Litterære skikkelser af Villy Sørensens format oplever et lille land som Danmark ikke mere end en gang eller to i hvert århundrede. Han blev for den danske modernisme, hvad Georg Brandes blev for naturalismen: skribenten, der kunne forstå, forklare og forsvare det radikalt ny, så de gamle måtte bøje sig. Da han allierede sig med den professionelle politiker K. Helveg Petersen og den professionelle græsrod N.I. Meyer om 'Oprør fra midten', nåede hans betydning en overgang langt uden for litteraturen. Men hans varigste indsats beroede på en sjælden evne til at tænke over den litterære kunsts og traditionens betydning, parret med en lige så enestående evne til at udtrykke sin tænkning i et paradoksfyldt og sprællende dansk. Hjertets renhed er at ville ét, sagde Søren Kierkegaard. Villy Sørensen, der havde lært meget af den store filosof, var ikke enig. Tværtimod, alverdens snavs kommer af, at man vil pådutte både andre og sig selv en sådan kunstig enøjethed. Den, der ikke er imod os, er for os, sagde den Jesus, som Kierkegaard nok havde i tankerne. Den, der ikke er for os, er - også lidt for os, gensvarede Villy Sørensen. At gå imod forenklinger kan føre til et slattent livssyn med både lidt af det ene og lidt af det andet. For Villy Sørensen førte forkærligheden for dobbeltheden til det modsatte. Han kunne forene sansen for dobbeltheder med skarpe standpunkter, fordi han aldrig sagde både-og, men altid 'hverken-eller', som var titlen på en af hans tidlige bøger, og endnu et af hans mange svar til Kierkegaard, der jo holdt på sit enten-eller. Da Sørensen stod frem, i den kolde krigs 1950'ere, forargede han til venstre ved at tage religiøse symboler og verdensfjern kunst alvorligt, og til højre ved at tage sociale krav alvorligt. Han, der hverken var kristen eller marxist, skrev sådan om både Kierkegaard og den unge Marx, at han skaffede dem begge læsere i den modsatte lejr af deres egen.