Der findes kun to fotografier af kvinden, som vi formentlig kan takke for, at Søren Kierkegaard sprang ud som digter. Eller måske er der tre. For nu mener en amerikansk samler at være i besiddelse af et hidtil ukendt daguerreotypi af Regine Olsen. Kierkegaardforskerne kender meget lidt til hende, men i hvert fald dette: Forholdet til Søren Kierkegaard begynder at lakke mod enden 11. august 1841, da Søren Kierkegaard sender sin forlovelsesring tilbage ledsaget af et brev. Regine Olsen bliver forbavset og rystet over ophævelsen af forlovelsen, som dengang var en katastrofe for en ung pige af det bedre borgerskab. Hun vil ikke indse, at det er slut og tolker Søren Kierkegaards handling som et udslag af hans tungsind. Hun tager hen til hans lejlighed og skriver en besked til ham. Det hjælper. Søren Kierkegaard tager atter ringen på. Men to måneder senere fortæller han hende ansigt til ansigt, at det er endeligt slut. Sladderen løber længe i de fine kredse i København. Forholdet mellem de to elskende er en af verdenslitteraturens store kærlighedshistorier. En historie om to mennesker, der »evigt hører sammen, fordi de aldrig fik hinanden i virkeligheden«, som forskningslektor Joakim Garff skriver i sin nyligt udkomne biografi om Søren Kierkegaard, 'SAK'. Søren Kierkegaards liv før og efter bruddet med Regine Olsen kan vi følge gennem hans forfatterskab, hvor han endevender forlovelseshistorien. Gennem hans fortælling kan vi også få et billede af den unge Regine Olsen. Men man ved kun meget lidt om, hvordan det gik hende i livet efter det skæbnesvangre forhold: I 1843 - to år efter bruddet med Kierkegaard - bliver Regine Olsen forlovet for anden gang med Frederik (Fritz) Schlegel. Regine Olsen har kendt Fritz Schlegel allerede inden, hun mødte Søren Kierkegaard. Schlegel var hendes lærer, og de to så en del til hinanden, så meget, at de fleste troede, det ville ende med en forlovelse. Men Søren Kierkegaard kommer altså i vejen, og Regine Olsen og Fritz Schlegel bliver først gift i 1847. I foråret 1855 flytter parret til De Dansk-Vestindiske Øer, samme år som Kierkegaard dør. Fritz Schlegel arbejder som guvernør på øerne indtil 1860, hvor de vender tilbage til København, og han går ind i kommunalpolitik. Han er storkorsridder og gehejmekonferensråd ved sin død i 1896. Regine Schlegel er 74 år gammel, da hun bliver enke. Børn får de aldrig. Hun dør af influenza i sit hjem på Frederiksberg i 1904, 82 år gammel. Et fotografi dukker op Næsten hundrede år efter dukker et gammelt fotografi op på et loppemarked i Lyngby. Det er et såkaldt daguerreotypi, som er den første form for fotografi, og billedet af kvinden og barnet kan dateres til mellem 1840 og 1860, hvor man benyttede denne teknik. Det er Torben Lind, stifter af Dansk Fotohistorisk Selskab, der finder billedet på loppemarkedet. Han tænker ikke på Regine Olsen, da han ser billedet, men bliver slået over at se en hvid kvinde med et farvet barn på så gammelt et fotografi. »Jeg havde aldrig set fotografier fra Skandinavien med mørke eller mulatte mennesker på. Det var meget specielt med en hvid mor og et farvet barn«, siger Torben Lind, der har været én af de første storsamlere af daguerreotypier i Danmark. For få år siden solgte han samlingen til blandt andre Det Nationale Fotomuseum. Billedet af kvinden, der måske er Regine Olsen, forærer han til en ven ved navn Stephan White, der er fotogalleriejer i USA. Stephan White er i dag overbevist om, at kvinden på billedet er den berømte Regine Olsen. En dag i juni sidste år, hvor han er i København med sin danske kone, finder han en bog med titlen Fotografiet i Danmark 1840-1940 af Bjørn Ochsners. I bogen er der et saltpapirsbillede af Regine Olsen fra ca. 1855. »Hun har det samme særegne udseende på daguerreotypiet, hendes øjne og mund ligner. Hendes usædvanligt runde ansigtsform er også den samme«, siger Stephan White, som er storsamler af daguerreotypier. »Jeg så den umiddelbare lighed mellem de to kvinder, men der er jo ikke nok, hvis man skal sandsynliggøre, at det er hende«, siger Stephan White. Der er ingen oplysninger på daguerreotypiet. Der står ikke noget om, hvem der er på billedet, hvem fotografen er, hvor det er taget eller i hvilket år. Torben Lind husker ikke, hvem han købte daguerreotypiet af. Der er derfor ikke mange spor at gå efter. Stephan White begynder derfor at læse om Regine, hendes forlovelse med Kierkegaard og hendes liv efter bruddet. Og det gør ham ikke mindre overbevist. Stephan White forestiller sig, at daguerreotypiet er taget i den periode, hvor ægteparret Schlegel var på De Dansk-Vestindiske Øer. Regine har altså været i midten af trediverne, hvilket svarer til kvinden på