Til januar har Margrethe II været Danmarks dronning i 40 år. Jubilæet giver anledning til at udgive et grundigt og tilbageskuende portræt af Margrethe II's måde at være dronning på. Med sine mange prisbelønnede biografier er Berlingskes litteraturredaktør, ph.d. Jens Andersen, den helt rette til opgaven.
Kloge kompositoriske valg Først og fremmest har han truffet kloge kompositoriske valg; man mærker den drevne biografiskriver og kildedomptør. Overblikket er upåtrængende, men det er der, selv når enkelte afsnit og emner bliver lovlig lange i spyttet. Sprogligt veloplagt, men hverken frivol eller alt for benovet, og med antydninger til den opmærksomme læser, der hvor takt og diskretion forbyder at sige tingene ligeud.
Den røde tråd Andersen går frem femår for femår, fleksibelt men overskueligt i otte kapitler med afstikkere til overordnede emner og underliggende strømme som tro, moderskab, rejser, Murens fald, naturen, kunsten - og Grønland.
LÆS OGSÅDronningen i ny bog: »Jeg var måske ikke så god til at hjælpe min mand« I sin korte prolog lover Andersen, at dronningens egne ord vil være den røde tråd. Og søreme om ikke de udsagn, dronningen er kommet med under seks samtaler med forfatteren i foråret 2011, står med rødt. Morsomt, meningsfyldt og dejligt overskueligt, ligesom det overskudsagtige røde bogmærkebånd, som jeg opfatter som et kærligt hib til projektets art.
Skulle køre med kroneklatten Det var en 31-årig mor med to børn og en ikke helt karrierekampklar kvinde, der blev dronning 14. januar 1972. Det fremgår af udsagn fra alle fire involverede, at både dronningen, hendes mand og hendes sønner havde foretrukket at have nogle flere år som en familie, før mor i den grad skulle køre med kroneklatten. Frederik IX havde dog fornuftigvis forberedt datteren godt, også fordi det ikke var uden betænkeligheder, at han så den kommende regentbyrde på hendes skuldre. Sommeren før hans død skulle kronprinsessen og prinsen til Færøerne: »I må godt tage Dannebrog!«, sagde farmand så. Bortset fra det morsomme i parallellen til lån af familiebilen var det en tillidserklæring og et lille skub.
Konservativt kønssyn Der kommer ikke meget nyt frem om vores dronning i denne bog; det skulle da (for mig) lige være, i hvor god 'fjeldform' hun har været, og hvor konservativt hendes kønssyn er og især var. Det har dronningen måske sine helt private grunde til, men Andersen synger en halvkvædet vise om 'ravnemødre' og får hende ikke godt nok anbragt i sin samtid på det punkt. Dronningen udtaler sig næsten selvudslettende og brødebetynget i forhold til sin mand, der da også notorisk har haft problemer med sin relativt underordnede funktion. Sparsomme, men veldoserede udsagn fra de tre prinser bekræfter, at hierarkiet i hofetiketten har været et reelt problem. Det har man søgt løst, ved at prinsgemalen er den ubestridte patriark inden for hjemmets fire vægge. Som alle patriarker, som tiden har overhalet, er han også skrøbelig. LÆS OGSÅNy bog går tæt på dronningens forhold til indvandrere Det har som bekendt ikke hjulpet med den dumsmarte behandling, han i perioder har fået af de i egne øjne så godmodige danskere, der jo heller ikke har ment det så slemt. Men hvordan skal en udlænding kunne vide det? For nu at parafrasere en af dronningens store nytårstaleemner.
Falder på halen over nytårstaler Apropos nytårstaler, så har Jens Andersen som den første haft adgang til samtlige dronningens manuskripter til 40 års taler, også til nytår. De får da også alt, hvad de kan trække, og lidt til. Nytårstalerne har ubestrideligt fyldt meget i perioder, men Andersen fortolker dem, som om de var stentavlerne fra Sinai bjerg.

Især synes jeg, forfatteren generelt falder lovlig meget på halen over dronningens sprog. Det er nydelsesfuldt brugt, nuanceret og malende - men hvorfor ikke tillade sig at forvente det af en kvinde af hendes kaliber?
Et hvæs kongerøgelse Stedvis synes Jens Andersen at have fået sig et uagtsomt hvæs kongerøgelse, og så bliver han i kedelige glimt firmaets mand. Han undlader heldigvis ikke at komme ind på dronningens forsøg på at fortrænge Anna Thommesens vævede antependium i Roskilde Domkirke, men lander det meget blødt ved at sætte spørgsmål ved kunstværkers permanente placering. Spørgsmålet om dronningens kunstneriske virke fører direkte til spørgsmålet om god og dårlig rådgivning, og mod slutningen af bogen, hvor jeg synes, den desintegrerer lidt, er et eksempel på det sidste: Kort før det arabiske forår når til Bahrain, giver dronningen Storkorset af Dannebrog til landets diktatorkonge. Besøget i Bahrain havde - sikkert især for dronningen - fokus på arkæologi, og Jens Andersen lægger ikke skjul på sin manglende respekt for de bagkloge, der kritiserede den længe planlagte rejse.
Rejser skaffer penge Til det er der (mindst) to ting at sige. Den ene siges af hoffet: nemlig at ordenstildeling foregår i sit eget lukkede kredsløb - uden forbindelse med den virkelige verden. Den anden er, at ingen tog notits af dronningens Bahrain-rejse, før det var for sent, netop fordi de rejser også foregår i deres eget lukkede kredsløb - osv. SE FOTO40 billeder fra 40 år med Margrethe som regent Med den vigtige tilføjelse for erhvervslivets vedkommende, at dronningens rejser skaffer store penge og åbner mange døre: til eksport, råstoffer osv. Nogle grønlændere er da også begyndt at spørge sig selv, om der er skjulte dagsordner for de kongeliges hyppige besøg på det seneste, mens andre hefter sig ved dronningens og kronprinsens åbenlyse glæde ved deres fælles ture og følelsen af samhørighed med Grønland.
Margrethe og Anker til bal Udenrigsministeriet er en central samarbejdspartner og arbejdsgiver for kongehuset; det forbigås ikke, og dronningens parløb med forskellige statsministre belyses underholdende. Hun og Anker Jørgensen, begge habile og begejstrede dansere, har haft det fint sammen, hvilket af en eller anden grund virker helt hjertevarmende på mig. Men et billede af de to, der åbner et bal, minder også om dronningeværdighedens mere jordnære udfordringer og en ikke ubetydelig kejtethedsfaktor, der nok ofte skal overvindes: Dronningen er to hoveder højere end Anker, hvis næse befinder sig præcis ud for hendes kavalergang.
USA værdsatte oneliners I øvrigt er bogens billedside tilfredsstillende, med fotos og fine bladtegninger og eksempler på dronningens kunstneriske arbejde. Det ikoniske - og i bogen omtalte - billede af indianerrytterne (i silhuet?) på Rebilds bakkekam 1976 er dog fravalgt til fordel for andre. Solvognens happening er - som Politiken dengang tog afstand fra og kaldte 'meningsterror' - fyldigt og fyndigt beskrevet. Om dronningens tidlige rejser til USA bemærker Jens Andersen rammende, at comedygenrens hjemland forstod at værdsætte hendes oneliners.
Mange søde detaljer Han er naturligvis heller ikke blind for, at medierne er en anden af kongehusets centrale samarbejdspartnere. Han nævner de store og de små fortællingers betydning og får også lige namedroppet Marshall McLuhan. Ellers er der velgørende lidt namedropping og mange søde detaljer. LÆS OGSÅThorning siger undskyld til dronning Margrethe For eksempel det danske VM-fodboldholds besøg på Amalienborg i maj 1986. Kronprinsen blev 18 og skulle i statsrådet, og egentlig var holdets besøg en gave til de to prinser, der var benovede fans, fra deres mildt sagt fodboldfremmede forældre. Men det var en lige så stor oplevelse for fodboldspillerne. 'A moment of zen', som Jon Stewart ville have sagt.
It-analfabet Selv om dronningen færdes scenevant og nysgerrigt i den globale landsby, er hun it-analfabet. Den fuldt opkoblede lillesøster Anne Marie - som ellers ikke ytrer sig i bogen - er ved at fortvivle over ikke at kunne sende sine søstre en sms. Dertil siger prinsesse Benedikte: »Men man er jo så bange for at komme til at slette alt muligt eller gøre et eller andet forkert, så det hele eksploderer!«. Så bange er dronningen nu ikke; mere doven, siger hun selv. Og hvem ville ikke gerne have folk til den slags? Hvad angår eksplosioner: de, der har været i dronningens familie i de seneste år, har hun fået slukket hurtigt og effektivt.
FACEBOOK