En kvindelig tysk læge sidder alene på sit hotelværelse og skriver. Hendes mand og to børn tror, at hun er taget til racekattestævne. Men kattene sidder tilbage i bilen, og kvinden er klar til at sluge en dødelig dosis sovemedicin. 42,5 gram Kalypnon, 26 gram Cyclobarbital og 4 gram Lepinal står klar i pilleglas. Med utydelig håndskrift skriver kvinden til sin mand: »Tilgiv mig det, som er sket. Vær sød at fortælle alle, at det var en trafikulykke. De vil tro dig: Det er november, tåget og tænk på måden, hvorpå jeg kører bil. Jeg valgte byen C, så alt forhåbentlig kan blive ordnet med fuld diskretion«.Negativ energi Selvmord er et historisk tabu. Og selvmord er et moderne tabu. I dag må den døde nok begraves i indviet jord. Vi ved, at hun ikke var besat af djævlen. Men den ene million, der på verdensplan årligt vælger at dø ved egen hånd, er stadig ikke nem at italesætte. Den er stadig svær at træde nærmere. For dødsfrygten nærer tabuet. Selv forskeren med sit eksakte sigte indrømmer, at han til tider kan mærke frygten: »Jeg har følt en negativ energi, mens jeg researchede. Nogle gange mens jeg læste i sagerne, var jeg nødt til tage en pause og drikke en kop te, fordi det var for voldsomt«, forklarer Udo Grashoff fra sin lejlighed i Leipzig. Overraskende bestseller Den tyske medicinhistoriker har nærstuderet 5.000 tyske selvmordssager. Målet har været at trodse den almene frygt og sætte et nøgternt blik på tabuet. Fem år og en hel del tepauser senere er det lykkedes: Den 40-årige forsker står nu foran at skulle forsvare sin doktordisputats. Et lille nærmest tilfældigt sideprojekt er bogen 'Ich möchte jetzt schließen', en antologi med nogle af de selvmordsbreve, han fandt under sin research i de tyske arkiver. Ligesom andre forskere ofte vælger at publicere deres research, har også Udo Grashoff valgt at udgive en bog. Den er overraskende nok for forskeren selv blevet en bestseller i Tyskland og udkommer i år i fem andre lande. Stærke selvmodsigelser En ung mand skriver til sin kæreste, inden han skyder sig selv: »Kære L. Vær sød at bede min mor om at placere havenissen på min grav«. Sådan kan man sige farvel. Det store eksistentielle drama får selskab af en havenisse. Livet og døden slås med hinanden. Og sådan er afskedsbrevene alle små sære selvmodsigelser. Hverdagen blander sig selv i det øjeblik, den burde være sendt i helt baggrunden: En kvinde beder sin mand om at være fornuftig og huske at betale kulregningen. En anden kvinde begynder sit brev med en tak for julekortet. En mand oplyser i et P.S., hvor bilen står parkeret. Og her: En 58-årig gældsat mand fra Düsseldorf opstiller et regnskab over sit husholdningsforbrug. Facit er døden: Indkomst 156 mark
Renter 43,65
Lys 12,60
Vaskeri 15
Grav 10
Kul 5
Gæld 8
156 - 94,25 = 61,75.
31 dages liv og rygning med 61,75 mark er umuligt, så jeg siger farvel til mit liv«.Musikken gør det nemmere Nogle gange forsøger personen, der skriver, at gøre overgangen til døden lettere, f.eks. ved hjælp af musik. En skoleelev beder sine klassekammerater om at spille 'Eleanor Rigby' for ham, efter at han er død. Og en ung kvinde tager sit liv i sin onkels lejlighed og skriver til ham: »Jeg har endnu en enkelt sentimental ting mere at bede dig om: Spil en Beethovensonate, når du har læst brevet, Måneskinssonaten måske, og tænk et øjeblik på, hvor meget jeg elskede at høre dig spille«.Selvmorder: Kom til fornuft! I starten af sit arbejde med selvmordssagerne var Udo Grashoff ikke specielt interesseret i selve brevene. Han betragtede dem som små ubetydelige appendikser til selve handlingen. Han husker derfor ikke det første selvmordsbrev, han læste. Men en dag, da han befandt sig i arkivet hos det østtyske kriminalpoliti, stod han pludselig med et brev mellem hænderne, som rystede ham. Her skriver en kvinde til sin mand for at overbevise ham om det rationelle i sin handling. Hun har netop slået deres tre børn ihjel ved at give dem sovemedicin og øl, og nu er hun klar til selv at dø: »Jeg gør dette for at få dig til at komme til fornuft, det håber jeg, at du forstår. Jeg skulle have brugt kontanterne, fordi du tænkte aldrig på børnene, når du købte dine motorcykler, din bil eller dit teleskop - det handlede kun om at tilfredsstille dig selv. (...) Betal først din gæld, få dernæst en familie og begynd et nyt liv. Alt hvad vi kan gøre, er at lære af vores fejl; du vil snart glemme børnene og mig. Varme hilsner fra os alle sammen«.Offer og morder Udo Grashoff forklarer: »Jeg bestemte mig for at tage en kopi af brevet. Selvmodsigelsen er så stærk. Kvinden ønsker at gøre en god gerning ved at få sin mand, som er kriminel, til at vågne op. Samtidig skriver hun brevet, efter at hun har slået sine tre børn ihjel, hvilket i sig selv er en forfærdelig og kriminel handling«. »Brevet udtrykker en stor ambivalens: På den ene side er kvinden et offer. Hun har været udsat for seksuel vold af sin mand - det beskriver hun også i brevet. På den anden side er hun morder - hun tager livet af sig selv og sine tre børn. Det er en ambivalens, som ikke kan reduceres«. Man kan ikke drives til selvmord De er faktisk konstant til stede, selvmodsigelserne. Det er netop en af pointerne i Udo Grashoffs essay, der åbner bogen. Det menneske, der begår selvmord, er altid både offer og bøddel. Det er derfor, handlingen forekommer så paradoksal. Den er svær at begribe - og i sidste instans svær at acceptere. Men måske kan brevene tilsammen lade læseren forstå kompleksiteten, håber han: »Den største misforståelse, når man taler om selvmord, er ideen om, at man kan blive 'drevet til selvmord'. Disse mennesker er alle i meget komplekse livssituationer, og hvis du fokuserer på kun en årsag, vil du tage fejl. Det er ikke så nemt at 'drive' et andet menneske til selvmord. Selv i de breve, hvor den døde forsøger at give andre skylden, f.eks. en elskerinde, er det jo tydeligt, at det ikke er så enkelt«. Selvmordsbrev på SMS Der er tyve år imellem brevene. Nogle er skrevet før Murens fald, andre for nylig. Ny teknik har i nogle tilfælde afløst papir og pen, en udskrift fra en båndoptagelse er med i bogen, og en SMS-besked sendt af sted fra en 34-årig mands mobiltelefon til hans kæreste: »Tingene er i din bil. Jeg kan gøre det nu Elsker dig men mit liv er ovre. Tak for din mærkelige kærlighed prøv ikke at forstå pas på dig selv«. Det er den korteste besked i bogen. For sådan er mobilmediet ofte i dag. Men betyder det, at selvmordsbrevet har ændret sig historisk? »Den udvendige form har ændret sig, der er færre ord, men indholdet har ikke. I tilfældet med SMS'en er alle elementer fra det klassiske selvmordsbrev til stede. Man må forstå, at hovedbudskabet er selvmordet - og det er altid et meget voldsomt budskab«. »Men brevene er kommentarer, der i langt de fleste tilfælde forsøger at skabe harmoni, tilgivelse og fjerne smerten fra de efterladte. Personen forsøger at forklare, uden at kunne forklare. Det er typisk, at sproget svigter i det øjeblik, livsviljen svigter«. Livsfarlig Goethe Men ikke alle er klar til at høre om selvmordsbrevene på trods af Udo Grashoffs afmystificerende sigte. Frygten for, at ulykkelige sjæle pludselig vil få den indskydelse at kaste sig i døden, lever i bedste velgående. I to tilfælde er planlagte interview med Udo Grashoff blevet aflyst i Tyskland: »Der er stadig meget frygt for emnet. Der var planlagt et interview med mig i Die Welt, men efter en diskussion på redaktionen valgte redaktionsledelsen ikke at trykke det. Ikke fordi det var kedeligt, sagde de, men fordi de frygtede, at det kunne få læserne til at begå selvmord. Det var interessant, synes jeg«. Selvmord smitter, siger myten nemlig. I Tyskland kalder man det Werther-effekten efter Goethes roman 'Den unge Werthers lidelser', der ifølge almindelig skolelærdom skulle have sat en selvmordsbølge blandt unge kærlighedshungrende mænd i gang i 1770'erne. Ligesom den romantiske helt, der i bogen skød sig selv, fordi han ikke kunne få sin Lotte, skulle også et stort antal tyske unge mænd have skudt sig selv i hovedet. Men det er på tide at aflive myten: »Werther-effekten er overdrevet. Jeg har kun hørt om én ung mand, der skød sig selv på samme måde som Werther. Det sker meget, meget sjældent, at et menneske vælger at begå selvmord, fordi hans idol har gjort det. Ideen om, at f.eks. en musiker som Curt Cobain kan være årsag til, at et større antal unge har begået selvmord i USA, er helt forkert; der er altid mange årsager«. »I begår en fejl« Begrebet Werther-effekt blev især brugt i flæng i 1980'ernes Tyskland. Anledningen var en tv-serie i seks dele, 'En skoleelevs død', som hver gang startede med en sekvens, hvor seeren så en teenager hoppe ud foran et tog: »Men forskningen kan ikke bekræfte den populære beskyldning om, at serien førte til et selvmordsboom blandt tyske unge mellem 15 og 20 år: Godt nok havde en snes unge taget livet af sig selv ved at kaste sig ud foran tog. Men i samme periode var der færre selvmord ved hjælp af andre metoder. Da tv-serien blev sendt, havde de unge altså allerede den intention, at de ville tage livet af sig selv. Selvmordsmetoden i serien fungerede udelukkende som inspiration«. Men hvorfor vælger nogen at forlade livet i utide, mens andre bliver hængende? Hvad får nogen til at hoppe i afgrunden, men andre klamrer sig fast, lige meget hvilken sorg eller sygdom de bærer rundt på? Spørger man Udo Grashoff direkte, om han er kommet tættere på at knække koden efter et halvt årti i selskab med de 5.000 selvmordssager, er svaret: »Jeg er nødt til at sige: Nej, ikke rigtig. Det vigtigste, jeg har læst, er, at i ingen sag er der kun én årsag. Alle sager er individuelle, og i enhver sag er der flere årsager. Mens jeg arbejdede, gik det efterhånden op for mig, at spørgsmålet »To be or not to be« afhænger af personen snarere end af omstændighederne«. Vi kan aldrig helt sætte os i et andet menneskes sted Derfor fik Udo Grashoff, mens han arbejdede, netop trang til at tale til de døde. Han kiggede på det liv, de havde forladt i sagsmapperne, og havde tit lyst til at sige: »Jamen, det er måske slemt, men det er da ikke så slemt, at du behøver at begå selvmord?«. Han følte, at de begik en stor fejl. »Men jeg ved nu: Det, som er fælles for alle selvmord, er, at det i sidste instans er en menneskelig beslutning. Og vi kan aldrig helt sætte os i et andet menneskes sted. Det er umuligt. Og det er måske også forudsætningen for, at vi kan bevare vores sunde fornuft«, siger Udo Grashoff. Alligevel kan han mærke, at han er nået til et punkt, hvor han må lukke sagsmapperne en gang for alle. Officielt sker det i juni måned i år, når han forsvarer sin doktordisputats i Leipzig: »Den negative energi, der er knyttet til selvmordssagerne, har jeg levet med længe. Nu kan jeg mærke, at det er på tide at skifte emne«.