billedet. Regine fik ikke selv børn, så ifølge Stephan White er det sandsynligt, at hun var glad for og tilknyttet et andet barn - f.eks. en tjenestepiges datter. »Hun er et sted, hvor tingene er mere afslappede og knap så formelle. Påklædningen er meget den samme, men mere uformel på daguerreotypiet«, siger Stephan White. En ukendt figur På Søren Kierkegaard Forskningscenteret finder man fotografiet interessant, fordi man ved meget lidt om Regines liv efter forlovelsen med Kierkegaard. »Jeg vil meget gerne vide mere om hendes liv. Hun er på mange måder en ukendt figur. Hun går rundt med en hemmelighed, som vi gerne vil aflokke hende, men hun tager næsten alt med sig i graven«, siger forskningslektor Joakim Garff. Regine havde stor betydning for Kierkegaard og hans efterfølgende liv. Han dedicerede sit forfatterskab til sin far og Regine. Han slap aldrig Regine i tankerne, og det var gengældt. Regine Schlegel og Kierkegaard mødte ofte hinanden ved Søerne, hvor de gik tavse forbi hinanden, men kommunikerede med blikke og mimik. »Hendes betydning for Kierkegaard er enorm, måske især fordi forholdet ikke bliver realiseret. Forlovelsen bringes til ophør og en erotisk lidenskab bremses. Forholdet betyder, at Kierkegaard erkender, at han skal være digter. Han træffer en vidtrækkende beslutning om, at han skal leve alene resten af sine dage«, siger Joakim Garff. Det er sværere at sige noget om, hvilken kvinde Regine var. Hun skriver aldrig sine erindringer ned, og det, Kierkegaard-forskere i dag har at arbejde med, er interview, som hun har givet i en sen alder til forskellige bibliotekarer og Kierkegaard-forskere. »Hun har været et meget lidenskabeligt og et, i bedste forstand af ordet, patetisk væsen, som har haft sine synspunkters og følelsers mod. Med sin kærlighed til Kierkegaard har hun taget nogle skridt, som var radikale i forhold til gældende normer dengang. Hun har været udfarende«, siger Joakim Garff. Han synes, at billedet virker iscenesat, på den måde kvinden har fået sat et barn i armene og undrer sig over relationen mellem pigen og kvinden. Han kender ikke noget til, hvad Regine fik dagene til at gå med som guvenørfrue på de eksotiske øer. Er det regine? »Var det overhovedet muligt at blive daguerreotyperet på De Dansk-Vestindiske Øer?«, spørger Joakim Garff. Det var muligt, kan de fortælle på Det Nationale Fotomuseum, som har til huse i Den Sorte Diamant på selveste Søren Kierkegaards Plads. Der var flere både danske og udenlandske fotografer, som arbejdede i byerne Charlotte-Amalie, Frederiksted og Christiansted i Dansk-Vestindien i midten af 1850erne. På Det Nationale Fotomuseum kender man en del til daguerreotypier. Museet har en særsamling med 700 daguerreotypier, som er én af de største samlinger i Nordeuropa. Leder af samlingen, Jens Erdmann Rasmussen, synes i første omgang, at kvinden på billedet kunne være Regine Olsen, når han sammenligner med det allerede kendte portræt fra ca. 1855. »Daguerreotypier er spejlvendte, derfor kan det være svært at sammenligne med andre fotografier«, forklarer han. Jo længere tid, der går, desto mere usikker bliver han. Næserne er ikke ens, og kvinden med barnet har højere kindben. Han fortæller, at der var lang eksponeringstid i fotografiets start, folk skulle derfor finde en grimasse, de kunne holde i flere minutter, og derfor kan folk komme til at se ret ens ud. Det kan også være på grund af den lange eksponeringstid, at kvinden på billedet holder barnets hænder. »De kunne være søstre. Jeg er under 30 pct. sikker på, at det er hende«, siger Jens Erdmann Rasmussen efter at have studeret billedet nøje. Problemet med at identificere personer på gamle fotografier er bestemt ikke ukendt på Det Nationale Fotomuseum. Mange af daguerreotypierne i samlingen er uidentificeret eller af ukendte fotografer. Det er ofte arvegods, der ender på museet, billeder, som folk ikke har mange oplysninger om. Man forsøger at datere ud fra fototeknik, tøj eller oplysninger bag på billedet; forbogstaver, fotografens navn etc. Overassistent Ulla Kiertzner har arbejdet med portrætfotografier og identificering af personer i mange år. Hun ærgrer sig over, at man ikke kan se kvindens ører og hårgrænse, som ofte er gode ting at sammenligne med. »Jeg tror ikke, at det er hende. Kvinden på billedet har en kløft i hagen, det har Regine Olsen ikke«, siger Ulla Kiertzner, der heller ikke synes, at hagepartiet og hovedformen ligner. Formentlig vil det aldrig blive endelig fastslået, om det rent faktisk er Regine Olsen på billedet. »Hvis man kun har billedet foran sig og ingen oplysninger overhovedet, så kan man aldrig identificere folk 100 procent«, siger Jens Erdmann Rasmussen.