Forbavset. Det er, hvad Ghita Nørby er, når hun 76 år gammel prøver at se på sig selv.

Som hun beskriver det i forordet til den nye biografi, ser hun et forvildet menneske, der har forsøgt at fatte og leve livet »med så mange fejl og så mange håb, at det da må være fuldkommen løgn«. Denne evne til at forundres har været en ualmindelig stærk livsmotor, uanset hvad - en nysgerrig søgen efter at forstå og komme videre. Om man så er dansk teaters og films store førstedame og folkeeje gennem flere generationer, er der ingen grund til at tro, at nu er der styr på tilværelsen. Det har en barsk omgang brystkræft og hendes fjerde skilsmisse netop mindet hende om. Den sidste store primadonna Men hun har heldigvis aldrig haft talent for at ærgre sig eller piske sig selv. Der er en livslyst, der hele tiden driver hende frem, selv om hendes latter også har sit mørke bunddække. »Videre, Ghita!«. LÆS OGSÅGhita Nørby er uden omsvøb i livlig bog »Der er så meget energi på hende, at hun kan slæbe en død hest med sig rundt«, lyder det fra en af mændene i hendes liv, skuespilleren Jesper Christensen. En handlingens kvinde med en nærmest frygtindgydende evne til at sætte turbo på – også fuldstændig hen over hovedet på andre. Hendes brændstof som skuespiller beskrives tilsvarende som »en grådig, nærmest frådende lyst«, en frygtløs evne til at stille sig til rådighed for nuet på scenen. Det gør, at hun kan virke »sindssygt ny«, som skuespillerkollegaen Jens Albinus formulerer det, og samtidig være traditionens dronning, den sidste store primadonna. Fra baronesse til Matador Det er det livsmod, der slår ud fra siderne i kulturjournalisten Lea Korsgaards herligt nysgerrige bog, der på mange måder tager farve af sin hovedperson. Nørbys fokus på faglig »disciplin, orden i madkassen« modsvares af en omhyggelig research, og hendes »dna for lethed« matches af et fortælledrive med både cliffhangere, kontrastrige sceneskift og en detaljesans lige fra haveroserne i hidsigpink til en stribet sofa, hvor en dreng er blevet efterladt. Problemet med Die Ghita er ikke desto mindre mærkbart: at hendes historie er ret kendt i forvejen. Den om pigen med perlelatteren, der var som skabt til at spille baronessen fra benzintanken, om hendes dominerende, overperfekte mor, smørtenoren Dario Campeotto, som hun flyttede til Italien med, hendes triumf som Bergmans Célimène i 'Misantropen' på Det Kgl., for slet ikke at tale om Ingeborg i 'Matador' osv. Bergmans tyndskid Korsgaard kommer længere ned i historien ved på generøs Ghita-maner at invitere godt 50 venner og kolleger indenfor. Men det bliver indimellem alt for generøst og mister fokus, når scenen hver gang skal sættes med alt fra chilite og lilla cardigan til diverse livshistorier. Er det andet end en spøjs idé, når vi skal besøge det autoværksted, der blev brugt i 'Baronessen fra benzintanken'? LÆS OGSÅGhita Nørbys hus er mest sete bolig Derimod er det interessant at høre om ikke bare Bergmans tyndskid, men grænseløst kærlige tiltro, eller om hvordan en anden yndlingsinstruktør, Erling Schroeder, pinte den alt for pæne unge skuespillerinde ud på overdrevet, så hun lærte nødvendigheden af at have en hemmelighed med sig på scenen - om det så var et cykelstativ, hun tænkte på. Erotisk kraft Ghita Nørby kommer dog her i mere generel forstand til at tage alt for mange af sine hemmeligheder med sig. Forbavsende er det, så lidt hun går i dialog med sine forskellige roller. Hendes indsats i 'Fanny og Alexander' som Ekdahl-familiens matriark - et billede på hendes status på Det kgl. Teater - bruges som en ramme om bogen, men det eneste, vi ikke hører om, er, hvad hovedpersonen selv har at sige. Hvad hun mere præcist kan og gør som skuespiller, får vi ikke nok at vide om. Det er spændende at blive gjort opmærksom på hendes evne til »at oprette en tredimensional geografi i sproget«. Hun kan sige Stockholm, og voila, så er byen der. Mere af den slags tak. Jeg gad også godt have hørt noget om, hvordan hun i sit spil har brugt den erotiske kraft, der altid har lyst ud af hende. LÆS OGSÅSofie Gråbøl til Ghita Nørby: »Du er ikke altid lige diplomatisk«»kunst er ikke demokratisk« Til gengæld er det bogens store force, at man så stærkt mærker hende som menneske - »et både dybt rasende og meget elskværdigt menneske«, når hun selv skal sige det. Humoren glimter lystigt fra siderne, når hun, der aldrig har holdt sig tilbage fra at sige den kgl. ledelse midt imod, nægter at stille op til de påbudte medarbejderseminarer, for Ghita er ikke kollektivist: »kunst er ikke demokratisk«. I protest mod det nye skuespilhus, en glaskasse, som hun aldrig har fundet sig til rette i, har hun plantet et citrontræ i sin garderobe: »Der er jo ikke andet at lave herinde end drivhus«. Så kan man altid dyrke citroner. Livets omkostninger Men hun har også brug for at rase over noget, det er en del af hendes brændstof. Lige så omsorgsfuld hun kan være, lige så primadonnaagtigt kan hun give de unge skuespillere en overhaling, når de står og fedter med sig selv. At et så frembrusende liv har haft nogle omkostninger, ligger som en undertone, når talen falder på sønnen, Giacomo, der blev sendt væk på kostskole – det var ham, der blev efterladt på den stribede sofa. LÆS OGSÅGhita Nørby skal skilles - for fjerde gang »Når jeg har fri, er jeg ikke så klog som Strindbergs koner. Så skvaldrer og valter jeg rundt i livet, som alle andre«. Og dog. Ni liv Om konen så er 76 og netop har måttet sige farvel til et bryst, har hun ikke desto mindre styrken til at ville give slip på ægtemanden gennem 27 år (Svend Skipper) samt hjem og roser. Det er så den egentlige drivkraft bag skuespilleren med de ni liv på scenen, lærredet og i privaten: »Jeg leder egentlig bare efter af være mig selv«. Videre, Ghita!