Lørdag
Det er en helt fantastisk dag. Jeg vågner i den norske skærgård, hvor jeg besøger nogle venner, som jeg ikke har set længe.
Vi havde ikke talt sammen siden Utøya, og nu sidder vi her i tågen og taler virkelig dybt. Den ene af dem har været nede i en dyb depression, og han har fået et helt andet perspektiv på sin egen elendighed: Livet er skrøbeligt, det skal gribes, mens det er der. LÆS OGSÅSeks danskere kan vinde verdens største børnelitteraturpris Derfra tager jeg videre til Hjørring for at besøge min stedmor. Hun er den sidste i en generation, der har kendt mig, siden jeg var helt lille. Og hun er virkelig still going strong; rejser til USA, Frankrig og Italien, selv om hun er 77. Det får mig, apropos samtalen i Norge, til at tænke på, at vi alle sammen er én i rækken. Min datter er i Paris for tiden og har alle antenner ude – bruger virkelig byen. Jeg er midt imellem de to, og jeg bliver husket på, at man skal få noget ud af livet. Det kan ikke nytte noget at sidde og være fornærmet over det, man ikke har fået. Det er livsbekræftende. Vi går en tur i en smuk ådal med skov, bakker og vand. Og min lillebror kommer på besøg. Han har en datter, der har haft nogle problemer. Hun har det bedre – dejligt at høre. Søndag Besøger nogle venner, der bor i et hus langt ude i Klosterskoven, uden for Hjørring, Jane og hendes mand. De går og bokser med noget sygdom og nogle essentielle spørgsmål omkring livet og døden.
Vi går en tur i skoven, finder kantareller. Jane er sådan én, der samler masser af tørrede svampe og urter. Hun skal hjælpe mig med at designe standen til BogForum. Vi diskuterer, hvordan vi genskaber den samme lidt altmodisch feeling, vi har på hjemmesiden. LÆS OGSÅPolitikens anmeldere: Det vil vi se på BogForum lørdag Om aftenen kører min mand og jeg hjem til Svendborg. Min mand er komponist, og vi synger sammen. Jeg kører, og han spiller guitar. Senere laver vi associationsdigtning. Han skriver ned. Min mand kører for mig, når jeg er af sted på foredragsturneer.
