samspil. Ghita Nørby bliver helt sørgmodig, når talen falder på teatret. Sofie Gråbøl er fuld af optimisme.  :
Foto: Jacob Ehrbahn

samspil. Ghita Nørby bliver helt sørgmodig, når talen falder på teatret. Sofie Gråbøl er fuld af optimisme. :

Scene

Sofie Gråbøl til Ghita Nørby: »Du er ikke altid lige diplomatisk«

To af landets største skuespillere taler ud om, hvordan teatret har det i dag.

Scene

OBS: Nedenstående artikel er fra 2011.

Spørgsmålet er sådan set meget enkelt: Hvorfor er Sofie Gråbøl en så stor skuespiller, som hun er?

»Det er ikke noget, man kan sætte tre ord på. Det er en sjælsfornemmelse«, siger Ghita Nørby.

»Vi taler her om blandt andet menneskelighed, rummelighed, humor: alle de ingredienser, der gør, at vi kan stå på scenen hver aften og fortælle nogle gode historier sammen. Sofie Gråbøl giver afkald på noget af sig selv til fordel for noget andet«.

Det lyder jo ret sympatisk. Men man kan vel godt være et dumt svin og samtidig en stor kunstner?

»Ja, det kan man da sagtens. Men nu forholder sig det altså sådan, at Sofie er en stor kunstner, men hun er ikke noget dumt svin«.

»Undskyld!«, siger Sofie Gråbøl, »men det er jo næsten grænseoverskridende, det her . . .«.

»Ikke for mig!«, griner Ghita Nørby.

To generationers syn på teatret

Opfordringen til Ghita Nørby lød: Peg på den kvinde eller mand blandt de yngre skuespillere, som efter din opfattelse er den mest talentfulde. Tanken var at høre to generationers syn på, hvordan teatret har det i dag.

Ghita Nørby pegede på hele seks navne, alle store talenter og alle kvinder: »Jo flere stemmer, der kan tale teatrets sag, desto bedre«, skrev hun i sin mail.

Det var ikke desto mindre fem stemmer for meget til et interview i avisen. Hvorefter der kom en ny mail:

»Godt, så skal det være Sofie!«.

»Ghita er jo vores alle sammens moder«, siger Sofie Gråbøl.

»For mig er hun et pejlemærke. Dels fordi vi har kendt hinanden i så mange år, dels fordi alt, hvad Ghita laver, ikke er drevet af angst eller trang til anerkendelse, men af en enorm lyst«.

I sidste sæson delte de igen garderobe, mens de spillede sammen i ’Fanny og Alexander’ på Det Kgl. Teater. Her havde Ghita Nørby rollen som Helene Ekdahl, familiens overhoved i stykket – og symbolsk talt: for hele den familie af skuespillere, der medvirkede.

Første gang, de mødte hinanden, var i 1985 under filmindspilningen af Henning Carlsens ’Oviri’, hvor Ghita Nørby faktisk spillede hendes moder. Det var også Sofie Gråbøls debut.

Både Donald Sutherland, Max von Sydow og Jørgen Reenberg medvirkede. Sofie Gråbøl var 17 år og kendte overhovedet ingen af dem, kun Ghita Nørby, for hende havde hun trods alt set i ’Matador’ i tv og syntes, hun ligesom var vokset op med hende.

»Må jeg fortælle om, hvad der skete?«, spørger Ghita Nørby.

»Jo, der kom et ungt menneske ind lige fra gaden. Og der stod så Sutherland, Sydow og jeg selv i det store studie på Nordisk Film. Efter fem minutter sagde instruktøren Henning Carlsen: »Goddag Sofie Gråbøl, vil du være så elskværdig at gå ind ad den der dør og langsomt tage dit tøj af undervejs og så ende ovre i badeværelset«. Ja, sagde Sofie bare, og så gjorde hun det: smed alt tøjet. Jeg tænkte, hvorfor egentlig ikke? Det hele forekom så naturligt«.

Sofie Gråbøl var ikke blevet prøvefilmet og havde aldrig stået foran et kamera før, nogen skuespilleruddannelse havde hun heller ikke.

»Det var bestemt en ordentlig tur. Af med tøjet – og så var man kommet til filmen«.

Men 17 år, Ghita Nørby, gjorde du ikke et eller andet, nogle ville sikkert kalde det et overgreb?

»Nej, det hele var da så glimrende! Det var ikke noget at være ked af. Hvad skulle jeg have trøstet den unge pige for?«.

»Jeg har da tænkt lidt tilbage på den scene, for det var nu alligevel lidt vildt«, siger Sofie Gråbøl.

»Hvis jeg var med i en film i dag, hvor en helt ung debuterende skuespiller i sin første scene skulle smide tøjet, så tror jeg nok, jeg ville blande mig. Men det er jo efterrationalisering. Man gik da ikke og tænkte, at man blev udnyttet. Tiden var en anden i 1980’erne, og man var knap så bornert som i dag«.

»Vi var ingenting!«

Hvordan var det så, da Ghita Nørby selv var ung skuespiller: Hvordan behandlede de store ældre skuespillere de yngre dengang?

»Jeg skal sige dig en ting. Vi var ingenting! Så det var meget enkelt at forholde sig til«.

»De unge skuespillere sad henne i en krog og var Des med de store og skulle aldeles ikke råbe op. Når Poul Reumert kom ind ad døren, rejste vi os alle sammen – ja, det kan lyde forfærdeligt, men for mig var det en gave! Når jeg fortæller om det til tidens unge, synes de, at jeg har været misbrugt. Misbrugt? Nej, jeg har fået den ene gave efter den anden«.

For Ghita Nørby er der ikke tale om umenneskelige krav, men om en kunstnerisk selvfølge: I afkaldet ligger netop gaven, for så vidt man får noget andet.


 Skuespillerinderne Ghita Nørby og Sofie Gråbøl. .
Foto: Jacob Ehrbahn

Skuespillerinderne Ghita Nørby og Sofie Gråbøl. .

En af de instruktører, der har været med til at forløse hende som skuespiller, var Erling Schroeder.

»Et af hans råd handlede om dét at holde øjenkontakten med din modspiller på scenen. Erling Schroeder talte om guldæblet på springvandet: Hvis du formår at holde guldæblet på strømmen, er du i stand til at køre energien lige så lavt ned eller lige så højt op, du vil. Men hvis du taber guldæblet, skal du altså helt ned og stå med røven i vejret og finde guldæblet igen«.

Sofie Gråbøl har også fået gaver. Hun husker den første dag i skuespilgarderoben under prøverne på ’Fanny og Alexander’, hvor Ghita Nørby spurgte hende, om hun måtte komme med et lille råd. Det handlede om betoningen af en replik.

Jeg skal sige dig en ting. Vi var ingenting! Så det var meget enkelt at forholde sig til

»Selvfølgelig er jeg interesseret i at vokse hele tiden og blive udfordret. Ghita er ikke streng, men hun er heller ikke fru hvem som helst. Det kan godt slå gnister i prøvelokalet, og der vil jeg så nok sige med hensyn til dit temperament, Ghita: Du er ikke altid lige diplomatisk. Du er sindssygt generøs som menneske og kollega, og derfor bliver tingene også tit sagt lige ud«.

Hvad siger ’moder’ selv til det?

»Jeg kan da godt være lidt bidsk og skælde ud, og så er det jo sådan i dag, at så kommer instruktøren hen til mig og beder mig om at sige undskyld til den der unge skuespiller, fordi nu er hun eller han altså blevet rigtig ked af det, og så siger jeg altid, at det kunne aldrig falde mig ind!«.

Latter.

De andre medier kan godt gå hjem

Kan du ikke også lige give dansk teater en ordentlig opsang?

»Det kan jeg godt fortælle dig, at jeg ikke kan!«.

»Jo ældre jeg bliver, desto mere øm om hjertet bliver jeg også for teatret. Vi er i gang med at miste så meget af det«, fortæller Ghita Nørby.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi mister kulturpenge, vi mister . . . jeg havde nær sagt: Anseelse er vi end ikke i nærheden af at eje. Vi nyder jo ingen respekt. Nej, jeg synes nok, at man skal være øm om teatret. Jeg bliver helt sørgmodig ved tanken. Jeg er så bange for, at det forsvinder«.

Måske er der en grund til, at teatret ikke længere nyder så stor respekt?

»Men der bliver dog taget initiativer, og hvert eneste initiativ burde elskes. Det er måske ikke det alt sammen, der lykkes, men ved vi, hvordan en succes ser ud? Nej, det gør vi gud være lovet ikke«.

Ser du nogle krisetegn, Sofie Gråbøl?

»Fra et kulturpolitisk og dermed også økonomisk synspunkt er teatret da bekymrende trængt! Men hvad angår teatret som kunstform – og platform – er jeg ikke bekymret«.

»Jeg er faktisk ret optimistisk. Jeg synes, der sker nogle fantastiske ting rundt omkring. Selv om jeg ikke forstår den tendens, der er i dag til at profilere visse teaterscener som dem, hvor alt det skøre og eksperimenterende skal komme fra. Sådan opstår kunst jo ikke; den kommer nedefra eller bagfra, men den kommer i alt fald ikke, bare fordi du definerer en ramme om den«.

»Men set ud fra en skuespillers synspunkt: Teater er selve livsnerven. Man kan sige, at arbejdet er det samme, uanset om det nu er på scenen, tv eller film, men i teatret opnår vi nogle mere tilbundsgående undersøgelser, mens tv og film producerer resultater. Teatret er nådesløst, for når det ikke lykkes, er det jo direkte rædselsfuldt. Til gengæld når det lykkes, er det ultimativt. Så kan alle de andre medier godt gå hjem«.

Skuespillerinderne Ghita Nørby Sofie Gråbøl.
Foto: Jacob Ehrbahn

Skuespillerinderne Ghita Nørby Sofie Gråbøl.

Ghita Nørby husker, da Dr. Dante kom til i 1990’erne: »De rodede godt op i askeskuffen, og det smittede af på os alle sammen i teatret. Jeg er nok en postgang for sent på den med hensyn til Teater Republique«.

Måske vi kunne tale om, at stadig flere skuespillere i dag hellere vil spille tv og film end teater?

Sofie Gråbøl: »Hvad mener du?«.

Jeg taler om din egen generation af skuespillere, der har søgt lykken på lærredet, fordi de ikke orker at stå på en scene aften efter aften?

»Men det er jo så få. Det er måske tre-fire mennesker, vi taler om. Jeg kan i alt fald ikke komme i tanke om andre end tre mennesker, der ikke vil lave teater. Helt ærligt, Ulrich Thomsen, Jesper Christensen og Mads Mikkelsen, ja, ja, men det er jo, fordi de har en masse at lave i udlandet. Det er simpelt hen ikke rigtigt, det du siger«.

Åndssvag sondring

Ghita Nørby kan godt forstå, at nogle vælger teatret fra, for teatret er både det mest besværlige og det sværeste:

»Dét at skulle stå på scenen og spille hver aften kræver både fysik og afsavn, og samtidig skal det være lystbetonet. En filmrolle er for så vidt lettere. På den anden side, hvis ingen orker det sværeste, risikerer man at miste kvaliteten i det letteste, for så får man ikke bunden med«.

Denne mumlen, for eksempel, i tidens tv-serier?

»Det er nu ikke udelukkende skuespillernes skyld!«, indvender Sofie Gråbøl.

Og ja! Naturligvis kan man inden for tv-seriens ramme også skabe stor kunst. Jo, det kan man sgu!

»Jeg har siddet med nogle af lydteknikerne, der fortæller, at der i forhold til gamle dage er blevet urimeligt kort tid til efterarbejdet med lyden. Det handler altså også om noget rent lydteknisk, men det ved seerne jo ikke«.

Er tv-serier overhovedet kunst sammenlignet med teater? Der er vel forskel på at spille Sarah Lund og så at være med i Strindbergs ’Et drømmespil’?

Sofie Gråbøl ryster på hovedet: »Jeg foretager slet ikke så åndssvag en sondring«.

»For det første: Hvis man insisterer på, at teatret er noget fint og elitært, giver det bagslag, for så tør folk ikke komme i teatret. For det andet: Begge steder kan der fortælles gode historier og naturligvis undertiden også mindre gode historier. Og for det tredje: For mig er ingen genre finere end andre. En genre definerer jo blot en ramme. Og ja! Naturligvis kan man inden for tv-seriens ramme også skabe stor kunst. Jo, det kan man sgu!«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ung mandlig babe født i 1955

Vi mangler lige det sidste: at udråbe nogle mandlige talenter. Gerne nogle helt unge babes, der har vist, at de er mænd for at løfte arven i dansk teater.

Begge kvinder stønner, også fordi det er så svært at vælge. Der er jo så mange skønne.

»Men hvis jeg skal vælge«, siger Sofie Gråbøl, »vil jeg nævne skuespilleren Thomas Hwan, fordi han har en sjælden klarhed over sig, som jeg beundrer og kan lide at opleve«.

Ghita Nørby: »Hvad med Søren Sætter-Lassen – er han ung?«.

Søren Sætter-Lassen er født i 1955!

»Men jeg elsker ham sådan. Kan man ikke godt gøre Søren Sætter-Lassen ung? For mig er han . . .«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden