0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Digteren, dæmonerne og dobbeltblikket

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Litterære skikkelser af Villy Sørensens format oplever et lille land som Danmark ikke mere end en gang eller to i hvert århundrede. Han blev for den danske modernisme, hvad Georg Brandes blev for naturalismen: skribenten, der kunne forstå, forklare og forsvare det radikalt ny, så de gamle måtte bøje sig.

Da han allierede sig med den professionelle politiker K. Helveg Petersen og den professionelle græsrod N.I. Meyer om 'Oprør fra midten', nåede hans betydning en overgang langt uden for litteraturen.

Men hans varigste indsats beroede på en sjælden evne til at tænke over den litterære kunsts og traditionens betydning, parret med en lige så enestående evne til at udtrykke sin tænkning i et paradoksfyldt og sprællende dansk.

Hjertets renhed er at ville ét, sagde Søren Kierkegaard. Villy Sørensen, der havde lært meget af den store filosof, var ikke enig. Tværtimod, alverdens snavs kommer af, at man vil pådutte både andre og sig selv en sådan kunstig enøjethed. Den, der ikke er imod os, er for os, sagde den Jesus, som Kierkegaard nok havde i tankerne. Den, der ikke er for os, er - også lidt for os, gensvarede Villy Sørensen.

At gå imod forenklinger kan føre til et slattent livssyn med både lidt af det ene og lidt af det andet. For Villy Sørensen førte forkærligheden for dobbeltheden til det modsatte. Han kunne forene sansen for dobbeltheder med skarpe standpunkter, fordi han aldrig sagde både-og, men altid 'hverken-eller', som var titlen på en af hans tidlige bøger, og endnu et af hans mange svar til Kierkegaard, der jo holdt på sit enten-eller.

Da Sørensen stod frem, i den kolde krigs 1950'ere, forargede han til venstre ved at tage religiøse symboler og verdensfjern kunst alvorligt, og til højre ved at tage sociale krav alvorligt. Han, der hverken var kristen eller marxist, skrev sådan om både Kierkegaard og den unge Marx, at han skaffede dem begge læsere i den modsatte lejr af deres egen.


Villy Sørensen begyndte som digter med et par novellesamlinger, fortsatte som filosof, blev derefter noget, der lignede politikernes rådgiver med sit bidrag til 'Oprør fra midten', var allerede da blevet kulturhistoriker med bøger om de store tænkere og de store mytologier, og blev til sidst en slags bekender med udgivelse af noget, der skulle forestille dagbøger fra ungdommen.

En ting stod fast hele vejen, gennem alle aldre og alle genrer: opgøret med forenklingerne, forsøget på at fastholde tilsyneladende modsætninger som nødvendige sider af samme sag.

En mørk vinteraften i 1958 var der et møde i de danskstuderendes forening i Munkekælderen under Københavns Universitet. En ung hr. Sørensen, som vist ingen af de tilstedeværende havde hørt om, holdt et foredrag om folkeviserne.

Man kunne nærmest se øjnene blive spærret mere og mere op på tilhørerne i det dunkle middelalderlige lokale, da det i aftnens løb viste sig, at folkeviser ikke bare var levninger fra en svunden tid, men kunne fås til at handle om mennesker til alle tider. Om hvor faretruende det er at være i bevægelse fra én tilstand til en anden - han kaldte tilstanden for 'forlovelse' - og hvor vigtigt det er i sådan en situation at have fortiden med sig i sin forståelse af nutid og fremtid - han kaldte det 'fortolkning'.

Foredraget om 'Folkeviser og forlovelser' blev senere et hovedkapitel i gennembrudsbogen 'Digtere og dæmoner'. Men allerede den aften, hvor han fremlagde det for første gang, blev der immatrikuleret en del studerende i det alternative enmands-universitet, som Villy Sørensen snart kom til at udgøre for en hel generation.

Selv var han hurtigt droppet ud af studierne ved først Københavns senere Freiburgs Universitet. Han opdagede vel, at han kunne læse og forstå filosofferne hurtigere, end der kunne forelæses over dem. Det var på egen hånd, han opdyrkede sin metode, der bestod i at mikse de store eksistensfilosoffer med de bedste digtere og en jungiansk psykologi til en ny kritik, der gjorde omgangen med litteratur til et spørgsmål så vigtigt, som gjaldt det liv og død og fred på jord.

Vi skyndte os hjem fra mødet i Munkekælderen for at få fat i hans 'Sære historier' og 'Ufarlige historier', der ikke havde fået mange læsere ved deres fremkomst, men fik det, da han var trådt frem som litteraturfilosof.

Her fandt vi en sær prosa, helt forskellig fra samtidens, med rødder i H.C. Andersens eventyr og Kafkas gådefulde allegorier og med det gennemgående tema, tydeligt i historier som 'Tigrene' og 'Duo', at al entydighed er forløjet, at sandheden uden skønheden er lige så halv som skønheden uden sandhed. At kunst med andre ord ikke bare er skæg og ballade, men en nøgle til selve sandheden - eller rettere til sandhederne, for der er altid mindst to af dem.


Der er ikke tvivl om, at Villy Sørensen længe satte sine digterværker højere end sine filosofiske betragtninger. Da filosoffen i ham - næppe frivilligt - havde taget overhånd over digteren, udtalte han:

»Det kunstneriske udtryk er selvfølgelig det primære. De filosofiske bøger er kun udgået som refleksioner over de erfaringer, som de første bøger var udtryk for«.

Men han lod sig på den anden side ikke slå ud af, at den skabende åre tørrede ud. Han filosoferede videre i 1960'erne og 1970'erne over de erfaringer, han havde gjort som digter.

Og med rækken af såkaldte dagbøger, der udkom i 1990'erne, fremlagde han de drømme og oplevelser - også oplevelser af den store digtning, Kafkas, Brochs, Thomas Manns, Andersens - der gik forud for de digterværker, der for ham selv var og blev det umiskendelige centrum i hans værk.

Som enhver læser af 'Den grimme ælling' ved, skal man gå gruelig meget ondt igennem, før man kan blive til en svane af et format som Villy Sørensens. Det begyndte da også helt efter bogen med, at Wivels forlag forkastede hans første manuskript, der så blev samlet op af Gyldendal.

Ole Wivel, der selv senere har offentliggjort sin bommert, nåede også at gøre den god igen. Da Gyldendal også havde samlet Wivel op, som direktør, gjorde han Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg til redaktører af tidsskriftet Vindrosen, som under de to - dybt forskellige og dybt forbundne - mænd kom til at sætte den kulturelle dagsorden i begyndelsen af 1960'erne.

Herfra blev den modernistiske digtning kanoniseret, herfra udgik der kampråb mod pop, her var centrum for den litterært interesserede ungdom, og her var den mest oplagte og brugte skydeskive for angrebene på den moderne kunst. Herfra udgik også en forsigtig tilnærmelse til det politiske liv.

Statsminister Viggo Kampmanns opfordring til kunstnerne om at blande sig fandt ørenlyd hos Villy Sørensen, der til gengæld kunne forklare, hvorfor staten burde støtte den kunst, der ikke støtter staten. Det var Villy Sørensen mere end nogen anden, der udformede det filosofiske grundlag for Kunstfonden og dermed også lagde grunden til det rindalistiske oprør mod den.


Villy Sørensen var en oplevelse som foredragsholder, mundtlig debattør og samtalepartner, på en gang venlig og ironisk, altid med et imponerende lager af eksempler på rede hånd.

En kronisk ryglidelse gjorde tidligt ende på hans offentlige optræden og var så invaliderende i mere end tredive år, at man ikke fatter, hvordan han fik kræfter til at blive ved med at skrive. Om Kafka, Nietzsche, Spinoza, om Seneca og Erasmus af Rotterdam, om litterære og historiske skikkelser, der havde fyldt roller, han kunne identificere sig med og puste nyt liv i.

Et af hovedværkerne fra de sidste to årtier er 'Ragnarok'. Grundtvig havde læst sit livssyn ind i, eller ud af, de gamle fortællinger om Odin, Thor og hele banden af nordiske guder. Nu gjorde Villy Sørensen noget tilsvarende og mindst lige så overbevisende. Odin, som Grundtvig elskede, var Villy Sørensen en tak for enøjet.

Han valgte sig i stedet Loke, der hørte hjemme både hos aserne og jætterne, og altså hverken det ene eller det andet sted. Derfor viste skikkelsen Loke også værdien af, at man er sig sin dobbelte oprindelse bevidst. Ti år senere, og efter at have udsat de græske guder for samme dobbeltblik, tog han for tredje og sidste gang fat på en gudelære, nu den mest ømtålelige af dem alle.

I 'Jesus og Kristus' argumenterede han minutiøst, som var det en doktordisputats, for den opfattelse, at Jesus ikke var så kristen, så det gør noget. Jesus var derimod en klog mand, der vidste noget om, hvor sammensatte mennesker er, og om hvordan man yder ikke-voldelig modstand i et besat land. Det med at gøre ham til Kristus og Guds søn, var noget hans proselytter fandt på, da de fik brug for sådan en.

Da bogen om Jesus udkom, havde Villy Sørensen for længst opnået heltestatus, forskelsløst tiljublet fra højre til venstre. Nu blev han, 62 år gammel, igen hvad han var i sine unge dage: kontroversiel. Teologerne, som han ellers havde været god til at tale med, afviste ham ind ad en kant efter den kendte formel: dels er det forkert, dels er det det, jeg altid har sagt.

Men det var snarere Villy Sørensen, der kunne have påberåbt sig at den bog var - endnu et - udtryk for det, han altid havde gjort. Nemlig, som han havde udtrykt det 31 år tidligere i 'hverken-eller', vendt sig »mod troen på, at der er andre drivkræfter på spil i tilværelsen end de rent menneskelige - psykiske og sociale faktorer, - men også mod den rationalistiske forkastelse af de - religiøse og kunstneriske - symboler, som menneskets dybeste følelsesliv og dybeste erkendelse udtrykker sig igennem«.


Dengang som nu, et nej til to sider - som bliver til et mere omfattende ja. Om det gjaldt kunst eller filosofi eller politik eller mytologi, altid var opgaven at se med to øjne og afvise forenklinger. Lige meget hvilket felt Villy Sørensen rørte ved, fik han fundamentet under dets fundamentalister til at smuldre.

På det punkt var han ren af hjertet som få, en mand der hang sammen fra først til sidst. Hans stemme ville være god at have med ind i den sort-hvide verden, der tårner sig op foran os, med koalitionen for Grænseløs Retfærdighed, dvs. os på den ene side og de onde terrorister, dvs. de andre, på den anden.

Men det har vi jo. Hans bøger findes og lader sig læse og overføre til nye tiders digtere og nye tiders dæmoner. Han nåede højder og dybder, som gør, at hans forfatterskab ikke bliver forældet lige med det samme. Det skader ikke dets efterliv, at Villy Sørensen selv sagde sine skrappeste sandheder i et sprog, der var spækket med smil.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu