier senere erklærede Carver, at rollen som poet skulle stå først på hans gravsten. Først derpå ville han huskes som forfatter og essayist. Digteren som livsledsager Raymond Carver huskes nu nok alligevel primært for sine noveller. Men det er stor synd og skam, at kun en enkelt håndfuld af hans digte har været oversat til dansk. Som digter dyrkede Raymond Carver den ligefremme henvendelse. Det er digte, der taler til én med en klar og umisforståelig stemme. Men det er samtidig også en enkelhed, der er klar og destilleret og langtfra udtryk for nogen fodformet slendrian med sproget. Levende og døde Tværtimod er der noget næsten gennemskinnet og essentielt over disse digtes ligefremhed. Deres ukunstlede fremtrædelsesform. Tæt på dagbogsnotatet. Ja, man fristes næsten til at sige, at det er digte, der inkarnerer det demokratiske, amerikanske ideal uden at tale til nogen form for nivelleret fællesnævner. Det er amerikanske digte, der udspringer af samme sprog som Emily Dickinson og Allen Ginsberg. Digte, der skriver sig ind i en anden amerikansk tradition. Nemlig traditionen for at skrive digte, der gør digteren til en slags livsledsager for den, der læser og følger med på rejsen. En følgesvend med selvironi og en knivskarp, øm nysgerrighed og iagttagelsesevne. Hvad enten iagttagelsen gjaldt levende eller døde, mennesker eller dyr. 11 års kærlighed Digtsamlingerne begyndte først at komme sent i karrieren. Carver var fra midt i 1970'erne etableret som et varmt forfatternavn, da han i 1983 udgav 'Fires', der var en blanding af digte, noveller og essays. Derefter kom de to fornemme samlinger 'Where Water Comes Together With Other Water' og 'Ultramarine' i 1985 og 86. I 1987 fik han konstateret lungekræft. Året efter hans død i 1988 udkom 'A New Path To The Waterfall'. En digtsamling skrevet i løbet af det sidste halvår af hans liv på et tidspunkt, hvor han vidste, at lungekræften var blevet til svulster i hjernen, og at tiden var ved at løbe ud. Døden spiller en stor rolle, men det er en usentimental og uhyre givende samling digte. Levet, skrevet og oplevet i selskab med hustruen, digteren og tillige hans redaktør, Tess Gallagher. De fire store temaer Tess Gallagher er en stor del af forklaringen på den taknemlighed, der overhaler desperationen. 11 år fik de sammen. Hvilket var 11 år mere med kærlighed og karriere, end Carver kunne have drømt om, da han som stærkt alkoholiseret i 1970'erne var ganske få glas fra at drikke sig selv ihjel. Det sene og samlede forløb af hans digteriske oeuvre er på mange måder både springende og homogent. Springende, fordi verden og kunsten var stor. Homogent, fordi temaerne naturligt samlede sig omkring De 4 Store: naturen, opvæksten, kærligheden og døden. Søger andet vand Carver var født og opvokset i de nordlige skove på den amerikanske vestkyst. Skovene, floderne, fiskene, trækfuglene, havet. Det er ilten i digtenes lunger. Opvæksten; en slags varm normalitet midt i fattigdom og alkoholisme. Kærligheden; sex og tidligt ægteskab og livet som motelkaos, indtil han kom i havn og skrev smukt og jordnært om dét. Døden; som han i mange år havde haft et intimt forhold til, og som i de sidste mange digte var vilkåret, der blevet skrevet fra. Digtene, der flød let som vand, der søger andet vand.